Aniston

Sort sne falder

Michael Katz Krefeld har gjort det igen!

6 ud af 6 stjerner
Sort sne falder
Michael Katz Krefeld er altid garant for en virkeligt god og velfortalt thriller. Han har gjort det tidligere med bl.a. "Pans Hemmelighed" og "Protokollen", og med "Sort sne falder" gør han det for alvor igen!

I den nye thriller møder vi igen Storm og Kathrine, som vi første gang stiftede bekendtskab med i "Protokollen".

Denne gang skal PET-chefen og den rebelske kriminalkommissær med de uortodokse metoder undersøge en sag om den skandaleramte Peter Levin, som er blevet udsat for et attentatforsøg i forbindelse med et vælgermøde.

Derfor mødes Nikolaj Storm og Kathrine Bergman igen - efter at Kathrine har været suspenderet for en tid pga. hendes noget uforsonelige metoder.

Men det hele er ikke helt så enkelt, som man måske kunne forledes til at tro, og sagen tager hurtigt en hel masse drejninger.

For attentatet mod Peter Levin virker ubegrundet og uden motiv. Men samtidig vender sympatien omkring den skandaleramte politiker, og hans parti, Demokratisk Koalition, der ellers stod til et knusende valgnederlag, oplever pludselig en overbevisende valgsejr - takket være sympatien for Peter Levin.

Partiet får således magten til at vælge landets næste statsminister. Men Peter Levin, som er årsagen til, at det, der ellers så ud til at blive en lussing for partiet, bliver vendt til en sejr, mister pludseligt al indflydelse i partiet.

Jagten på sandheden

Samtidig efterforsker PET-chef Nikolaj Storm og kriminalkommissær Katrine Bergman fra drabsafdelingen attentatet på Levin, der umiddelbart peger mod miljøkaktivister på den yderste venstrefløj.

Men da Katrine begynder at få tips fra en ukendt front, optrevler hun bl.a. en pædofiliring og finder liget af den myrdede attentatmand. Det, der først ligner en tilfældig gruppe pædofile og et selvmord, viser sig dog med tiden at være noget helt andet.

Det fører efterforskningen frem til en hemmelig loge, som Storms nyligt afdøde far, arkitekten Herman Storm, tilsyneladende var en del af. Men hvem er menneskerne bag logen, hvor langt rækker deres magt, og hvilken storstilet plan, som vil ændre Danmark for altid, er de i færd med at gennemføre, og hvor langt går logen og planen egentlig tilbage? 

Den sorte sne falder stadig
Nikolaj Storm og Kathrine Bergman indleder jagten på personen eller personerne bag mordet og forsøger at finde sandheden bag attentatet.
En jagt, der fører dem ind i magtens centrum, mod politiske skandaler, mod afsløringen af angrebsplaner fra den kolde krig og hemmeligheder, der gemmer sig i bl.a. Grønland.

Snart står de ansigt til ansigt med en af landets bedst bevarede hemmelighed: En dyb hemmelighed fra fortiden, der kan blive skæbnesvanger for dem alle. En hemmelighed begravet under Grønlands indlandsis - under den sorte sne, som stadig falder.  

Yderst nervepirrende konspirationsteori
"Sort sne falder", som er en direkte fortsættelse af "Protokollen", er endnu en virkeligt velfortalt og veldrejet thriller fra Michael Katz Krefelds hånd.

Den er yderst vedkommende og giver virkelig meget stof til eftertanke undervejs.

Bogen, der er bygget på en nervepirrende konspirationsteori, er, på trods af sine 600 sider, meget svær at slippe, når man først er gået i gang, for mysteriet synes ingen ende at tage. Samtidig er fortællingen både dramatisk, kompleks og indviklet, som nærmest kun Katz Krefeld formår det.

Dermed er det ganske enkelt helt umuligt at gætte sig frem til plottet undervejs, fordi detaljerne og den komplekse historie med faktuelle oplysninger og fiktion i en stor pærevælling, endnu engang, er Michael Katz Krefelds absolutte styrke. 

Men alt går op i en højere enhed til sidst - efter at historien spejlvendes fuldstændigt, naturligvis.



"Sort sne falder" er skrevet af Michael Katz Krefeld og udgivet af Lindhardt & Ringhof.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce