Vold
Er det noget, vi skal lære at leve med?
Desværre bliver det alt for ofte ikke ved tanken. Alt for mange undervurderer styrken i julebrygget, og resultatet kan man i januar så atter engang aflæse i volds-statestikkerne. Det er som om, at den voldsomme druk nedbryder de barrierer, vi normalt har, og lukker et indre monster ud, som resulterer i, at en ellers hyggelig aften ender i voldsorgier og overfyldte skadestuer.
I vores lille land går der ikke en dag, uden at man kan læse om skuddrama og/eller knivstikkeri et eller andet sted i landet. Selvfølgelig er en del af dem banderelateret, dog langt fra alle.
Hvor man tidligere brugte næverne, og efter endt slåskamp kunne give hinanden hånden, for derefter arm i arm at gå ind og drikke videre, er hæmningerne og de naturlige barrierer i dag helt forsvundet, og volden blevet direkte afstumpet.
Der er nok ikke mange af os, som kan påstå aldrig at have været vidne til en slåskamp under en bytur. Personligt vil jeg mene, det er reglen i stedet for undtagelsen, meget desværre. Om det var sidste års julefrokost i København eller en tur i byen, så forskellige steder som Herning og Odense, blev samtlige af de byture afsluttet, ikke ved at man hyggeligt kunne slentre hjem i de tidligere morgentimer, men ved at man sammen med en ring af andre stod og så på, at én smadrede en anden, og der blev trykket 112 på
Det, der for mig var mest uhyggeligt hver gang, var at ingen skred ind, men at alle blot stod og så på, at én sparkede, slog og maltrakterede en anden. Ofte var man ikke det mindste i tvivl om, at der slet ikke var tale om et regulært slagsmål, men derimod en sagesløs, der ligesom en selv, havde været stille og roligt på vej hjem efter en hyggelig tur i byen, og som af ukendte og sikkert latterlige årsager, var blevet regulært overfaldet.
Jeg er sikker på, at meget kunne ændres, og mange overfald kunne stoppes, hvis man overvandt sin indre svinehund, og man gik fra at være en tilskuer til at være en redningsmand. Er det ikke på tide, at vi holder op med at vende hovedet den anden vej, og ville vi ikke ønske selv at have en sådan redningsmand, den dag det er os, som står med ryggen mod muren?
Selvfølgelig er der en risiko, det vil der altid være, og man skal derfor også vurdere sine muligheder for at hjælpe bedst muligt. Ikke desto mindre kan man gøre en forskel, og det vil jeg prøve at illustrere ved at fortælle om sidste gang, jeg skred ind.
I vores lille land går der ikke en dag, uden at man kan læse om skuddrama og/eller knivstikkeri et eller andet sted i landet. Selvfølgelig er en del af dem banderelateret, dog langt fra alle.
Hvor man tidligere brugte næverne, og efter endt slåskamp kunne give hinanden hånden, for derefter arm i arm at gå ind og drikke videre, er hæmningerne og de naturlige barrierer i dag helt forsvundet, og volden blevet direkte afstumpet.
Der er nok ikke mange af os, som kan påstå aldrig at have været vidne til en slåskamp under en bytur. Personligt vil jeg mene, det er reglen i stedet for undtagelsen, meget desværre. Om det var sidste års julefrokost i København eller en tur i byen, så forskellige steder som Herning og Odense, blev samtlige af de byture afsluttet, ikke ved at man hyggeligt kunne slentre hjem i de tidligere morgentimer, men ved at man sammen med en ring af andre stod og så på, at én smadrede en anden, og der blev trykket 112 på
Det, der for mig var mest uhyggeligt hver gang, var at ingen skred ind, men at alle blot stod og så på, at én sparkede, slog og maltrakterede en anden. Ofte var man ikke det mindste i tvivl om, at der slet ikke var tale om et regulært slagsmål, men derimod en sagesløs, der ligesom en selv, havde været stille og roligt på vej hjem efter en hyggelig tur i byen, og som af ukendte og sikkert latterlige årsager, var blevet regulært overfaldet.
Jeg er sikker på, at meget kunne ændres, og mange overfald kunne stoppes, hvis man overvandt sin indre svinehund, og man gik fra at være en tilskuer til at være en redningsmand. Er det ikke på tide, at vi holder op med at vende hovedet den anden vej, og ville vi ikke ønske selv at have en sådan redningsmand, den dag det er os, som står med ryggen mod muren?
Selvfølgelig er der en risiko, det vil der altid være, og man skal derfor også vurdere sine muligheder for at hjælpe bedst muligt. Ikke desto mindre kan man gøre en forskel, og det vil jeg prøve at illustrere ved at fortælle om sidste gang, jeg skred ind.
Min datter og jeg selv var i Odense, hvor vi snakkende var på vej til vores bus på Flakhaven i centrum. Foran mig gik en pige på cirka 12-13 år, og jeg undrede mig over, at hun gik i strømpefødder. Jeg kunne se på hendes kropssprog, at hun var utilpas, blandt andet fordi hun konstant stoppede op og blev stående lidt, for derefter atter at gå videre.
Da jeg kigger lidt længere op ad gaden, finder jeg da også hurtigt grunden til hendes usikkerhed. To drenge på samme alder som hende går grinende, og kigger sig jævnligt tilbage, indtil de til sidst forsvinder bag et gadehjørne, tyve meter længere oppe.
Pigen når kort efter derop, og jeg kan tydeligt se hendes nervøsitet stige, på den måde hvorpå hendes skridt bliver kortere og langsommere. Og ganske rigtigt, da hun når hjørnet, springer de to fyre ud bag hjørnet og griber fat i hende. Den ene af dem tager nu og slår hende på siden af hovedet med en knytnæve, hvorefter hun falder grædende ned på knæ.
Her havde jeg set nok, af mine lungers fulde kraft råbte jeg: "Hvad fanden er det I laver", og begyndte at løbe derop. Drengene, som åbenbart havde regnet med at have frit spil, rejste sig herefter op med et ryk, stivnede et øjeblik, hvorefter de tog benene på nakken og spurtede alt, hvad de kunne.
Da jeg kort efter nåede op til pigen, fik jeg samlet hende op og trøstet så meget, at vi kunne begynde at gå. Den katolske skole, som lå lidt nede ad sidegaden, var målet, og stedet de alle tre var kommet fra. Jeg fulgte herefter pigen helt ind på lærerværelset og sørgede for, at man samtidig tog sig "kærligt" af de to drenge.
Nu var de selvfølgelig kun børn, selvom drengene deres alder til trods, var både tungere og større end mine egne 165 cm og 50 kg. Men, der var to ting i det, som bagefter fik mig til at studse. Den ene var, at der, selvom det var i centrum af Odense ved højlys dag, ikke var en eneste person, som gjorde noget som helst for at hjælpe pigen, og den anden var, hvor nemt det egentlig var at hjælpe hende.
Så min morale i denne historie er: hjælp når og hvis du kan.
Det Kriminalpræventive Råd har på deres hjemmeside flere gode råd til, hvordan du kan forholde dig, hvis du skulle være så uheldig at møde en voldsmand med for meget alkohol i blodet.
Se siden her.
Da jeg kigger lidt længere op ad gaden, finder jeg da også hurtigt grunden til hendes usikkerhed. To drenge på samme alder som hende går grinende, og kigger sig jævnligt tilbage, indtil de til sidst forsvinder bag et gadehjørne, tyve meter længere oppe.
Pigen når kort efter derop, og jeg kan tydeligt se hendes nervøsitet stige, på den måde hvorpå hendes skridt bliver kortere og langsommere. Og ganske rigtigt, da hun når hjørnet, springer de to fyre ud bag hjørnet og griber fat i hende. Den ene af dem tager nu og slår hende på siden af hovedet med en knytnæve, hvorefter hun falder grædende ned på knæ.
Her havde jeg set nok, af mine lungers fulde kraft råbte jeg: "Hvad fanden er det I laver", og begyndte at løbe derop. Drengene, som åbenbart havde regnet med at have frit spil, rejste sig herefter op med et ryk, stivnede et øjeblik, hvorefter de tog benene på nakken og spurtede alt, hvad de kunne.
Da jeg kort efter nåede op til pigen, fik jeg samlet hende op og trøstet så meget, at vi kunne begynde at gå. Den katolske skole, som lå lidt nede ad sidegaden, var målet, og stedet de alle tre var kommet fra. Jeg fulgte herefter pigen helt ind på lærerværelset og sørgede for, at man samtidig tog sig "kærligt" af de to drenge.
Nu var de selvfølgelig kun børn, selvom drengene deres alder til trods, var både tungere og større end mine egne 165 cm og 50 kg. Men, der var to ting i det, som bagefter fik mig til at studse. Den ene var, at der, selvom det var i centrum af Odense ved højlys dag, ikke var en eneste person, som gjorde noget som helst for at hjælpe pigen, og den anden var, hvor nemt det egentlig var at hjælpe hende.
Så min morale i denne historie er: hjælp når og hvis du kan.
Det Kriminalpræventive Råd har på deres hjemmeside flere gode råd til, hvordan du kan forholde dig, hvis du skulle være så uheldig at møde en voldsmand med for meget alkohol i blodet.
Se siden her.
