[Anmeldelse]: Gå væk, Ghana
Familiesaga med et drys forvirring og et velassorteret persongalleri.
Foto: Gyldendal
"Gå væk, Ghana" er således en fortælling om en familie, men samtidig også en fortælling om en flok meget forskellige individer, der tilfældigvis er endt med det samme efternavn.
Historien om den ghanesisk-nigeriansk-amerikanske familien Sai rummer således et både rigt og nuanceret persongalleri og sideløbende en fortælling om national identitet.
I "Gå væk, Ghana" møder vi hele familien Sai, der er blevet splittet efter en tragisk hændelse. Familien forsøger dog at samles igen - efter endnu en tragisk hændelse.
Igennem historien kommer vi både til Ghana, hvor faren Kweku er født og opvokset, til Nigeria, hvor mor Fola er fra, og til USA, hvor børnene Olu, Taiwo, Kehinde og Sadie er født og opvokset. Vi er således skiftevis i de forskellige lande gennem romanen, og på forskellige tidspunkter i de forskellige personers liv.
Dette kan indledningsvist virke både forvirrende og frustrerende, fordi man endnu ikke kender personerne, og fordi visse af de skildrede personer har tendens til at lade tankerne vandre, hvilket man som læser gang på gang bliver offer for.
Men når man når længere ind i personerne og deres fortællinger, bliver "Gå væk, Ghana" også en meget bedre og mere sammenhængende historie. Og hvis man læner sig op ad det tilhørende familie-træ, vil man også være rigtig godt hjulpet på vej ift. at placere de mange personer, som romanen trods alt fordrer, at man som læser sætter sig ind i.
"Gå væk, Ghana" er heldigvis delt op i tre dele, der er opbygget kronologisk. Men ellers springer fortællingen frem og tilbage i tid, mellem personer og steder.
Selvom dette nemt kan blive frustrerende, så vinder Taiye Selasis' debutroman rigtig meget på de gode personskildringer samt beskrivelsen af personernes konflikter og motiver, som alle synes virkelige, og som løfter læseoplevelsen gevaldigt.
"Gå væk, Ghana" er skrevet af Taiye Selasis og udgivet af Gyldendal.