Weekend i KBH #1
Togtur, shopping på Strøget og rap om fodsvamp
Det startede dårligt. Jeg skulle med mit tog til København klokken 7.59 fredag morgen, og da jeg klokken 8.02 nåede op på perronen, var der helt tomt. Ingen jydske hoveder, ingen bagage, kun tomhed, og trods min ringe erfaring i togkørsel, vidste jeg, at det ikke var et godt tegn.
Da jeg vendte mig om for at gå igen, holdt toget dog lige bag mig og vraltende som en gås, kom jeg endelig ombord. Og nej, det var ikke på grund af min kæmpe bagage på 80 kilo, sådan løber jeg bare.
I toget på vinduesplads 75, vogn 12, blev jeg placeret ved siden af en kvinde med to børn under 10, og de var af den der specielle og irriterende race: dem-hvis-stemmer-skærer-gennem-luften.
De diskuterede hele tiden, om der var 30 eller 50 minutter til, vi ankom, og mens deres heliumiserede stemmer skar gennem mit hovede, måtte jeg indse, at der rent faktisk var 4,5 timer til.
Man tænker tit, at det er hyggeligt nok at køre i tog. Jeg gør det hver gang, før jeg skal til København. Man kan jo bare sove eller høre musik i sin mp3-afspiller, og man kunne endda tage sin bærbare med og se en film.
Men det er ikke hyggeligt. Det er 4,5 timer, hvor man sidder med krampe i røven og er irriteret over den lyd, ens vandflaske på bordet siger, fordi toget konstant vibrerer. Skal man snakke med sidemanden, skal man ikke? Siger han noget? Skal jeg? Trækker han vejret meget højt, eller er der slået aircondition til? Rører vores fødder hinanden?
Da jeg ankom til Københavns Hovedbanegård og havde fået låst min bagage inde, mødtes jeg med min søster, som tilfældigvis også var derovre. Til trods for at vi lige havde set hinanden dagen før hjemme i Aalborg, var vi høje på livet. Vi snød jo. Vi var i København!
Med min søsters sukkersyge og min semi tog-kvalme, besluttede vi os for at spise noget let. Tomatsalat i Aalborg: salat, agurk, tomater, pinjekerner, rødløg m.m. Tomatsalat i København: 9 opskårne cherrytomater og 2 mælkebøtteblade dyppet i syre. 80 kr. Spiseforstyrrelsesfølelse.
Klokken 15 skulle min søster med flyet hjem igen, og jeg havde et par timer at bruge på Strøget, inden jeg skulle overnatte hos min smukke skribentkollega, Cindy (Cjay) og mødes med pigerne til redaktionsmøde.
Hold kæft, hvor er København stor!
Ja, jeg har været der før, og jeg ved også godt, at det er Danmarks enorme hovedstad, men alligevel bliver jeg gang på gang grebet af det. Den der følelse af, at jeg er så lille blandt alle de store bygninger, lys, reklamer, biler, hobe af mennesker.
Folk flyver afsted som gnuer på savannen, gnuer med solbriller, Dolce Gabbana og en fed accent, og jeg bliver overvældet af følelsen af, at jeg aldrig ville kunne finde rundt herovre alene, og at jeg virkelig lyder som en kæmpe bonderøv med min jydske dialekt.
Men så lige når det hele rammer en, så er det, at KBH gør det, den er så god til: overrasker en. Lige midt på rådhuspladsen var der stillet en stor scene op, hvor halvkendte danskere rappede og afholdt en slags MC Fight Night. Emnerne var fodsvamp og tis. Så var man jo nærmest hjemme igen.
Da jeg vendte mig om for at gå igen, holdt toget dog lige bag mig og vraltende som en gås, kom jeg endelig ombord. Og nej, det var ikke på grund af min kæmpe bagage på 80 kilo, sådan løber jeg bare.
I toget på vinduesplads 75, vogn 12, blev jeg placeret ved siden af en kvinde med to børn under 10, og de var af den der specielle og irriterende race: dem-hvis-stemmer-skærer-gennem-luften.
De diskuterede hele tiden, om der var 30 eller 50 minutter til, vi ankom, og mens deres heliumiserede stemmer skar gennem mit hovede, måtte jeg indse, at der rent faktisk var 4,5 timer til.
Man tænker tit, at det er hyggeligt nok at køre i tog. Jeg gør det hver gang, før jeg skal til København. Man kan jo bare sove eller høre musik i sin mp3-afspiller, og man kunne endda tage sin bærbare med og se en film.
Men det er ikke hyggeligt. Det er 4,5 timer, hvor man sidder med krampe i røven og er irriteret over den lyd, ens vandflaske på bordet siger, fordi toget konstant vibrerer. Skal man snakke med sidemanden, skal man ikke? Siger han noget? Skal jeg? Trækker han vejret meget højt, eller er der slået aircondition til? Rører vores fødder hinanden?
Da jeg ankom til Københavns Hovedbanegård og havde fået låst min bagage inde, mødtes jeg med min søster, som tilfældigvis også var derovre. Til trods for at vi lige havde set hinanden dagen før hjemme i Aalborg, var vi høje på livet. Vi snød jo. Vi var i København!
Med min søsters sukkersyge og min semi tog-kvalme, besluttede vi os for at spise noget let. Tomatsalat i Aalborg: salat, agurk, tomater, pinjekerner, rødløg m.m. Tomatsalat i København: 9 opskårne cherrytomater og 2 mælkebøtteblade dyppet i syre. 80 kr. Spiseforstyrrelsesfølelse.
Klokken 15 skulle min søster med flyet hjem igen, og jeg havde et par timer at bruge på Strøget, inden jeg skulle overnatte hos min smukke skribentkollega, Cindy (Cjay) og mødes med pigerne til redaktionsmøde.
Hold kæft, hvor er København stor!
Ja, jeg har været der før, og jeg ved også godt, at det er Danmarks enorme hovedstad, men alligevel bliver jeg gang på gang grebet af det. Den der følelse af, at jeg er så lille blandt alle de store bygninger, lys, reklamer, biler, hobe af mennesker.
Folk flyver afsted som gnuer på savannen, gnuer med solbriller, Dolce Gabbana og en fed accent, og jeg bliver overvældet af følelsen af, at jeg aldrig ville kunne finde rundt herovre alene, og at jeg virkelig lyder som en kæmpe bonderøv med min jydske dialekt.
Men så lige når det hele rammer en, så er det, at KBH gør det, den er så god til: overrasker en. Lige midt på rådhuspladsen var der stillet en stor scene op, hvor halvkendte danskere rappede og afholdt en slags MC Fight Night. Emnerne var fodsvamp og tis. Så var man jo nærmest hjemme igen.
