Aniston

"Vampyrmord", del 1.

Når man dræber for blod.

Vampyrmord er ikke et ukendt fænomen. Gennem historien kan man finde eksempler på mennesker, der har dræbt for at drikke blod fra deres ofre.

"Vampyrmord", del 1.
I 1932 blev Stockholm centrum for et uhyggeligt mord, der blev kendt som "Vampyrmordet" eller "Atlasmordet". Her blev den 32-årige prostituerede kvinde, Lilly, myrdet i sin lejlighed. Man fandt hende flere dage senere, liggende død på en chaiselong, omhyggeligt dækket af et sengetæppe.
Lilly var død af et voldsomt slag, der havde knust hendes hoved. I lejligheden fandt politiet en suppeske, der tilsyneladende havde været fyldt med blod. Skeen var dog for let til, at den kunne have knust Lillys hoved. Men hvad var den så blevet brugt til? Politiet kom til den konklusion, at morderen havde drukket blod fra sit offer.

Panikken spredte sig i Stockholm, men gerningsmanden var sporløst forsvundet. Det uhyggelige vampyrmord blev aldrig opklaret.

Hvem er vampyrmorderne?
Myten om vampyrer har udviklet sig gennem tiden og bidt sig fast i populærkulturen - først med Bram Stokers "Dracula", og et århundrede senere med Anne Rice's vampyrkrøniker.

Vi møder vampyrer overalt gennem film, tv-serier, plakater, rollespil, tegneserier og bøger. Men også i vores virkelighed, kan vi finde eksempler på såkaldte vampyrer: Folk der bliver seksuelt ophidsede af blod og ønsker at drikke det.

Det er blandt disse mennesker man oftest finder "vampyr-mordere": Psykisk syge mennesker, der dræber og drikker blod under dække af at være vampyrer - eller folk der dræber for blod, uden nødvendigvis at have tanken om vampyrer i baghovedet.

Psykiaterne ved, at der findes en adfærd der kaldes "Klinisk Vampyrisme". Lider man af dette syndrom tror man, at man rent faktisk er en vampyr og mærker trangen til at drikke blod.

En sådan idé opstår ikke kun på grund af film og bøger. Selvom fiktion kan have indflydelse på tanken om at drikke blod, udvikler det sig i bund og grund gennem erotiske fantasier. "Vampyrerne" bliver seksuelt ophidsede af tanken om blod, og de eventuelle overnaturlige kræfter der følger med.

Vampyrmordet i Tyskland
Et eksempel på et uhyggeligt, rituelt mord begået i nyere tid af selvudråbte vampyrer, stammer fra Tyskland.

Den 23-årige Manuela Ruda og hendes 26-årige ægtemand Daniel var inderlige tilbedere af Satan og vampyrisme.

Manuela fik smag for blod, da hun blev medlem af en vampyrkult i England. Hun kontaktede villige "bloddonerer" over internettet, og lærte at drikke deres blod. Manuela har selv fortalt, at hun fik sat hjørnetænder fra dyr ind i munden, så hun bedre kunne bide. Senere filede hun sine tænder skarpe.
ANNONCE
"Vampyrmord", del 1.
Manuela og Daniels fascination af vampyrer var så stor, at de ikke blot nøjedes med at drikke blod: de sov også i silkeforede kister og på gravsteder.

Ægteparret troede, at de ville blive genfødt som vampyrer, hvis de tilbad Satan. Derfor ofrede de sammen geder og høns i et nærliggende skovområde. Manuela forklarede senere, at Satan havde beordret hende til at give ham et menneskeoffer, i det hun beskrev som "en aura af lys og energi".

Kort efter myrdede ægteparret den 33-årige Frank Haagen, som de havde lokket med hjem i deres lejlighed.

"De har ganske enkelt lyst til at myrde"
Manuela og Daniel dolkede Frank adskillige gange og slog ham i hovedet med en hammer. Da han var død samlede de blod i en skål, som de drak af. De ridsede også et pentagram på Franks mave med et barberblad, og brændte hans ryg med adskillige cigaretter.

Efter mordet havde ægteparret sex i en af deres silkeforede kister, mens liget lå ved siden af.

Flere dage senere fandt man Franks forrådnende krop i den efterladte lejlighed. Manuela og Daniel selv var forsvundet. De to kørte rundt, bevæbnet med en kædesav, i tilfælde af at Satan ville kræve endnu et offer. Men inden de nåede så vidt, blev de opdaget ved en benzintank og anholdt.

Manuela og Daniel indrømmede, at de havde dræbt Frank Haagen, men mente ikke, at de var skyldige. De var blot Satans instrumenter, og havde udført hans ordre.

Anklagerens sagde i retten: "Jeg har aldrig nogensinde set sådan et udtryk af ondskab og fordærv. De har ganske enkelt lyst til at myrde. Begge troede på Satan. De tilbad ham. En dødsliste fundet i deres lejlighed indeholdt navne på fremtidige ofre. De drak blod, sov i kister og troede at de ville opnå udødelighed som vampyrer."

En retspsykiater konkluderede, at parret var meget ustabile og kunne dræbe igen. Han foreslog, at man spærrede dem inde resten af deres liv.

Vampyrismens forgængere
Manuela og Daniel er langtfra de eneste mennesker der har myrdet i vampyrismens navn.

I 2. del af "Vampyrmordene" skal vi se nærmere på de tidlige vampyrer, der ofte har inspireret forfattere og filmproducere. Heriblandt finder vi en ungarsk grevinde fra 1500-tallet, der efter sigende slog over 650 mennesker ihjel, og lod jomfruer dræbe, for at bade i deres blod.

Læs med næste søndag.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce