Aniston

Ze ferret!

Alle piger elsker pels, men min pelskrave er levende!

Da jeg blev hyret som skribent herinde, spurgte jeg i vildrede, hvad i alverden jeg dog kunne skrive om? Siden jeg havde talt øret af Heidi ved vores efterskole-gensynsdag om min ilder, foreslog hun, og efterfølgende Sitle, at jeg skrev om den. Som sagt, så gjort.
Ze ferret!
Aniston.dk er et rigtig godt katte-sted. Jeg kan se, at der er mange af jer, der typisk ville vælge en flot, smidig og sensuel kat som kæledyr både på grund af dens personlighed, der afspejler jeres egen og dens selvstændighed. Mange elsker katte for deres "I don't give a f***" attitude. Så, som kæledyrsindlæg er dette nok ikke ligefrem repræsentativt.

For lige godt et år siden besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg have et kæledyr. Jeg vågnede en morgen, satte mig op i et eller andet ikke-alkohol-relateret vanvid og sagde til mig selv: "Mig selv," sagde jeg, "du har slet ikke udfordring nok i hverdagen, du skal have et kæledyr!" Som sagt, så gj... Eh, så tænkt over i flere måneder. Derefter gjort!

Lejligheden, jeg boede i, var for lille til en hund, og jeg havde før forsøgt at passe andres katte, uden stor succes (De gider ganske enkelt ikke være spærret inde).

Så, valget faldt da helt enormt naturligt på en ilder. Eller en fritte, som de retmæssigt hedder. Jeg læste lidt om dem og var efter to timers læsning allerede cand. Ilder. Ingen tvivl om, at jeg da vidste alt, hvad der var værd at vide om ildere.

Det var blevet tilrådet, at man gik hen til en forhandler, som oftest private, og valgte den første ilder-hvalp, der bed sig fast i hånden på én. Det gjorde jeg så og kom hjem med kuldets ballademager. Efter én meget lang magtkamp fik hun navnet Athene. Det havde hun næsten fortjent.

Jeg havde læst, at de nok gerne ville tilbringe de første par dage i sikkerhed i deres bur, når de lige var kommet til et nyt sted, for ligesom at tage det værste af chokket. Efter en halv time forsøgte min nyanskaffelse at bryde sig ud af buret, og den havde allerede øje på flere af de ting, jeg før i min naive tro havde antaget var mine.

Ildere er nemlig notoriske kleptomaner. Jeg fandt engang en god liste over måden, hvorpå en ilder tænker, og hvis jeg nu tilføjer lidt af min egen viden til den, kan det meste listes op således:

  • Jeg så den først, den er min!


  • Jeg vil have den, den er min!


  • Den er i min mund, den er min!


  • Jeg kan bære det/slæbe det hen over gulvet, det er mit!


  • Jeg har arbejdet hårdt og længe for at stjæle den fra dig/slæbe den ind under sofaen, den er min!


  • Den lugter sjovt, den er min!


  • Du står og skal bruge den, så er den min!


  • Jeg gider ikke lege med den, men den er stadig min, især hvis du forsøger at tage den fra mig!


  • Det tilhører dig, så er det mit!


  • Den ligger i min hule, den er min!


  • Det er et viskelæder, spasser, selvfølgeligt er det mit!
ANNONCE
Ze ferret!
Det er sådan set ikke fordi, de stjæler, og de virker også særdeles fornærmede, hvis man behandler dem som tyve. De ejer bare tilfældigvis alt, hvad der er i nærheden.

Når man vænner sig til det, er det faktisk enormt charmerende. Ind til da må man finde sig i at rende rundt en time eller to for at finde sit viskelæder. Jeg kæmper lidt en kamp for at fremme ildernes plads som kæledyr, da jeg synes de er undervurderet.

Så hvorfor skulle et almindeligt menneske med respekt for sig selv vælge en ilder frem for en hund?

Hunden er menneskets bedste ven, ingen tvivl om det, men jeg mener, at kriteriet for at være hund, indebærer, at dyret siger: "Vov!" og ikke: "Vif!", og at det er enten over en halv meter høj eller en halv meter lang! Som min kæreste siger: "En rigtig hund, den skal have en chi-hua-hua's længde mellem øjnene!" Alt andet kan være meget nuttet, men hunde er det ikke.

Okay, sådan et savle- og moslemonster er der så ikke mange af os, der hverken har plads eller råd til på nuværende tidspunkt i vores liv. Og hvis man tager én af de mindre, nuttede "bjæf"-modeller af racen, så koster de underligt nok endnu mere per pund hund, man får! Det er utroligt, hvad man skal betale for sådan en portionshund nu om dage! Og accepter det nu bare: Der er bare ingen streetrespekt at hente med en chi-hua-hua!

Hvorfor så en ilder frem for en kat?
ANNONCE
Ze ferret!
Eh, ja, her bliver den så svær... Især fordi jeg selv er kattemenneske. Men en kat bliver (som regel) voksen og meget uafhængig af dig. Så uafhængig, at man nogen gange føler sig som den pude, den sover på. "Du er der, du må gerne ligge der, men jeg har al ret og grund til at sætte mig på dig, når og hvis det passer mig! Har du i øvrigt, nu jeg lige rejser mig fra din avis, bemærket min røv?"

Ildere elsker deres ejere, og de forbliver lige så legesyge som killinger. Om ikke andet kan det måske lokke, at de er de lige så lette at holde som en kat, da de også går i bakke, og man fodrer dem med almindeligt killinge-foder.

Derudover er den helt vidunderligt nuttet og som regel en relativt velopdragen og kælen, lille tyv, der er superhyggelig at have tøffende rundt i sin lejlighed.

Okay, det kan godt være, man skal være lidt speciel for at finde ideen om ildere som kæledyr tillokkende. Men nu har jeg lagt min mening på bordet og håber, at jeg kan lokke jer andre til at overveje en ilder, næste gang I skal have et kæledyr.
ANNONCE
Del

Seneste nyt