[Anmeldelse]: Blogbogen
Mustread for bloggere, bloggere in spe og folk, der arbejder med bloggere.
Nu er Julia Lahme på banen med endnu en bog. Denne gang handler det ikke hverken om babyer, morrollen, diademer eller døden. Nej, det handler om blogging.
"Blogbogen" er Julia Lahmes bud på en guide til blogging. Blogging om alt mellem himmel og jord.
Uanset om du er håndværksblogger, blogger om din business, er modeblogger eller noget helt fjerde, så handler bogen om dig og om, hvordan du skaber trafik til din blog og er blogger med stort B - naturligvis uden at gå på kompromis med hverken dig selv eller dine ambitioner. For blogging handler grundlæggende om at være sig selv. Ellers kan man lige så godt lade være.
Men den handler også om, hvordan man kommer i gang med at blogge, og "Blogbogen" er dermed alt, hvad den lover, nemlig en hands-on guide til blogging.
Går man med en drøm om at blive blogger, så kan bogen også fungere som en slags huskeliste eller som det, der kan få den enkelte til at til- eller fravælge, om blogging nu er sagen.
Som en person, der, ligesom Julia Lahme, arbejder på begge sider af bordet, synes jeg i øvrigt, at "Blogbogen" er informativ på flere måder. For mig fungerer den både som en guide til mit "blogger-jeg". Men jeg vil også mene, at den er et mustread for alle, der arbejder med bloggerne - nemlig PR- og marketingfolk, som gerne vil have deres budskaber igennem til og via bloggerne.
"Blogbogen" er således alt, hvad den lover. Den handler om at blogge, om at komme i gang med at blogge, og den giver god inspiration OG information på flere niveauer.
Og vigtigst af alt, så påstår Julia Lahme ikke, at hun ligger inde med sandheden. For så længe man er tro mod sin stil og mod de valg, man har truffet, eller beslutter sig for at træffe, så er man godt på vej.
"Blogbogen" er skrevet af Julia Lahme og netop udgivet af Rosinante.