Trilogien om Marrah
En trilogi, der appelerer til fans af "Jordens Børn" og "Kvinden der husker".
Kort om forfatteren
Mary Mackey underviser i engelsk ved California State University, Sacramento, og har udgivet ni noveller og fire bøger. Hendes skriverier har solgt i millionvis og er oversat til 11 forskellige sprog. Enkelte filmmanuskripter er det også blevet til.
De bøger, jeg vil beskrive her, er Mackeys trilogi, der foregår for omkring 6000 år siden i Europa, da vejret var varmere end nu, og gigantiske skove dækkede landene.
Er man til fx Jean M. Auels bøger om "Jordens Børn", er trilogien her bestemt læsværdig. Den har knapt så mange naturbeskrivelser, men det trækker ikke historien ned - tværtimod får man nok at vide til, at fantasien selv kan arbejde.
Til sin historie har Mackey brugt datidens folkeeventyr, sange og legender samt en udbredt research om de landområder, hun lader sine figurer færdes i.
"Det År Hestene Kom" og "Hestene i Folden"
I det nordlige Frankrig lever den unge Marrah med sit folk. Et samfund styret af kvinder, der lever fredeligt med hinanden uden at kende til hverken krig eller vold. En dag redder Marrah en fremmed mand op af havet. Hans navn er Stavan, og han er af Nomadefolket fra de Ukrainske stepper. Et yderst krigerisk folk, der tilbeder solguden, og som truer med at invadere moderlandene.
Marrah bliver sendt af sted mod Sortehavet med sin bror og Stavan for at advare folket dér om den forestående invasion. De to vidt forskellige kulturer - den krigeriske og den fredselskende - mødes i Marrah og Stavan.
Skæbnen vil, at Stavan forelsker sig ubehjælpeligt i Marrah, og til sidst vender sig imod sine egne. Den gamle kultur, der tilbad modergudinden er ved at falde fra hinanden, og nomaderne kommer stadig nærmere. Marrah og Stavan gør, hvad der står i deres magt for at redde moderlandene, men de møder en stor forhindrin: hvordan skal et folk, der aldrig har kendt til krig og mord, kunne forstå, hvilken fare de befinder sig i?
Kan man lide en god historie med action, kærlighed og et indblik i fortidens kulturer, er Mackey bestemt kvinde for at levere det. Alt lige fra levevis til menneskenes psyke er formuleret på en måde, der giver læseren et nuanceret billede af datidens folk og deres livsholdning.
Mackeys indlevelse i personernes sind er herlig. Hun formår både at skildre moderfolkets naive uskyld og uendelige kærlighed, samt Nomadernes utroligt kolde og krigeriske verden i ét åndedrag. Hun beskriver, hvad der skete, da det kvindestyrede samfund ramlede sammen med det mandsstyrede samfund.
De bøger, jeg vil beskrive her, er Mackeys trilogi, der foregår for omkring 6000 år siden i Europa, da vejret var varmere end nu, og gigantiske skove dækkede landene.
Er man til fx Jean M. Auels bøger om "Jordens Børn", er trilogien her bestemt læsværdig. Den har knapt så mange naturbeskrivelser, men det trækker ikke historien ned - tværtimod får man nok at vide til, at fantasien selv kan arbejde.
Til sin historie har Mackey brugt datidens folkeeventyr, sange og legender samt en udbredt research om de landområder, hun lader sine figurer færdes i.
"Det År Hestene Kom" og "Hestene i Folden"
I det nordlige Frankrig lever den unge Marrah med sit folk. Et samfund styret af kvinder, der lever fredeligt med hinanden uden at kende til hverken krig eller vold. En dag redder Marrah en fremmed mand op af havet. Hans navn er Stavan, og han er af Nomadefolket fra de Ukrainske stepper. Et yderst krigerisk folk, der tilbeder solguden, og som truer med at invadere moderlandene.
Marrah bliver sendt af sted mod Sortehavet med sin bror og Stavan for at advare folket dér om den forestående invasion. De to vidt forskellige kulturer - den krigeriske og den fredselskende - mødes i Marrah og Stavan.
Skæbnen vil, at Stavan forelsker sig ubehjælpeligt i Marrah, og til sidst vender sig imod sine egne. Den gamle kultur, der tilbad modergudinden er ved at falde fra hinanden, og nomaderne kommer stadig nærmere. Marrah og Stavan gør, hvad der står i deres magt for at redde moderlandene, men de møder en stor forhindrin: hvordan skal et folk, der aldrig har kendt til krig og mord, kunne forstå, hvilken fare de befinder sig i?
Kan man lide en god historie med action, kærlighed og et indblik i fortidens kulturer, er Mackey bestemt kvinde for at levere det. Alt lige fra levevis til menneskenes psyke er formuleret på en måde, der giver læseren et nuanceret billede af datidens folk og deres livsholdning.
Mackeys indlevelse i personernes sind er herlig. Hun formår både at skildre moderfolkets naive uskyld og uendelige kærlighed, samt Nomadernes utroligt kolde og krigeriske verden i ét åndedrag. Hun beskriver, hvad der skete, da det kvindestyrede samfund ramlede sammen med det mandsstyrede samfund.
"Forårets Bål"
I den sidste bog i trilogien følger man Marrahs datter, Luma, og hendes veninde, Keshna. Nomaderne har efterhånden invaderet landene omkring Sortehavet, og moderfolket søger at bekæmpe dem.
Keshna og Luma nægter blot at se på, imens Nomaderne myrder løs. De gør, hvad de kan for at komme med i én af de grupper, der kæmper for moderlandene, men deres uautoritære opførsel besværliggør dette.
I stedet drager de så ud for at finde Lumas bror, der blev bortført af en nomadespåmand, da han var lille. Men da broren er blevet opfostret blandt de hensynsløse nomader, er han ikke særligt ivrig efter at blive reddet. Keshna og Luma må derfor stå imod både nomadespåmanden, der har stor magt i stammen, de idéer broren har fået igennem sin opvækst, og selve nomadefolkets syn på kvinder.
Rødstrømpe-bøger vil jeg ikke kalde dem, selvom mændenes verden beskrives som krigsliderlig og kvindernes som elskelig. Man sidder tilbage med de tanker, at det ikke er forskellen på kønnene, men selve den verden, de lever i, der har formet dem.
"Forårets Bål" bliver dog efterhånden mere fantasy-præget, end de to forløbere. Dette er ikke direkte fornærmende, men det trækker dog de gode, realistiske historier en smule nedad. Mackeys indlevelse i sine personer er dog stadig stor, og intet ondt ord skal slippe over mine læber om denne fremragende forfatter.
Læs trilogien, det er en ordre fra højeste sted (mindst).
I den sidste bog i trilogien følger man Marrahs datter, Luma, og hendes veninde, Keshna. Nomaderne har efterhånden invaderet landene omkring Sortehavet, og moderfolket søger at bekæmpe dem.
Keshna og Luma nægter blot at se på, imens Nomaderne myrder løs. De gør, hvad de kan for at komme med i én af de grupper, der kæmper for moderlandene, men deres uautoritære opførsel besværliggør dette.
I stedet drager de så ud for at finde Lumas bror, der blev bortført af en nomadespåmand, da han var lille. Men da broren er blevet opfostret blandt de hensynsløse nomader, er han ikke særligt ivrig efter at blive reddet. Keshna og Luma må derfor stå imod både nomadespåmanden, der har stor magt i stammen, de idéer broren har fået igennem sin opvækst, og selve nomadefolkets syn på kvinder.
Rødstrømpe-bøger vil jeg ikke kalde dem, selvom mændenes verden beskrives som krigsliderlig og kvindernes som elskelig. Man sidder tilbage med de tanker, at det ikke er forskellen på kønnene, men selve den verden, de lever i, der har formet dem.
"Forårets Bål" bliver dog efterhånden mere fantasy-præget, end de to forløbere. Dette er ikke direkte fornærmende, men det trækker dog de gode, realistiske historier en smule nedad. Mackeys indlevelse i sine personer er dog stadig stor, og intet ondt ord skal slippe over mine læber om denne fremragende forfatter.
Læs trilogien, det er en ordre fra højeste sted (mindst).
