Tudeprinsesse
Når man har alt for let ved at græde
Jeg er en helt igennem tudeprinsesse, og jeg kan græde over de mest underlige og ynkelige ting. Selv ting som man selv ikke burde græde over, men alligevel kommer der en klump i halsen og så begynder lavinen af tårer, der løbe ned af kinden på mig.
Jeg kan ikke selv huske denne episode, men har fået den fortalt af min familie, som glædeligt fortæller den gang på gang mens de er flade af grin.
Jeg var ikke så gammel, men havde siddet på mit værelse og set et program om bryllupper og folk, der blev friet til. Hvilket resulterer i, at jeg løber tudbrølende ind til min mor og søster.
De spurgte selvfølgelig, hvad der var sket, for de troede at en eller anden var død. Jeg fortæller dem hulkende, at jeg også ville giftes... Ynkeligt. I know it! Den episode har blot været starten på et tudeprinsessehelvede.
Tudeprinsesse historie 2
Det var engang i folkeskolen, filmen "My Girl" var lige kommet på video og min veninde og jeg skulle holde pigeaften. Da "Thomas J" (Macaulay Culkin) dør af bistik i filmen, løb tårerne ned af min kind som var det et vandfald der var gået amok.
Men min veninde reagerede overhovedet ikke, så vi endte med en barnlig diskussion, for jeg mente at hun da helt sikkert måtte være et koldhjertet væsen hvis hun ikke græd over det, og hun syntes jeg var en underlig freak når jeg græd over en film.
Tudeprinsesse historie 3
Jeg gik i tiende klasse, og vi skulle ind og se "Titanic", som jo er en ret sørgelig film. Så selvfølgelig begyndte samtlige af os at græde over den, problemet var bare, at 2 timer efter filmen var slut, sad jeg stadig med tårer trillende ned af kinden. Jeg kunne knapt nok tale, og prøvede jeg at få fremstammet et ord, så begyndte jeg at hulke. For hvordan kunne hun dog give slip på hans hånd!?
Jeg har masser af andre lignende episoder, og der er ikke det, jeg ikke kan græde over. Jeg græder, når folk bliver konfirmeret, til bryllupper og til barnedåb. Jeg græder til Dronningen nytårstale, især når hun siger "Gud bevare danmark". Jeg græder, hvis jeg ser noget med dyr, især dyreunger. Jeg græder hvis jeg ser en sørgelig eller lykkelig film. Jeg græder når jeg ser programmer som S"porløst", "Three Wishes" eller lignende hjerteskærende programmer.
Og så græder jeg, når jeg hører bestemte sange og melodier, især melodien fra "Edward Saksehånd", og den gamle Peter Belli sang "Bedste bedste jeg elsker dig", for hvor er den dog kær, husker stadig da jeg selv var lille og stolt ringende til min Bedste for at synge den for hende.
Men hvor er det dog træls at græde over sådanne ting, og jeg ender altid med at sidde og grine af mig selv bagefter. eller kigge rundt for at tjekke, at jeg nu ikke er med i skjult kamera.
De kloge siger at det er sundt at græde, da gråd åbenbart skulle indeholde stoffer som modvirker stress. Og det er da meget rart at kunne vise sine følelser, det viser jo at man er et menneske og ikke en robot. Så er det ikke bedre at kunne græde, end at have det som mange mennesker der slet ikke kan græde?
Hvad kan få dig til at græde?
Jeg kan ikke selv huske denne episode, men har fået den fortalt af min familie, som glædeligt fortæller den gang på gang mens de er flade af grin.
Jeg var ikke så gammel, men havde siddet på mit værelse og set et program om bryllupper og folk, der blev friet til. Hvilket resulterer i, at jeg løber tudbrølende ind til min mor og søster.
De spurgte selvfølgelig, hvad der var sket, for de troede at en eller anden var død. Jeg fortæller dem hulkende, at jeg også ville giftes... Ynkeligt. I know it! Den episode har blot været starten på et tudeprinsessehelvede.
Tudeprinsesse historie 2
Det var engang i folkeskolen, filmen "My Girl" var lige kommet på video og min veninde og jeg skulle holde pigeaften. Da "Thomas J" (Macaulay Culkin) dør af bistik i filmen, løb tårerne ned af min kind som var det et vandfald der var gået amok.
Men min veninde reagerede overhovedet ikke, så vi endte med en barnlig diskussion, for jeg mente at hun da helt sikkert måtte være et koldhjertet væsen hvis hun ikke græd over det, og hun syntes jeg var en underlig freak når jeg græd over en film.
Tudeprinsesse historie 3
Jeg gik i tiende klasse, og vi skulle ind og se "Titanic", som jo er en ret sørgelig film. Så selvfølgelig begyndte samtlige af os at græde over den, problemet var bare, at 2 timer efter filmen var slut, sad jeg stadig med tårer trillende ned af kinden. Jeg kunne knapt nok tale, og prøvede jeg at få fremstammet et ord, så begyndte jeg at hulke. For hvordan kunne hun dog give slip på hans hånd!?
Jeg har masser af andre lignende episoder, og der er ikke det, jeg ikke kan græde over. Jeg græder, når folk bliver konfirmeret, til bryllupper og til barnedåb. Jeg græder til Dronningen nytårstale, især når hun siger "Gud bevare danmark". Jeg græder, hvis jeg ser noget med dyr, især dyreunger. Jeg græder hvis jeg ser en sørgelig eller lykkelig film. Jeg græder når jeg ser programmer som S"porløst", "Three Wishes" eller lignende hjerteskærende programmer.
Og så græder jeg, når jeg hører bestemte sange og melodier, især melodien fra "Edward Saksehånd", og den gamle Peter Belli sang "Bedste bedste jeg elsker dig", for hvor er den dog kær, husker stadig da jeg selv var lille og stolt ringende til min Bedste for at synge den for hende.
Men hvor er det dog træls at græde over sådanne ting, og jeg ender altid med at sidde og grine af mig selv bagefter. eller kigge rundt for at tjekke, at jeg nu ikke er med i skjult kamera.
De kloge siger at det er sundt at græde, da gråd åbenbart skulle indeholde stoffer som modvirker stress. Og det er da meget rart at kunne vise sine følelser, det viser jo at man er et menneske og ikke en robot. Så er det ikke bedre at kunne græde, end at have det som mange mennesker der slet ikke kan græde?
Hvad kan få dig til at græde?
