Mere fylde til håret med Matrix Biolage
Fordi lidt også har ret.
Mit hår er så fint, at jeg kan spraye og føntørre og spraye lidt mere, og alligevel klasker det som regel sammen i løbet af dagen.
Jeg har dog nu fundet en hårplejeserie, som faktisk formår at luske lidt liv ind i lokkerne.
Matrix Biolage er ikke en nyhed. Men den professionelle hårplejeserie har fået nyt udseende, hvilket var mit påskud for endelig at prøve den. Indholdet er nemlig stadig det samme, og missionen om at minimere miljøpåvirkningen med eksempelvis genbrugsmateriale i emballagerne er ligeledes, som den har været siden 1990, hvor Biolage blev skabt.
Hårplejeserien består af fire forskellige linjer; en ColorLast, en HydraSource, en SmoothProof og en VolumeBloom, som er den, jeg er blevet lidt glad for.
De tre af serierne indeholder fire produkter (shampoo, balsam, maske og en form for efterbehandling, som man lader sidde i håret). VolumeBloom består dog kun af shampoo, balsam og en såkaldt Full-Lift til at spraye i håret, når det er vasket og "balsameret". Men tre produkter er i dette tilfælde faktisk også nok.
VolumeBloom skulle, efter sigende, give op til 70 pct. mere volumen efter bare en påføring, fordi produkterne er bygget op omkring bomuldsplantens evner til at ekspandere og udvide sig selv. Det er svært at vurdere, når man står og kigger sig selv i spejlet, hvor meget mere volumen, man egentlig har fået, men i hvert fald har Matrix Biolage VolumeBloom en effekt.
Mit hår fylder faktisk mere, når jeg har brugt serien, og specielt Full-Lift, som man skal lade sidde i håret, stiver håret en smule af, så det automatisk får mere volumen. Og selvom jeg roder i håret, så forbliver effekten og fylden der dagen igennem, hvilket jeg kun sjældent har oplevet med stylingprodukter.
Det skal på ingen måde lyde som om, at jeg har fået det fyldigste garn i kongeriget. Men lidt har også ret, og Matrix Biolage får et skulderklap herfra!
Matrix Biolage forhandles hos frisører landet over til priser fra 149 kr./stk.