Aniston

Vampirater

Havets dæmoner

5 ud af 6 stjerner
At blande vampyrer og pirater så selv navnet beskriver mikset er selvsagt genialt. Men udover dette, er Vampirater en relativt almindelig, dobbetsynsvinklet fantasyroman for børn og unge.
Vampirater
"Vampirater" af Justin Somper er første del af en serie, der foregår i år 2505 i vores verden. Vandet i havene er steget (sandsynligvis som følge af den globale opvarmning?), og pirateri er igen en almindelig beskæftigelse. (Der findes endda et Pirat Akademi!)

Tvillingerne Grace og Connor passer ikke ind i den by, hvor de bor med deres far. Ingen ved hvem, deres mor er; faren bragte dem til landsbyen som nyfødte. Selvom man efter endt læsning af første bog stadig ikke ved hvem deres mor er, så er der dog spor, der peger i en bestemt retning.

Da tvillingerne var små, sang deres far visen om Vampiraterne for dem. Om han havde skjulte bagtanker med det, eller bare syntes, sangen var interessant, finder vi heller ikke ud af i første roman.

Faren dør, og tvillingerne står pludselig alene. De flygter fra byen - ønsker hverken at bo hos den grådige bankbestyrer eller på børnehjemmet - og ender i en voldsom havstorm.

Grace bliver samlet op af et Vampiratskib, og Connor af et almindeligt piratskib. Begge får både venner og fjender ombord, og kommer ud for en masse spændende og sjove oplevelser.

To synsvinkler
Det er tydeligt, at Justin Somper brænder for at fortælle om "Vampiraterne". Derfor er det også de kapitler, hvor Grace har synsvinklen, der er mest underholdende. Der er flow i læsningen, og selvom man fra starten af er klar over, at det er et Vampiratskib, er der alligevel mange ukendte ting og mysterier, som holder læseren hen i spænding.

Connors kapitler er derimod lidt kedelige. Det er som om, de er nødvendige, fordi man skal høre, hvad der hænder begge tvillinger, men aldrig rigtig brænder i gennem. Det er ikke fordi Connor ikke oplever noget, det han oplever, er bare læst talrige gange før, hvor Graces oplevelser er delvist nyskabende.

Selve tvillingekonceptet er også set før. Romanen retfærdiggør ikke helt hvorfor det er nødvendigt at romanen fortæller både Grace og Connors historie, men  mon ikke, at den næste roman kommer mere ind på det? Tvillingekonceptet er dog plotdrivende, fordi det er deres søgen efter hinanden, der bringer handlingen videre.

Vampirater er en underholdende roman, hvis største aktiv som nævnt er opfindelsen af Vampiraterne. Ved romanens slutning er man så fanget, at man gerne vil læse fortsættelsen når den kommer, men mest for vampiraternes skyld. Specielt den unge vampirat Lorcan virker interessant.

Jeg vil anbefale dig at læse Vampirater, hvis du kan lide hurtigt læst fantasy og romaner om enten pirateri eller vampyrer.

Tak til Borgen for venlig fremsendelse af anmeldereksemplar.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce