Utroskab
En elskerindes historie
"Mikkel var charmerende, kærlig og sjov. Jeg tror jeg faldt pladask for ham, selvom det først gik op for mig lidt senere.
Alt var godt mellem os, vi havde det sjovt sammen og aldrig, aldrig, aldrig i mit forholdsvis korte liv havde jeg mødt nogen, jeg svingede så godt sammen med. Problemet var bare: Han havde en kæreste..."
Malene var så besat af Mikkel, at det faktum, at fyre med kærester er forbudt område, var usynligt for hende. Det var jo ikke kæresten, hun skulle være sammen med. Hun vidste, at hun havde en del af Mikkel, og at hun måske kunne få det hele, hvis hun bare kæmpede hårdt nok.
Hun tænkte, at han umuligt kunne elske sin kæreste. Havde han gjort det, ville han vel ikke have ænset Malene?
"Hvorfor han gjorde det? Jeg tror, han gjorde det for at få frihed, men det gik op for ham senere, at det langtfra var frihed! Han var bundet på hænder og fødder af løgne, ligesom jeg selv var. Han gjorde det, simpelthen fordi han kunne gøre det. - og så fordi han havde det som blommen i et æg. Han fik alt, uden at blive holdt ansvarlig for noget af det han gjorde."
Malene ventede altid, selv når hun var sammen med familien og vennerne. Hun ænsede knapt andre fyre, hun havde kun Mikkel i hovedet.
"Jeg stolede på ham, og det var dumt. For jeg vidste, at han boede sammen med sin kæreste, der sikkert også stolede på ham, men ikke vidste noget om mig. Hvis han kunne lyve for hende, så var der intet, der forhindrede ham i at lyve for mig.
Hans kæreste var en evig kilde til dårlig samvittighed, men alligevel tænkte jeg mindre på hende, end jeg tænkte på mig selv. Jeg havde aldrig mødt hende, derfor bildte jeg mig selv ind, at jeg ikke skyldte hende noget. Jeg kendte hende udfra, hvad han sagde - og derfra dannede jeg mit eget indtryk."
Velbevaret hemmelighed
"Jeg havde én mulighed for at redde vores forhold, det indså jeg ret tidligt. Men desværre kunne den mulighed også afslutte det. Jeg skulle bede ham vælge! Jeg var den eneste, der kunne slutte det vanvittige eventyr vi havde gang i, jeg kunne enten vinde eller tabe.
Jeg hader at fortælle, at jeg aldrig bad ham vælge. Jeg turde simpelthen ikke, for jeg ville ikke miste
ham."
Tiden gik, Malene fik det værre og værre, og Mikkel havde det fint. Han havde en kæreste, der intet vidste og en elskerinde, der ikke turde stille nogen krav af frygt for at blive såret.
"Når jeg tænker tilbage på min tid med ham, er tårerne det, jeg bedst husker. Jeg var syg af at lege gemmeleg og spille skuespil, at lyve overfor mine veninder og min familie, jeg hadede det!
Det er utroligt, at man kan være så besat af et andet menneske - men det kunne jeg."
Som oftest var deres møder stormfulde. Malene var besat, rasende og ulykkelig, Mikkel var i forsvarsposition, klar til at lyve eller stikke af. Engang forsøgte han at 'købe hendes gode humør' ved at give hende penge.
"Jeg smed dem tilbage i hovedet på ham, og skreg, at jeg fandme ikke var hans luder!"
Malenes tidligere opfattelse af hans perfekte person og liv krakelerede, men stadig kunne hun ikke slippe ham. Han var virkelig et godt eksempel på et dårligt eksempel.
Alt var godt mellem os, vi havde det sjovt sammen og aldrig, aldrig, aldrig i mit forholdsvis korte liv havde jeg mødt nogen, jeg svingede så godt sammen med. Problemet var bare: Han havde en kæreste..."
Malene var så besat af Mikkel, at det faktum, at fyre med kærester er forbudt område, var usynligt for hende. Det var jo ikke kæresten, hun skulle være sammen med. Hun vidste, at hun havde en del af Mikkel, og at hun måske kunne få det hele, hvis hun bare kæmpede hårdt nok.
Hun tænkte, at han umuligt kunne elske sin kæreste. Havde han gjort det, ville han vel ikke have ænset Malene?
"Hvorfor han gjorde det? Jeg tror, han gjorde det for at få frihed, men det gik op for ham senere, at det langtfra var frihed! Han var bundet på hænder og fødder af løgne, ligesom jeg selv var. Han gjorde det, simpelthen fordi han kunne gøre det. - og så fordi han havde det som blommen i et æg. Han fik alt, uden at blive holdt ansvarlig for noget af det han gjorde."
Malene ventede altid, selv når hun var sammen med familien og vennerne. Hun ænsede knapt andre fyre, hun havde kun Mikkel i hovedet.
"Jeg stolede på ham, og det var dumt. For jeg vidste, at han boede sammen med sin kæreste, der sikkert også stolede på ham, men ikke vidste noget om mig. Hvis han kunne lyve for hende, så var der intet, der forhindrede ham i at lyve for mig.
Hans kæreste var en evig kilde til dårlig samvittighed, men alligevel tænkte jeg mindre på hende, end jeg tænkte på mig selv. Jeg havde aldrig mødt hende, derfor bildte jeg mig selv ind, at jeg ikke skyldte hende noget. Jeg kendte hende udfra, hvad han sagde - og derfra dannede jeg mit eget indtryk."
Velbevaret hemmelighed
"Jeg havde én mulighed for at redde vores forhold, det indså jeg ret tidligt. Men desværre kunne den mulighed også afslutte det. Jeg skulle bede ham vælge! Jeg var den eneste, der kunne slutte det vanvittige eventyr vi havde gang i, jeg kunne enten vinde eller tabe.
Jeg hader at fortælle, at jeg aldrig bad ham vælge. Jeg turde simpelthen ikke, for jeg ville ikke miste
ham."
Tiden gik, Malene fik det værre og værre, og Mikkel havde det fint. Han havde en kæreste, der intet vidste og en elskerinde, der ikke turde stille nogen krav af frygt for at blive såret.
"Når jeg tænker tilbage på min tid med ham, er tårerne det, jeg bedst husker. Jeg var syg af at lege gemmeleg og spille skuespil, at lyve overfor mine veninder og min familie, jeg hadede det!
Det er utroligt, at man kan være så besat af et andet menneske - men det kunne jeg."
Som oftest var deres møder stormfulde. Malene var besat, rasende og ulykkelig, Mikkel var i forsvarsposition, klar til at lyve eller stikke af. Engang forsøgte han at 'købe hendes gode humør' ved at give hende penge.
"Jeg smed dem tilbage i hovedet på ham, og skreg, at jeg fandme ikke var hans luder!"
Malenes tidligere opfattelse af hans perfekte person og liv krakelerede, men stadig kunne hun ikke slippe ham. Han var virkelig et godt eksempel på et dårligt eksempel.
"Han var selvfed ud over alle grænser, og jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne holde ham ud.
Det kunne jeg heller ikke altid. Når han sad og røg en joint med et tåbeligt smil om munden, kunne jeg nogle gange have lyst til at slå ham.
Alt ved ham var jo forkert. Jeg vidste det, men jeg kunne ikke slippe ham - og han ville ikke slippe mig. Han løj åbenlyst, kørte spritkørsel med jævne mellemrum, tog stoffer og drak meget. Jeg nægtede altid at røre de stoffer, selvom han tilbød mig det.
Han beskyldte sin kæreste for at være hysterisk og dække over, at hun selv var utro, når hun ringede og forlangte at vide, hvor han var.
Han præsenterede mig overfor sine venner som 'en veninde, han ser som en søster', men hans alt for stolte og selvglade stemme afslørede ham.
Han pralede af, hvor godt han klarede alting, hvordan han ordnede sin gode økonomi og sagtens kunne styre sit stofmisbrug."
Misbrug
"En nat spurgte jeg ham, om han nogensinde ville tage sig sammen. Han sagde: 'Når jeg bliver 30, så vil jeg bestemme mig for, om jeg vil have et liv med kone og børn, eller om jeg vil fortsætte med at være ungkarl, og være som jeg er nu.'
Det svar var ikke godt nok til mig. Jeg vidste jo, at han ikke ville ændre sig. Han ønskede ikke at ændre sig. I hans hoved var han verdenshersker, og jeg var hans lille, væmmelige hemmelighed, der blot gjorde billedet perfekt. Der var ikke andre i hans verden end ham selv, og de to piger, han brugte, når han gad."
Brugte?
"Ja, det er vist det rigtige ord. Jeg husker én nat specielt godt, for det var netop den aften, jeg mistede den sidste rest af stolthed, jeg havde. Vi havde drukket, og jeg var blevet så fuld, at jeg kastede op, og kun kunne ligge som en død fisk i min seng. Mikkel sad længe og gloede på mig, jeg kunne mærke det. Kort efter begyndte han at røre ved mig.
Jeg orkede ikke at sige noget, forstod ikke, at han kunne finde det spor interessant at springe på en død ting som mig. Jeg gad ikke, jeg havde kvalme. Jeg ville bare sove. Men jeg turde ikke skubbe ham væk af frygt for at miste ham, så jeg lod som om jeg sov, hvilket burde have fået en normal fyr til at opgive. Kort efter trak han bukserne af mig, og jeg strittede ikke imod, og lod stadig som om jeg var faldet i søvn. Det gjorde ondt. Da han havde ordnet det, han ville, smed han dynen over mig, kyssede mig på kinden og kørte hjem.
Jeg græd den nat."
Lige siden hadede Malene at gå i seng med ham. Ubehaget sidder stadig i hendes krop. En lyd, en tanke eller en tilfældig berøring, og det er ikke længere en anden, der ligger ved siden af hende. Det er Mikkel, og hun hader ham for det.
"Jeg føler mig så ydmyget, når det sker. Jeg ønskede aldrig at gå i seng med ham, men jeg turde ikke andet. Jeg solgte min krop for at have ham hos mig, og det er nok det værste, jeg nogensinde har gjort. Hvad der er endnu værre er, at det ikke bare var én gang. Det var hver gang vi var sammen, ofte flere gange om ugen i 1½ år..."
"Jeg har altid været forbløffet over, at han aldrig har vovet at slå mig. Han havde ellers tit fortalt med store armbevægelser og i et stolt tonefald, hvordan han havde slået sin ekskæreste, til hun var faldet om. Hun havde været ham utro. Hver gang jeg påpegede, at han også var utro, og fortjente langt mere end den omgang, han havde givet hende, forsvarede han sig selv. Han havde sat sig i respekt overfor ekskæresten, som han følte at han burde.
Men han blev ved med at komme tilbage. Desværre tog jeg imod ham hver gang. Jeg troede dengang, at det ikke kunne blive værre, men jeg tog grueligt fejl."
Det kunne jeg heller ikke altid. Når han sad og røg en joint med et tåbeligt smil om munden, kunne jeg nogle gange have lyst til at slå ham.
Alt ved ham var jo forkert. Jeg vidste det, men jeg kunne ikke slippe ham - og han ville ikke slippe mig. Han løj åbenlyst, kørte spritkørsel med jævne mellemrum, tog stoffer og drak meget. Jeg nægtede altid at røre de stoffer, selvom han tilbød mig det.
Han beskyldte sin kæreste for at være hysterisk og dække over, at hun selv var utro, når hun ringede og forlangte at vide, hvor han var.
Han præsenterede mig overfor sine venner som 'en veninde, han ser som en søster', men hans alt for stolte og selvglade stemme afslørede ham.
Han pralede af, hvor godt han klarede alting, hvordan han ordnede sin gode økonomi og sagtens kunne styre sit stofmisbrug."
Misbrug
"En nat spurgte jeg ham, om han nogensinde ville tage sig sammen. Han sagde: 'Når jeg bliver 30, så vil jeg bestemme mig for, om jeg vil have et liv med kone og børn, eller om jeg vil fortsætte med at være ungkarl, og være som jeg er nu.'
Det svar var ikke godt nok til mig. Jeg vidste jo, at han ikke ville ændre sig. Han ønskede ikke at ændre sig. I hans hoved var han verdenshersker, og jeg var hans lille, væmmelige hemmelighed, der blot gjorde billedet perfekt. Der var ikke andre i hans verden end ham selv, og de to piger, han brugte, når han gad."
Brugte?
"Ja, det er vist det rigtige ord. Jeg husker én nat specielt godt, for det var netop den aften, jeg mistede den sidste rest af stolthed, jeg havde. Vi havde drukket, og jeg var blevet så fuld, at jeg kastede op, og kun kunne ligge som en død fisk i min seng. Mikkel sad længe og gloede på mig, jeg kunne mærke det. Kort efter begyndte han at røre ved mig.
Jeg orkede ikke at sige noget, forstod ikke, at han kunne finde det spor interessant at springe på en død ting som mig. Jeg gad ikke, jeg havde kvalme. Jeg ville bare sove. Men jeg turde ikke skubbe ham væk af frygt for at miste ham, så jeg lod som om jeg sov, hvilket burde have fået en normal fyr til at opgive. Kort efter trak han bukserne af mig, og jeg strittede ikke imod, og lod stadig som om jeg var faldet i søvn. Det gjorde ondt. Da han havde ordnet det, han ville, smed han dynen over mig, kyssede mig på kinden og kørte hjem.
Jeg græd den nat."
Lige siden hadede Malene at gå i seng med ham. Ubehaget sidder stadig i hendes krop. En lyd, en tanke eller en tilfældig berøring, og det er ikke længere en anden, der ligger ved siden af hende. Det er Mikkel, og hun hader ham for det.
"Jeg føler mig så ydmyget, når det sker. Jeg ønskede aldrig at gå i seng med ham, men jeg turde ikke andet. Jeg solgte min krop for at have ham hos mig, og det er nok det værste, jeg nogensinde har gjort. Hvad der er endnu værre er, at det ikke bare var én gang. Det var hver gang vi var sammen, ofte flere gange om ugen i 1½ år..."
"Jeg har altid været forbløffet over, at han aldrig har vovet at slå mig. Han havde ellers tit fortalt med store armbevægelser og i et stolt tonefald, hvordan han havde slået sin ekskæreste, til hun var faldet om. Hun havde været ham utro. Hver gang jeg påpegede, at han også var utro, og fortjente langt mere end den omgang, han havde givet hende, forsvarede han sig selv. Han havde sat sig i respekt overfor ekskæresten, som han følte at han burde.
Men han blev ved med at komme tilbage. Desværre tog jeg imod ham hver gang. Jeg troede dengang, at det ikke kunne blive værre, men jeg tog grueligt fejl."
Gravid elskerinde
Kort efter Malene var fyldt atten år, kunne hun mærke, at der var noget galt. Hun slog det hen, og troede alligevel ikke rigtig på de signaler, hendes krop gav hende. Men da hun var et par uger over tiden, fortalte hun en god veninde om sin mistanke. Den blev bekræftet kort efter af en graviditetstest.
"Den sløvhed jeg havde følt de foregående dage, kvalmen og humørsvingningerne havde en god grund til at være, hvor de var...
Jeg skrev en sms til Mikkel, og få timer efter ringede han. Han blev ved med at gentage, at jeg måtte få barnet fjernet, og at ingen måtte vide noget - nogensinde.
Han spurgte mig også, om han virkelig var far til barnet. Det sårede mig næsten mere, end den måde han forholdt sig til problemet på.
Bagefter sad jeg i en evighed og stirrede på et pilleglas. Ville det ikke være bedre at ende det på den måde? Men jeg kunne ikke. Jeg havde for meget respekt for liv, især det, der voksede indeni mig. Jeg elskede min baby fra det øjeblik jeg opdagede dens eksistens."
Dagen efter regnede en læge ud, at Malene var 9 uger henne.
"Jeg græd mig i søvn den aften, imens jeg undskyldte overfor den lille navnløse indeni. Jeg skulle bestemme, om den skulle leve eller dø, men jeg kunne ikke. Mine veninder og min søster havde givet mig deres meninger, og selvom jeg mente noget andet, var jeg ikke sikker på, om jeg kunne klare presset. Jeg var så bange...
Jeg ville ikke af med min baby. Den var det eneste jeg havde, for Mikkel var der ikke, han var der slet ikke. Der gik mange dage, uden jeg hørte fra ham, og det endte med, at min veninde ringede til ham og bad ham snakke med mig. Jeg trængte virkelig til hans støtte, men det eneste jeg fik, var et billede af en buket blomster sendt over sms. Han havde ingen form for situationsfornemmelse overhovedet."
Mikkels fravær gav Malene et hårdt slag, og hun underskrev sin babys dødsdom hos lægen, selvom hun græd.
"Min søster sagde bagefter: 'Der er så få mennesker, man vil ofre alt for - mere end man ville ofre for sig selv. Du må bare acceptere, at du ikke er et af de mennesker for Mikkel. Men du kan være sikker på, at der er andre der vil ofre alt for dig!'
Større trøst kunne hun ikke give mig. Aldrig har jeg været så taknemmelig overfor noget menneske."
Mistede barnet
En aften skrev Malene i sin dagbog:
"Jeg kan mærke at noget er galt! Måske er jeg bare pylret, men jeg tror nu, der er noget, der er helt forkert ved det her. Det lyder mærkeligt, men babyen har ikke været hos mig i dag. Jeg håber, det bare er mig, der er hysterisk, for jeg vil ikke af med min skat, det KAN jeg ikke. Jeg VIL ikke, aldrig, aldrig, aldrig! Jeg beholder det, jeg kan godt klare det! Jeg beholder det..."
Samme aften bad hun Mikkel komme. Hun nægtede at tage imod hans dårlige undskyldninger, og truede med at afsløre alt, hvis ikke han tog sig sammen og tilbragte en smule tid med hans gravide elskerinde.
Kort efter Malene var fyldt atten år, kunne hun mærke, at der var noget galt. Hun slog det hen, og troede alligevel ikke rigtig på de signaler, hendes krop gav hende. Men da hun var et par uger over tiden, fortalte hun en god veninde om sin mistanke. Den blev bekræftet kort efter af en graviditetstest.
"Den sløvhed jeg havde følt de foregående dage, kvalmen og humørsvingningerne havde en god grund til at være, hvor de var...
Jeg skrev en sms til Mikkel, og få timer efter ringede han. Han blev ved med at gentage, at jeg måtte få barnet fjernet, og at ingen måtte vide noget - nogensinde.
Han spurgte mig også, om han virkelig var far til barnet. Det sårede mig næsten mere, end den måde han forholdt sig til problemet på.
Bagefter sad jeg i en evighed og stirrede på et pilleglas. Ville det ikke være bedre at ende det på den måde? Men jeg kunne ikke. Jeg havde for meget respekt for liv, især det, der voksede indeni mig. Jeg elskede min baby fra det øjeblik jeg opdagede dens eksistens."
Dagen efter regnede en læge ud, at Malene var 9 uger henne.
"Jeg græd mig i søvn den aften, imens jeg undskyldte overfor den lille navnløse indeni. Jeg skulle bestemme, om den skulle leve eller dø, men jeg kunne ikke. Mine veninder og min søster havde givet mig deres meninger, og selvom jeg mente noget andet, var jeg ikke sikker på, om jeg kunne klare presset. Jeg var så bange...
Jeg ville ikke af med min baby. Den var det eneste jeg havde, for Mikkel var der ikke, han var der slet ikke. Der gik mange dage, uden jeg hørte fra ham, og det endte med, at min veninde ringede til ham og bad ham snakke med mig. Jeg trængte virkelig til hans støtte, men det eneste jeg fik, var et billede af en buket blomster sendt over sms. Han havde ingen form for situationsfornemmelse overhovedet."
Mikkels fravær gav Malene et hårdt slag, og hun underskrev sin babys dødsdom hos lægen, selvom hun græd.
"Min søster sagde bagefter: 'Der er så få mennesker, man vil ofre alt for - mere end man ville ofre for sig selv. Du må bare acceptere, at du ikke er et af de mennesker for Mikkel. Men du kan være sikker på, at der er andre der vil ofre alt for dig!'
Større trøst kunne hun ikke give mig. Aldrig har jeg været så taknemmelig overfor noget menneske."
Mistede barnet
En aften skrev Malene i sin dagbog:
"Jeg kan mærke at noget er galt! Måske er jeg bare pylret, men jeg tror nu, der er noget, der er helt forkert ved det her. Det lyder mærkeligt, men babyen har ikke været hos mig i dag. Jeg håber, det bare er mig, der er hysterisk, for jeg vil ikke af med min skat, det KAN jeg ikke. Jeg VIL ikke, aldrig, aldrig, aldrig! Jeg beholder det, jeg kan godt klare det! Jeg beholder det..."
Samme aften bad hun Mikkel komme. Hun nægtede at tage imod hans dårlige undskyldninger, og truede med at afsløre alt, hvis ikke han tog sig sammen og tilbragte en smule tid med hans gravide elskerinde.
"Jeg husker, hvordan jeg havde gemt en ølflaske under min pude, som jeg kunne nå, hvis det blev nødvendigt at knalde ham ned. Jeg var så bange for ham, men jeg var også fast besluttet på at beskytte mit ufødte barn. Jeg satte mig langt fra ham, trak mig helt op af væggen, så han ikke kunne røre mig.
'Jeg vil beholde barnet!' sagde jeg. Det var her, jeg havde forventet et udbrud af en eller anden art. Men det kom ikke. I stedet sagde han, at jeg aldrig måtte afsløre, hvem faren var, og at det nok var bedst, hvis jeg flyttede væk.
Jeg svarede noget i retningen af: 'Mit barn skal have en far, men det bliver aldrig dig, om du så selv vil. Du får det aldrig at se. Jeg vil ikke engang lade dig passe min kat! Men jeg bliver her. Du skal fandme ikke jage mig væk på den måde!'
Da han var gået, modstod jeg fristelsen til at tænde en cigaret, for mit barns skyld. Derefter græd jeg længe. Slaget var tabt, og jeg måtte igen overveje min beslutning. Uden Mikkel havde jeg ikke en særligt stor chance for at redde min baby."
En uge efter skulle Malene på hospitalet for at blive scannet.
"Da lægen scannede, husker jeg tydeligt ordene: 'Jeg kan ikke høre nogen hjertelyd.'
En del af mig ønskede, at hun tog fejl, den anden del var komplet uforstående. Hvordan kan en baby ikke have et hjerte, der slår? Det gik op for mig allerede inden lægen konstaterede det. Min baby levede ikke længere..."
Lægen fortalte, at det kunne være en kromosomfejl i fosteret. Der var også den mulighed, at det skyldtes hormonændringer, for eksempel ved stress eller en depressionstilstand. Malene bed især mærke i det sidste.
"Aldrig havde jeg været så ulykkelig som efter jeg mødte Mikkel, så i mit hoved bar stress og depression skylden."
Lægen forklarede også, at hun ikke forstod, hvorfor Malene ikke havde aborteret fosteret, for det havde ikke levet i et stykke tid.
"Jeg tror måske at det håb, jeg havde klamret mig til, havde afholdt min krop fra at afstøde barnet. Jeg er ikke ligefrem læge, så måske er der en anden forklaring. Men jeg ved, at psyken spiller en stor rolle, også hvad kroppen angår."
Malene huskede, hvad hun havde skrevet i sin dagbog, den aften Mikkel besøgte hende. Der var noget galt, men hun ville ikke helt indse det. Hun kunne mærke, at en del af hende ikke levede længere.
Hun blev indlagt. I løbet af den dag blev hun kastet meget rundt. Lagt i fuld narkose, vågnede grædende op, lå i en trist hospitalsseng med sin søster ved sin side.
"Jeg var lettet og trist på samme tid. Det var overstået. Jeg tænkte, at min baby havde valgt livet fra for min skyld."
Afslutning
Men da hun så Mikkel igen ("Han vendte tilbage til mig, da han fik at vide, at babyen var død - hans problem var løst"), kunne hun ikke hade ham.
"Jeg følte, at det var min skyld, at min baby døde, fordi min krop ikke var en mors krop. For mig blev Mikkel ligegyldig. Selv da han, mindre end en måned efter jeg havde mistet mit barn, foreslog at vi lavede en trekant, tog jeg mig særligt af det.
Men jeg blev alligevel ved med at plage ham med mit minde, fortælle ham om smerten og bebrejde ham alt. Også selvom jeg inderst inde bebrejdede mig selv."
'Jeg vil beholde barnet!' sagde jeg. Det var her, jeg havde forventet et udbrud af en eller anden art. Men det kom ikke. I stedet sagde han, at jeg aldrig måtte afsløre, hvem faren var, og at det nok var bedst, hvis jeg flyttede væk.
Jeg svarede noget i retningen af: 'Mit barn skal have en far, men det bliver aldrig dig, om du så selv vil. Du får det aldrig at se. Jeg vil ikke engang lade dig passe min kat! Men jeg bliver her. Du skal fandme ikke jage mig væk på den måde!'
Da han var gået, modstod jeg fristelsen til at tænde en cigaret, for mit barns skyld. Derefter græd jeg længe. Slaget var tabt, og jeg måtte igen overveje min beslutning. Uden Mikkel havde jeg ikke en særligt stor chance for at redde min baby."
En uge efter skulle Malene på hospitalet for at blive scannet.
"Da lægen scannede, husker jeg tydeligt ordene: 'Jeg kan ikke høre nogen hjertelyd.'
En del af mig ønskede, at hun tog fejl, den anden del var komplet uforstående. Hvordan kan en baby ikke have et hjerte, der slår? Det gik op for mig allerede inden lægen konstaterede det. Min baby levede ikke længere..."
Lægen fortalte, at det kunne være en kromosomfejl i fosteret. Der var også den mulighed, at det skyldtes hormonændringer, for eksempel ved stress eller en depressionstilstand. Malene bed især mærke i det sidste.
"Aldrig havde jeg været så ulykkelig som efter jeg mødte Mikkel, så i mit hoved bar stress og depression skylden."
Lægen forklarede også, at hun ikke forstod, hvorfor Malene ikke havde aborteret fosteret, for det havde ikke levet i et stykke tid.
"Jeg tror måske at det håb, jeg havde klamret mig til, havde afholdt min krop fra at afstøde barnet. Jeg er ikke ligefrem læge, så måske er der en anden forklaring. Men jeg ved, at psyken spiller en stor rolle, også hvad kroppen angår."
Malene huskede, hvad hun havde skrevet i sin dagbog, den aften Mikkel besøgte hende. Der var noget galt, men hun ville ikke helt indse det. Hun kunne mærke, at en del af hende ikke levede længere.
Hun blev indlagt. I løbet af den dag blev hun kastet meget rundt. Lagt i fuld narkose, vågnede grædende op, lå i en trist hospitalsseng med sin søster ved sin side.
"Jeg var lettet og trist på samme tid. Det var overstået. Jeg tænkte, at min baby havde valgt livet fra for min skyld."
Afslutning
Men da hun så Mikkel igen ("Han vendte tilbage til mig, da han fik at vide, at babyen var død - hans problem var løst"), kunne hun ikke hade ham.
"Jeg følte, at det var min skyld, at min baby døde, fordi min krop ikke var en mors krop. For mig blev Mikkel ligegyldig. Selv da han, mindre end en måned efter jeg havde mistet mit barn, foreslog at vi lavede en trekant, tog jeg mig særligt af det.
Men jeg blev alligevel ved med at plage ham med mit minde, fortælle ham om smerten og bebrejde ham alt. Også selvom jeg inderst inde bebrejdede mig selv."
Mikkel holdt pludselig op med at kontakte Malene. Rundt omkring hørte hun rygter om ham. Han var faldet i stofferne igen, og han havde løjet om alting.
En måned efter hørte hun dog fra ham igen. Han opførte sig, som om han aldrig havde været væk. Malene havde endelig fået modet til at sige fra.
Hun svarede koldt og afvisende på hans dårlige undskyldninger, og bad ham holde sig langt væk. Han havde påført hende nok smerte, og hun nægtede at modtage mere.
"Jeg er stadig hans lille hemmelighed. Der er kun få, der ved, hvad der foregik mellem os, og det er nok bedst, at det forbliver sådan.
Jeg er bange for folk og deres reaktioner, for egentlig var det mig, der var 'kællingen, der huggede en anden kvindes mand.'
I dag ville jeg ikke for noget i verden være sammen med en fyr, der har en kæreste, og jeg vil aldrig være en kæreste utro. Jeg har fundet ud af, hvor ondt det gør.
Jeg har siden svoret aldrig at blive forelsket igen, førend jeg kender fyren og hans hensigter. Og skulle det alligevel ske, så vil jeg aldrig lade ham vide, hvor meget jeg holder af ham. Det kan være farligt, og det kan gøre ondt."
En måned efter hørte hun dog fra ham igen. Han opførte sig, som om han aldrig havde været væk. Malene havde endelig fået modet til at sige fra.
Hun svarede koldt og afvisende på hans dårlige undskyldninger, og bad ham holde sig langt væk. Han havde påført hende nok smerte, og hun nægtede at modtage mere.
"Jeg er stadig hans lille hemmelighed. Der er kun få, der ved, hvad der foregik mellem os, og det er nok bedst, at det forbliver sådan.
Jeg er bange for folk og deres reaktioner, for egentlig var det mig, der var 'kællingen, der huggede en anden kvindes mand.'
I dag ville jeg ikke for noget i verden være sammen med en fyr, der har en kæreste, og jeg vil aldrig være en kæreste utro. Jeg har fundet ud af, hvor ondt det gør.
Jeg har siden svoret aldrig at blive forelsket igen, førend jeg kender fyren og hans hensigter. Og skulle det alligevel ske, så vil jeg aldrig lade ham vide, hvor meget jeg holder af ham. Det kan være farligt, og det kan gøre ondt."
