Aniston

Yolanda - min historie

Epe-incest-skandalen fortalt af Bob Snoijink

9 ud af 6 stjerner
Yolanda var syv-otte år, da hun blev voldtaget af sin egen bror. Kort tid efter begyndte både hendes mor og far at misbruge hende systematisk. Snart blev Yolandas hjem et slags bordel for hele egnens sadister, der brugte hende i voldsomme sexorgier. Dette er en livshistorie fra virkelighedens verden. 
ANNONCE
Yolanda - min historie
Moderen var en ufølsom sadist, der styrede hele familien med jernhånd. Hun stod for kunderne, gav ordrer til hvordan Yolanda skulle mishandles, og myrdede spædbørn med et smil om munden. Moderens ord til kunderne: "Gør hvad I vil med hende, bare I ikke slår hende ihjel."
 
Dag efter dag i flere år blev Yolanda misbrugt på det groveste, og hun kunne ikke søge hjælp nogen steder. Ingen troede på hende, når hun nævnte overfor sine venner og skolen, hvad der foregik i hjemmet. Politiet kunne hun ikke gå til. Flere af byens politifolk deltog i de sadistiske orgier, ligesom Yolandas egen læge og tandlæge også var med.
 
Flere gange blev Yolanda gravid. I alt fik hun foretaget sytten aborter, de fleste fremprovokeret af forældrene, med hjælp fra elektriske ledninger, ildragere, sæbeopløsninger, knækkede flaskehalse og andre voldshandlinger. Yolanda fødte seks børn, deriblandt to tvillingepar, der alle blev slagtet af forældrene og deres venner på de mest sadistiske måder ved fødslerne. Kun tre af Yolandas senere fødte børn overlevede.
 
I et desperat forsøg på at slippe bort fra familien, blev Yolanda gift. Det hjalp ikke. Moderen fik Yolandas mand med i de sadistiske sexorgier, og mishandlingerne fortsatte. Til slut, da Yolanda frygtede for sine børns liv, flygtede hun. Hun meldte familien til politiet, og måtte derefter igennem en lang retssag, hvorigennem offentligheden fik kendskab til hendes historie. Mange stemplede hende som løgner. Måske fordi de ikke magtede at se
sandheden i øjnene?
 
Fremstilling
Jeg kan sluge en bog på en dag, hvis den griber mig nok. Denne bog tog mig flere dage at komme igennem. Ikke fordi jeg ikke var grebet, for det var jeg. Grunden til den langsommelige læsning var, at jeg konstant måtte lægge bogen fra mig, græde og rase over uretfærdighederne og sidde stille og tænke. Det er første gang, at jeg nogensinde har væmmedes så meget, at jeg ikke har ord for det. Så bestialske handlinger oplever man ikke engang i de værste gyserfilm. Og dette er virkeligheden. En virkelighed der ikke blot var Yolandas, men formentlig også mange andre børn og unges overalt i verden. Tænk blot: Tønder-sagen, et andet eksempel på børne-mishandling.
 
De afskyelige mishandlinger Yolanda er blevet udsat for, kan aldrig forstås, glemmes eller tilgives. Og hvad der især ikke kan tilgives er, at familien stod bag alt. At de myrdede hendes børn og holdt hende som slave, til hun brød ud af sit fængsel da hun havde afsluttet teenageårene. Det er svært at forstå, at hun overlevede de gentagne svigt og skader på krop og sjæl. Der må ligge en ufatteligt stærk psyke bag, og en overlevelsesvilje så stor, at intet kunne svække den.
 
Læs bogen, også selvom du får en afskyelig smag i munden af det, og en ufattelig lyst til hævn på Yolandas vegne.
 
Citeret fra bogens bagside: "Når man har læst bogen forstår man, at der overalt er gode muligheder for, at lignende skæbner ikke blot er tænkelige men særdeles sandsynlige."
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce