X-Men First Class
Sådan startede det hele ...
Jeg starter denne anmeldelse af den dvd-aktuelle "X-Men First Class" med en indrømmelse: Jeg er lidt en sucker for X-Men-film og hele universet omkring dem.
Så er det sagt, og så kan jeg måske få lov til at fortælle, hvad den nye "X-Men First Class" handler om ...?!
Fra begyndelsen
"X-Men First Class" fortæller historien om, hvordan det hele begyndte.
Den tager os således med tilbage og fortæller det første kapitel af X-Men-sagaen.
Vi er simpelthen helt tilbage i tiden, inden Charles Xavier og Erik Lehnsherr blev Professor X og Magneto, og inden de to overhovedet havde mødt hinanden den første gange.
Charles Xavier før Professor X
Da vi møder Charles Xavier, er han ganske ung. Han er naturligvis en fornuftig dreng, der ikke sådan er til at løbe om hjørner med.
Men han tror også, at han er den eneste med helt specielle evner. Hvilket han dog finder ud af, at han bestemt ikke er.
Erik Lensherr før Magneto
Sidenhen møder han Erik Lensherr, som har set sin jødiske mor blive dræbt under anden verdenskrig, mens han selv er blevet udsat for alskens eksperimenter af nazisterne.
Charles/Professor X hjælper ham dog til at styre sine massive magnetiske kræfter, og de to unge mænd er sammen om at varetage en lang række andre mutanters skæbner sammen med CIA.
Lang historie kort: Før Professor X og Magneto blev fjender, var de virkeligt gode venner og partnere i forhold til at samle et elite-team af mutanter, som skal forhindre, at tredje verdenskrig bryder ud.
Og resten skal vist ses!
X-Men skal ses fra begyndelsen
"X-Men First Class" er overraskende godt skruet sammen.
Den fortæller en interessant og dynamisk historie, som er lige så seværdig som dens forgænger eller efterfølgere, eller hvordan man nu vil dreje den.
Den bevæger sig hele tiden mellem fiktion og den virkelige historie, og den forklarer i dybden, hvorfor Magneto er, som han er, og hvorfor Professor X er, som han er, og ikke mindst hvorfor deres indbyrdes forhold er sådan lidt mystisk.
"X-Men First Class" introducerer mange af de karakterer, vi kender fra tidligere X-Men-film og flere, som vi endnu ikke tidligere har mødt.
Alt sammen skruet sammen på en lækker og interessant facon!
På den måde er der virkelig ikke meget at udsætte på "X-Men First Class" fra min side. Hvad der så sker fra denne film og frem til de øvrige, som sker i nutiden ... Ja, det må vi måske have tilgode?
"X-Men First Class" er udkommet på dvd den 18. oktober 2011.