Jeg er afhængig af min mobil #2: Hvad gør jeg?
"Åha, jeg forudser allerede, at det bliver hårdt.."
Nå, så er det blevet tid. Ugen, jeg har frygtet lidt. Ugen, hvor jeg skal ændre mine mobilvaner. Efter min hårde erkendelse af, at jeg nok har et lidt for usundt forhold til min telefon, har jeg nemlig besluttet at gøre noget ved det. Sidste uge har jeg derfor brugt min telefon, som jeg plejer for at forsøge at observere, hvornår det er, jeg bruger den mest, og hvornår jeg skal forsøge at undgå den. Jeg hentede appen Moment, som måler, hvor meget jeg bruger min telefon, og gennemsnittet ligger på omkring 3,5 time - og det er for meget for mig, så det vil jeg gerne prøve at mindske.
Jeg fandt ud af, at det især er, når jeg får notifikationer, jeg bruger min telefon. Ligegyldigt hvad jeg er i gang med, så stopper jeg med det, hvis jeg får en snap eller en besked på messenger. Det vil jeg gerne undgå. Derudover fandt jeg ud af, at jeg ikke kan se en serie, spise et måltid mad eller vente på grønt lys ved et lyskryds uden at tage fat i min telefon. Det vil jeg også gerne undgå. Derfor har jeg besluttet, at jeg i den næste uge er nødt til at lave nogle helt konkrete retningslinjer for, hvordan jeg må bruge min telefon, så jeg forhåbentlig kan blive mindre afhængig af den i fremtiden. Åha, jeg forudser allerede, det bliver hårdt..
Den næste uge vil jeg:
- Slå notifikationer fra på alle mine sociale medier. Facebook, Messenger, Snapchat, Instagram..
- Fortælle mine nærmeste, at hvis de skal i kontakt med mig hurtigt, så hedder det altså sms eller opkald.
- Give mig selv telefontid. Jeg må altså ikke tjekke den i tide og utide, men nærmere sige til mig selv "nu er det der 15 minutters pause til at scrolle Instagram og svare på en million beskeder i gruppechatten". Tidspunkter kan veksle alt efter mit skema den dag, men som udgangspunkt må det i hvert fald ikke være mere end én gang i timen. Og tidspunkterne skal planlægges fra morgen. Det vil altså sige, at hvis jeg lige får et ledigt øjeblik, hvor jeg egentlig ikke har telefontid, så må jeg stadig ikke bruge den.
- Podcast, musik, Endomondo, Google maps osv. tæller ikke med.
- Som udgangspunkt lægge telefonen helt væk og sætte den på lydløs, når jeg er sammen med mennesker.
- Ikke sidde med telefonen, når jeg spiser.
Og det var vist det! Jeg forudser allerede, det bliver ret hårdt, men lad os håbe, jeg bliver endnu mere bevidst om mine telefonvaner!
Fortsættelse følger..