Fra den forrige modeuges catwalk til den aktuelle sæsons tendenser
Et kig på AW14-tendenserne med catwalk-briller på.
En ny sæson er aktuel, og dermed er det tid til et kig i arkiverne på den forrige modeuges catwalktendenser. For selvom den seneste danske modeuge kun lige er slut, så er den forrige atter blevet aktuel, da den for et halvt år siden forudsagde mange af den aktuelle sæsons tendenser.
I alt syv tendenser, som brager igennem i denne efterårs- og vintersæson, var specielt synlige dengang - og er det altså også nu, hvor kollektionerne i highstreet-butikkerne er ved at være på bøjler og hylder.
Alle er de velkendte, og alle har de huseret i den forrige sæson og måske også sæsonen før, men hver især har de fået nyt liv og en ny sæson at leve i.
Nr. 1 - Pyjamasen
Pyjamasen gjorde sit indtog i modebilledet i den forrige vintersæson og har siden spredt sig til resten af modebilledet, hvor den både inkluderer sidste sæsons blonder, kimonoer og sportsinspirerede antræk - så længe det skaber illusioner om søde drømme eller bare, at man er på vej i seng, så er det helt i tidens ånd.
Det har aldrig skullet være kedeligt eller overdrevet sexet, men bare have emmet af påklædning, som normalt hørte soveværelset til. Grundreglen lå i det løse, lette og ofte silke-dominerede look med blonder eller mønstre som detaljen.
I denne sæson gælder dette stadig, og det er stadig tilladt at ligne en som smukt og elegant er på vej til drømmeland. Nu kan det bare gøres mere raffineret, elegant og hverdagsagtigt.
Pyjamas-tendensen er nemlig, efter et par sæsoner i modebilledet, blevet en mere og mere dominerende tendens og er ofte smeltet sammen med flere andre looks og tendenser, som workwear, det herrerinspirerede og det casual Haute Couture look, såvel som det skandinaviske, hvor minimalistiske og skulpturelle undertoner deles lige.
Nr. 2 - Den lange (blazer-inspirerede) vest
Den lange blazer-inspirerede vest kom ind i modebilledet i sidste sæson, hvor bar hud og den skandinaviske minimalisme var en del af essensen. Den afspejlede på en gang noget herreinspireret, noget workwear-relateret og noget enkelt og klassisk - og det gør den også i denne sæson.
I denne sæson er den lange blazer-inspirerede vest repræsenteret på samme vilkår som i den forrige. Denne gang er der dog ikke tale om bar hud, som en del af essensen, og den behøver ikke længere være relateret til ovenstående looks. Selve vesten er dog stadig meget skandinavisk i sig selv og deles stadig med lige undertoner af det minimalistiske og skulpturelle.
Nr. 3 - Militær-uniformen
Den militær-inspirerede uniform har fra tid til anden huseret i modebilledet. Det gør den nu også i denne.
Den har altid været repræsenteret i form af militær-inspireret jakker og frakker og af og til militær-støvlen.
Og I denne sæson gælder det stadig. Både den militær-inspireret jakke, frakke og skjorte bevæger sig i modebilledet, og det samme gør støvlerne. Men denne gang behøver det ikke være helt rigtige genbrug eller vintage versioner, da illusionen om militæruniformen er nok.
Om det så er overdelen, underdelen, skoene eller hatten, som gør udslaget, spiller ikke den store rolle - bare illusionen om et militær-inspireret look i større eller mindre forstand skabes.
Nr. 4 - Den sportsinspirerede tendens
Den sportsinspirerede tendens har domineret modebilledet i flere sæsoner nu. Den har været repræsenteret i form af sneakers, sweatshirts, t-shirts, kasketten og joggingbukser. Dog ofte sammensat med andre elementer fra knap så sportsrelaterede terræn. Og dette gælder også for denne sæson!
I denne sæson er der også tale om sportsinspirerede elementer som ovenstående inkl. den mavekorte top, som dog mest af alt hører 1990'erne til, og her er der undtagelsesvis ikke den store fornyelse.
Vi har set den sportsrelateret tendens mere elegant, sofistikeret og endda Haute Couture inspireret, så med andre ord: Essensen er stadig den samme som før, der er bare ikke længere nogen grænser.
Nr. 5 - Tern
De klassiske tern med rødder i Skotland og 1970'ernes punkkultur har domineret modebilledet fra tid til anden gennem årene, som en ægte tidløs klassiker nu gør, og vi har uden undtagelse set ternene som en konstant kontrast i modebilledet siden sidste vinter.
Tern spiller også en dominerende rolle i denne sæson. Både som detaljen, det larmende element, fra top til tå og sammensat med flere tern i ét og samme look, som vi har set dem i de forrige.
I denne sæson kan ternene stadig kombineres med alle tænkelige stilarter og looks og være mere eller mindre opsigtsvækkende eller afdæmpede. Essensen af det hele ligger i det tidløse mønstres dominans, som ,uanset sammenhæng, skal dominere og gerne fra top til tå.
Nr. 6 - Den lange frakke
Den lange frakke, som i form af trenchcoaten for første gang så dagens lys på soldater under første verdenskrig og, som også tilhører kategorien med klassiske og tidløse elementer, har mere eller mindre domineret i utallige sæsoner undtagelse.
I denne sæson er der dog ikke kun tale om den klassiske trenchcoat, som aldrig forlader modebilledet eller den herreinspirerede og til tider skulpturelle version, som har været repræsenteret i de sidste mange sæsoner. Begge dominerer stadig i samme omfang som før, men har i denne sæson fået følgeskab af mere feminine undertoner, som enten symboliseres ved snit, farve eller pels, som det altoverskyggende materialevalg.
Med andre ord: Historien bag er stadig den samme, og de herreinspirerede undertoner er ej forsvundet. De feminine detaljer har bare fundet sig en plads og fylder mere og mere.
Nr. 7 - Det herreinspirerede univers
Det herreinspirerede univers har i flere sæsoner og årtier domineret modebilledet og har flere gange overskredet grænsen til det androgyne således, at grænsen er mere eller mindre udvisket.
I denne sæson dominerer det herreinspirerede look i begge omfang. Grænsen mellem herreinspireret og androgynt er efterhånden fin som en balletdansers line og i nogle tilfælde ikke-eksisterende. Så for at holde looket herreinspireret uden at blive androgynt, kræver det ikke bare lige dele af det feminine og det maskuline univers, men en anelse mere af det feminine end det maskuline. Kunsten ligger således ikke i at udviske grænsen helt, men at lade det feminine dominere lidt mere end det maskuline.
Fotos: Copehagen Fashion Week