Vi er kun venner
Når venskabet bliver sat på prøve
De fleste mennesker har venner af det modsatte køn, og trives med det. Men der findes vist ikke den person, som ikke på et eller andet tidspunkt er blevet bombarderet med kommentarer om at mænd og kvinder ikke kan være kun venner. I hvert fald ikke særlig lang tid af gangen, da der vil opstå følelser, fantasier, håb og ønsker.
Vi har alle hørt det, og alligevel lader man livet gå videre med sine venner af modsatte køn, uden at tænke over om det kunne være de kloge hoveder har fat i noget.
Men hvad gør man når ens naive tro på et simpelt mand/kvinde venskab bliver gjort til skamme, og de kloge får ret?
Jeg har masser af mandlige venner, faktisk har jeg flere mandlige venner end kvindelige, ikke noget jeg har tænkt videre over, men lidt pudsigt at indse.
En af mine rigtige gode mandlige venner har jeg kendt siden jeg var 14 år, og jeg elsker ham af hele mit hjerte. Som en ven!
Vi taler flere gange om ugen, tager ud at shoppe, spiser brunch, ser film på sofaen og har jeg kærestesorg eller mande problemer, ja så er han der altid for mig, ligesom jeg altid er der for ham når det er ham der har kvinde problemer. Vi kan sove sammen uden at lave noget, ligger bare og snakker som var det med en af mine pigeveninder. Og jeg elsker det.
Jeg har aldrig tænkt over konsekvenserne af vores mange års tætte venskab, der har jo aldrig været nogen problemer, Aldrig være jalousi, eller andet end venskabelige følelser mellem os.
Men pludselig kan alting ændres, som var det et lyn fra en klar himmel. En dag efter en bytur tager han pludselig fat i mig og kysser mig, og jeg blev helt paf. Han kunne ligeså godt have lavet "Full frontal", så chokeret blev jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, så får bare fremstammet "Ej det går ikke det her".
Vi var begge stive og sagde ikke noget til hinanden, så lagde os bare til at sove, dog valgte jeg at sove på hans sofa.
Næste morgen spiste vi morgenmad som vi plejer, hvorefter jeg tog hjem, og den nat ændrede alt. Vi taler stadig flere gange om ugen, ses stadig, men sover ikke sammen og selvom det er ved at være et godt stykke tid siden, så sidder det stadig i mig hver gang jeg ser ham.
Så her den anden dag kom han hjem til mig, erklærede sin kærlighed for mig, og så sidder jeg her og føler mig som en idiot. Elsker ham som en ven af hele mit hjerte, men har bare aldrig set ham som kæreste potentiale. Men hvordan fortæller man sin bedsteven at man ikke gengælder følelserne uden at såre ham?
Det værste er at alle andre end jeg har tænkt tankerne, alle andre har set os som et skabspar som ville blive et rigtigt par med tiden. Alle andre har tænkt og forventet at vi ville ende med at blive gift, selv min mor. Jeg indrømmer gerne, at vi ville være perfekte som par, men problemet er bare at for mig er han kun en ven.
Så nu er spørgsmålet, kan man nogensinde blive tætte venner igen hvis den ene har eller har haft følelser for den anden? Kan mænd og kvinder virkelig være tætte venner uden der opstår en eller anden form for følelser? Og har i nogensinde haft følelser for en ven - eller oplevet en ven havde følelser for jer? Hvis ja, hvad gjorde I ved det?
Vi har alle hørt det, og alligevel lader man livet gå videre med sine venner af modsatte køn, uden at tænke over om det kunne være de kloge hoveder har fat i noget.
Men hvad gør man når ens naive tro på et simpelt mand/kvinde venskab bliver gjort til skamme, og de kloge får ret?
Jeg har masser af mandlige venner, faktisk har jeg flere mandlige venner end kvindelige, ikke noget jeg har tænkt videre over, men lidt pudsigt at indse.
En af mine rigtige gode mandlige venner har jeg kendt siden jeg var 14 år, og jeg elsker ham af hele mit hjerte. Som en ven!
Vi taler flere gange om ugen, tager ud at shoppe, spiser brunch, ser film på sofaen og har jeg kærestesorg eller mande problemer, ja så er han der altid for mig, ligesom jeg altid er der for ham når det er ham der har kvinde problemer. Vi kan sove sammen uden at lave noget, ligger bare og snakker som var det med en af mine pigeveninder. Og jeg elsker det.
Jeg har aldrig tænkt over konsekvenserne af vores mange års tætte venskab, der har jo aldrig været nogen problemer, Aldrig være jalousi, eller andet end venskabelige følelser mellem os.
Men pludselig kan alting ændres, som var det et lyn fra en klar himmel. En dag efter en bytur tager han pludselig fat i mig og kysser mig, og jeg blev helt paf. Han kunne ligeså godt have lavet "Full frontal", så chokeret blev jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, så får bare fremstammet "Ej det går ikke det her".
Vi var begge stive og sagde ikke noget til hinanden, så lagde os bare til at sove, dog valgte jeg at sove på hans sofa.
Næste morgen spiste vi morgenmad som vi plejer, hvorefter jeg tog hjem, og den nat ændrede alt. Vi taler stadig flere gange om ugen, ses stadig, men sover ikke sammen og selvom det er ved at være et godt stykke tid siden, så sidder det stadig i mig hver gang jeg ser ham.
Så her den anden dag kom han hjem til mig, erklærede sin kærlighed for mig, og så sidder jeg her og føler mig som en idiot. Elsker ham som en ven af hele mit hjerte, men har bare aldrig set ham som kæreste potentiale. Men hvordan fortæller man sin bedsteven at man ikke gengælder følelserne uden at såre ham?
Det værste er at alle andre end jeg har tænkt tankerne, alle andre har set os som et skabspar som ville blive et rigtigt par med tiden. Alle andre har tænkt og forventet at vi ville ende med at blive gift, selv min mor. Jeg indrømmer gerne, at vi ville være perfekte som par, men problemet er bare at for mig er han kun en ven.
Så nu er spørgsmålet, kan man nogensinde blive tætte venner igen hvis den ene har eller har haft følelser for den anden? Kan mænd og kvinder virkelig være tætte venner uden der opstår en eller anden form for følelser? Og har i nogensinde haft følelser for en ven - eller oplevet en ven havde følelser for jer? Hvis ja, hvad gjorde I ved det?
