VUC
Samarbejde og Kommunikation?
For at starte fra begyndelsen, så ville vi begge gerne gå på aftenskole, så vi kunne udvide vores horisont og eventuelt lære noget, man også kunne bruge fremover. Vi undersøgte de forskellige tilbud, der fandtes, og kom frem til, at "Samarbejde og Kommunikation" var det, der lød mest spændende, og 400 kroner i kursusgebyr var også til at leve med.
For at melde sig til skulle man snakke med en AVU-vejleder. Både Vicho og jeg ringede ind, men desværre var de lidt svære at få fat på.
Vicho kom dog igennem til en receptionist, som ikke ligefrem havde styr på, hvordan man bedst muligt kommunikerer over telefonen. Hendes tonefald var absurd nedladende, og hun forventede, at Vicho da vidste, at vejlederne selvfølgelig ikke var at træffe telefonisk før klokken 12:00.
Vicho svarede pænt tilbage, at hun så ville ringe igen senere, og det gjorde hun: "Ja, jeg ved jo ikke, om de er ved telefonen nu!" lød det surt, men hun blev dog enig med sig selv om, at hun jo kunne prøve at stille Vicho om - dog uden held. "Ja, de er der ikke lige nu, men jeg kan sende dem en mail, så de kan ringe tilbage..."
Vicho kunne dog godt regne med at gå glip af de første timer, når nu hun var så sent på den, for undervisningen startede jo i næste uge - hvilket så var forkert, eftersom faget, "Samarbejde og Kommunikation", først startede to uger senere.
Men, heldigvis ringede en vejleder tilbage samme dag, og Vicho fik tilsendt girokort samt skema. Et par dage efter var jeg også så heldig at komme igennem til en vejleder, der lovede at sende skema og girokort.
Jeg ventede ti dage, men jeg fik ikke noget brev fra dem, så jeg ringede igen. Stille og roligt fik jeg forklaret, at jeg ikke havde modtaget noget, og om de ikke kunne gensende det. Jeg blev lovet et nyt brev. Men da jeg så fem dage efter stadig ikke havde modtaget noget brev, og det nu var dagen før første lektion, ringede jeg igen og rykkede for det.
Vejlederen, jeg fik fat i, undskyldte mange gange og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde modtaget noget - ja, og det var da også for galt og blah, blah, blah... Dårlige undskyldninger var der nok af.
For at melde sig til skulle man snakke med en AVU-vejleder. Både Vicho og jeg ringede ind, men desværre var de lidt svære at få fat på.
Vicho kom dog igennem til en receptionist, som ikke ligefrem havde styr på, hvordan man bedst muligt kommunikerer over telefonen. Hendes tonefald var absurd nedladende, og hun forventede, at Vicho da vidste, at vejlederne selvfølgelig ikke var at træffe telefonisk før klokken 12:00.
Vicho svarede pænt tilbage, at hun så ville ringe igen senere, og det gjorde hun: "Ja, jeg ved jo ikke, om de er ved telefonen nu!" lød det surt, men hun blev dog enig med sig selv om, at hun jo kunne prøve at stille Vicho om - dog uden held. "Ja, de er der ikke lige nu, men jeg kan sende dem en mail, så de kan ringe tilbage..."
Vicho kunne dog godt regne med at gå glip af de første timer, når nu hun var så sent på den, for undervisningen startede jo i næste uge - hvilket så var forkert, eftersom faget, "Samarbejde og Kommunikation", først startede to uger senere.
Men, heldigvis ringede en vejleder tilbage samme dag, og Vicho fik tilsendt girokort samt skema. Et par dage efter var jeg også så heldig at komme igennem til en vejleder, der lovede at sende skema og girokort.
Jeg ventede ti dage, men jeg fik ikke noget brev fra dem, så jeg ringede igen. Stille og roligt fik jeg forklaret, at jeg ikke havde modtaget noget, og om de ikke kunne gensende det. Jeg blev lovet et nyt brev. Men da jeg så fem dage efter stadig ikke havde modtaget noget brev, og det nu var dagen før første lektion, ringede jeg igen og rykkede for det.
Vejlederen, jeg fik fat i, undskyldte mange gange og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde modtaget noget - ja, og det var da også for galt og blah, blah, blah... Dårlige undskyldninger var der nok af.
Nå men det blev tirsdag den 30. august 2005, og jeg fik langt om længe brevet. Jeg fik da også betalt med det samme.
Vicho og jeg mødte op ved lokale 9, som beskrevet i vores papirer, men der var hverken et hold eller en lærer. Til gengæld kom en anden pige, som var yderst forvirret, fordi hun havde fået hele 3 lokalenumre at vide - nummer 9, nummer 11 og vist nok nummer 57.
Forvirringen var total, men i samlet flok gik vi ned mod administrationen for at finde ud af, om de kunne fortælle os, hvor vi eventuelt kunne finde vores lærer.
Da vi kom ned til administrationen, kom en dame ud af et glasbur. Vi fandt senere ud af, at hun åbenbart var vejleder... Vicho spurgte stille og roligt: "Jeg ved ikke, om du kan hjælpe os, men vi leder efter vores lærer og vores hold..."
Længere nåede hun ikke, for vejlederen afbrød og begyndte at skælde og smælde over, at hun ikke kunne tage flere frustrationer, og hvad lignede det også at komme for sent (hvilket vi jo ikke gjorde), og ham i den gule trøje ledte efter os, og hvad bildte vi os ind, at forulempe hende med vores frustrationer?
Mere eller mindre paf gik vi væk fra vejlederen og over til vores lærer og forklarede ham, hvorfor vi kom for sent. Efter det begyndte en rigtig hyggelig time. Og da vi gik hjem, havde både Vicho og jeg følelsen af, at vi virkelig kunne lære noget af det her fag.
Den følgende uge sneglede sig af sted, men endelig blev det tirsdag, og vi skulle have vores anden lektion.
Alle fra holdet mødte glade og forventningsfulde op, men da vi satte os ned, kom læreren hen og fortalte, at VUC havde valgt at nedlægge vores hold, og at han skulle beklage på VUC's vegne, men vi skulle da selvfølgelig nok få vores penge tilbage.
Alle følte vi os godt snydt. Hvorfor oprette et hold, hvor de har vidst fra starten, at der ikke var nok til at lade det fortsætte? Nå men der var jo ikke andet for end at tage hjem igen.
Vicho skrev en lang e-mail til VUC FYN Odense og forklarede, hvordan hun havde opfattet tingene, og hun lagde ikke skjul på, at hun var en anelse skuffet. Hun fik en e-mail tilbage, hvor der stod, at den var blevet videre sendt til de rette personer.
Vicho og jeg mødte op ved lokale 9, som beskrevet i vores papirer, men der var hverken et hold eller en lærer. Til gengæld kom en anden pige, som var yderst forvirret, fordi hun havde fået hele 3 lokalenumre at vide - nummer 9, nummer 11 og vist nok nummer 57.
Forvirringen var total, men i samlet flok gik vi ned mod administrationen for at finde ud af, om de kunne fortælle os, hvor vi eventuelt kunne finde vores lærer.
Da vi kom ned til administrationen, kom en dame ud af et glasbur. Vi fandt senere ud af, at hun åbenbart var vejleder... Vicho spurgte stille og roligt: "Jeg ved ikke, om du kan hjælpe os, men vi leder efter vores lærer og vores hold..."
Længere nåede hun ikke, for vejlederen afbrød og begyndte at skælde og smælde over, at hun ikke kunne tage flere frustrationer, og hvad lignede det også at komme for sent (hvilket vi jo ikke gjorde), og ham i den gule trøje ledte efter os, og hvad bildte vi os ind, at forulempe hende med vores frustrationer?
Mere eller mindre paf gik vi væk fra vejlederen og over til vores lærer og forklarede ham, hvorfor vi kom for sent. Efter det begyndte en rigtig hyggelig time. Og da vi gik hjem, havde både Vicho og jeg følelsen af, at vi virkelig kunne lære noget af det her fag.
Den følgende uge sneglede sig af sted, men endelig blev det tirsdag, og vi skulle have vores anden lektion.
Alle fra holdet mødte glade og forventningsfulde op, men da vi satte os ned, kom læreren hen og fortalte, at VUC havde valgt at nedlægge vores hold, og at han skulle beklage på VUC's vegne, men vi skulle da selvfølgelig nok få vores penge tilbage.
Alle følte vi os godt snydt. Hvorfor oprette et hold, hvor de har vidst fra starten, at der ikke var nok til at lade det fortsætte? Nå men der var jo ikke andet for end at tage hjem igen.
Vicho skrev en lang e-mail til VUC FYN Odense og forklarede, hvordan hun havde opfattet tingene, og hun lagde ikke skjul på, at hun var en anelse skuffet. Hun fik en e-mail tilbage, hvor der stod, at den var blevet videre sendt til de rette personer.
Vi så frem til at få en ordentlig forklaring fra VUC samt vores penge retur - men det skete bare ikke.
Efter at have skrevet to gange mere uden at få et eneste svar tilbage, besluttede vi, at man kunne fortælle dem, at vi havde i sinde at kontakte
Vicho skrev til dem igen:
" Jeg forstår ikke, hvorfor man i det mindste ikke kan svare, når man skriver til jer???
Jeg kan oplyse, at der på Aniston.dk vil blive skrevet en kritisk artikel om hændelsesforløbet, som bliver lagt på forsiden af magasinet natten mellem søndag og mandag. I kan dog stadig nå at påvirke udfaldet af artiklen!
Jeg har også i sinde at kontakte TV2 på mandag den 3. oktober 2005!"
Pudsigt nok fik det VUC lidt op af stolen, og vi fik følgende svar:
" Jeg har fået oplyst, at der i går, den 29. september 2005, blev afsendt en check til dig.
Jeg beklager en ekspeditionstid på over 20 dage fra din første klage med anmodning om tilbagebetaling og er selvfølgelig ked af det dårlige indtryk, du har fået af VUC FYN Odense."
Vicho har modtaget en check, men jeg har ikke. Grunden til, at jeg ikke har rykket for pengene, var for at se, om de ville komme af sig selv, men det har det vist sig, at de ikke gør.
Måske burde selve VUC FYN Odense tage et kursus i "samarbejde og kommunikation" eller et kursus i almen kundepleje ville også gøre underværker.
Efter at have skrevet to gange mere uden at få et eneste svar tilbage, besluttede vi, at man kunne fortælle dem, at vi havde i sinde at kontakte
Vicho skrev til dem igen:
" Jeg forstår ikke, hvorfor man i det mindste ikke kan svare, når man skriver til jer???
Jeg kan oplyse, at der på Aniston.dk vil blive skrevet en kritisk artikel om hændelsesforløbet, som bliver lagt på forsiden af magasinet natten mellem søndag og mandag. I kan dog stadig nå at påvirke udfaldet af artiklen!
Jeg har også i sinde at kontakte TV2 på mandag den 3. oktober 2005!"
Pudsigt nok fik det VUC lidt op af stolen, og vi fik følgende svar:
" Jeg har fået oplyst, at der i går, den 29. september 2005, blev afsendt en check til dig.
Jeg beklager en ekspeditionstid på over 20 dage fra din første klage med anmodning om tilbagebetaling og er selvfølgelig ked af det dårlige indtryk, du har fået af VUC FYN Odense."
Vicho har modtaget en check, men jeg har ikke. Grunden til, at jeg ikke har rykket for pengene, var for at se, om de ville komme af sig selv, men det har det vist sig, at de ikke gør.
Måske burde selve VUC FYN Odense tage et kursus i "samarbejde og kommunikation" eller et kursus i almen kundepleje ville også gøre underværker.
