[Anmeldelse]: ABC
Knud Romer og John Kørner giver Halfdan kamp til stregen.
Foto: Carlsen
Jeg fattede umiddelbart interesse for det nye "ABC", som Knud Romer og John Kørner står bag, fordi jeg har set Knud Romer i forbindelse med adskillige tv-programmer, hvor han forekommer mig som en både sympatisk, velovervejet og dygtig mand. Da "ABC"'et så kom ind ad døren, tænkte jeg, at rimene var rigtig rigtig fine, men at illustrationerne måske blev en anelse for abstrakte for Lillemanden, som jo dybest set er den, der skal have glæde af bogen.
Men der tog jeg fejl! Lillemanden har nemlig fra første færd været mere end begejstret for Knud Romers og John Kørners "ABC", og bogen er blevet hevet frem og læst adskillige gange, siden den ankom.
De 29 vers med de 29 forskellige dyr er blevet læst mange gange, og vi har talt om ålen, der starter med Å; elefanten, som vist nok spiser nogle grene på billedet, og om forskellen mellem små og store bogstaver.
Lillemandens eneste anke er egentlig, at E, som er hans forbogstav, ser en smule forkert ud, fordi skrifttypen, der er benyttet, ikke ligner en, han kender.
Vi hygger og gevaldigt med Knud Romers og John Kørners smukke værk, og med den som en del af sofahyggen, skal vi nok snart få lært både de små og store bogstaver - samt, at E'et godt kan se ud på flere måder.
"ABC" er skrevet af Knud Romer og illustreret af John Kørner. Bogen er udgivet af Carlsen i dag og udkommer også i en særlig luksusudgave for kunstkendere og samlere.