Aniston

Travle Kvinders guide til mere tid

Har du travlt? For travlt?

5 ud af 6 stjerner
Travle Kvinders guide til mere tid
Hører du også til de kvinder, der bare altid har travlt?

Når du ikke er på arbejde eller på studiet, så skal du ordne vasketøj, købe ind, lægge tøj sammen, vaske op, hente børn, gå med hunden. Du skal også læse en bog, se nyheder, huske frisøren, have lagt ny neglelak og sat ny sål på dine yndlingssko.

Pyha! Vi kvinder har bare travlt! Hvornår er det, vi har tid til bare at sætte os ned og læse det nyindkøbte modemagasin, der i øvrigt har ligget på kommoden i tre måneder nu?

Du kender det sikkert godt. Det gør jeg!

To timer mere til dig selv - om dagen!
Derfor faldt "Travle kvinders guide til mere tid" også lidt heldig ned i skødet på mig.

Dette er bogen til dig (og mig), som er en travl kvinde, der godt lige kunne bruge to timer mere om dagen til os selv. Og det lover bogen, at du kan få.

Bogen fortæller nemlig om, hvordan god planlægning kan gøre, at du bliver fri for stress, kronisk dårlig samvittighed, forvirring, rod, kilometerlange to do-lister, søvnløse nætter og kaos-dage, hvor du hele tiden føler, du halter bagud for dig selv og alle andre.

Lev nu livet
"Travle kvinders guide til mere tid" handler også om, at livet skal leves og IKKE overleves!

For det er jo sådan, at det, du bruger din tid på, er det, du bruger dit liv på! Ja tænk engang. Det bør man måske have med sig i baghovedet altid!

Men for rigtig mange af os føles det som om, der bare ikke er tid NOK!

Så hvis du er en af dem, der synes hverdagen går lidt for stærkt eller synes dit liv er klistret til med post its med remindere om alt det, du skal nå, huske, gøre – og hvis du alligevel aldrig når alt det, du sætter dig for, uanset hvor hurtigt du løber eller hvor mange to do-lister, du skriver – så er denne bog til dig!
 
Styr dit liv
"Travle kvinders guide til mere tid" fortæller dig, hvordan du får mere tid, overblik, indre ro, overskud og energi i en travl hverdag.

Trin for trin lærer du på en struktureret facon, hvordan du både styrer din tid og dit liv – og undervejs får tid til alt det, du faktisk allerhelst vil. 
 
Og tid er ikke bare tid: Bogen lærer dig bl.a. også at arbejde med, hvordan du opfatter den tid, du bruger:
 
”Når du bruger tid på badeværelset om morgenen, er det så en Daglig pligt eller tid med Dig selv? Vi ser utroligt forskelligt på de samme aktiviteter. På en workshop havde jeg på et tidspunkt to kvinder, som begge havde brugt tid på at hente deres børn fra institution. Den ene så det som en Daglig pligt, den anden så det som en kombination af tid med Familien og Sig selv. De to kvinder havde altså forskellige opfattelser af den samme aktivitet.

Hvem tror du i øvrigt nød det mest?" Det skriver Dorthe Rindbo blandt andet i "Travle kvinders guide til mere tid." Og hun har jo en knivskarp pointe!

Dronningen af overspringshandlinger
På den måde er "Travle kvinders guide til mere tid" lidt af et tag-selv-bord i forhold til, hvordan du kan anskue din hverdag og dine pligter eller gøremål og få det bedste ud af det hele. 

Det handler om indstilling, men det handler i højeste grad også om, hvordan du styrer din tid. For som overspringshandlingens dronning kan jeg virkelig, med hjælp fra "Travle kvinders guide til mere tid", se, at jeg bruger min tid helt forkert! Jeg synes jo konstant, jeg løber rundt som en høne uden hoved, men får jeg egentlig så meget fra hånden? Det gør, at man konstant har hængepartier og aldrig slapper helt af!

"Travle kvinders guide til mere tid" giver dog meget konkrete værktøjer, smutveje, øvelser og teknikker til, hvordan du kan prioritere og disponere din tid smartere og på den måde få frigivet tid til det, du savner og sukker efter: Om det så er familien, børnene, vennerne, kærligheden, dine fritidsinteresser – eller dig selv.

Bogens forfatter, Dorthe Rindbo" lover, at du med god planlægning kan få op til to timer ekstra foræret – hver dag! Og de to timer kunne jeg godt bruge i mit liv! Hvad siger du?
 

Dorthe Rindbo er rådgiver med speciale i personlig planlægning og effektivitet, og hendes workshops og foredrag om at få styr på tiden er meget efterspurgte. Hun giver også individuel rådgivning og bestyrer en brevkasse i B.T., hvor hun svarer på læsernes spørgsmål om stress og planlægning.
 

"Travle kvinders guide til mere tid" er skrevet af Dorthe Rindbo og udgivet af Gads Forlag den 17. august 2011.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce