Aniston

Trafik

Med døden til følge

Det er farligt at leve, og særligt at færdes i trafikken. Der er farlige situationer alle vegne; og selvom det ikke er alt, der ender galt, sker det alt for ofte. Og hvorfor? Fordi nogle mennesker er totalt egoistiske og kun tænker på sig selv.
Trafik
Ifølge Sikkertrafik.dk og Danmarks Statistik bliver 369 danskere dræbt i trafikken om året - altså én trafikdræbt dansker om dagen. Derudover kommer 7.915 danskere til skade hvert år, hvilket svarer til én kvæstet dansker i timen.

Der er flere grunde til, at danskerne dør i trafikken, og det hele peger tilbage på vores egen egoistiske adfærd.

Alle skal så hurtigt frem som muligt, man gider ikke tage sikkerhedssele på, og man er ligeglad med, at man har fået en øl for meget - for hvad kan der dog ske?

Alkohol

Mange danskere vælger en sen aften at køre ud på vejene i beruset tilstand, simpelthen fordi de så kan få bilen med hjem i stedet for at lade det vente til næste dag, hvor det kun er tømmermændene, der trykker.

Man tager chancen, for uheldet er kun ude for naboen; men faktisk er alkohol skyld i hver fjerde dræbte og ca. hver femte kvæstede i trafikken. Hvis alle lod alkoholen stå før en køretur, kunne man spare 92 af de dræbte og 1583 af de kvæstede på årsplan.

Fart

Farten er også altafgørende. Man tænker ikke over, hvor meget ti kilometer i timen for meget egentlig betyder, eller hvorfor man skal køre 110 kilometer i timen mange steder på motorvejen i stedet for de 130.

Men overholdte alle fartgrænserne, kunne man i Danmark spare 100 trafikdræbte og 1500 kvæstede hvert år.

Sikkerhedsselen

Heldigvis har mange danskere fået banket ind i hovedet, at det er vigtigt at bruge sikkerhedsselen, men der er stadig en lille minoritet, der mener, at det er "sejere" ikke at bruge den. Mange af disse bruger argumentet, at: "sker der et uheld, og bilen bryder i brand, så har jeg en chance for at overleve, hvis jeg er blevet smidt ud af vinduet først".

Men virkeligheden er, at det er meget sjældent, man overlever et uheld, hvis man ikke har sikkerhedssele på. Langt de fleste bliver dræbt på stedet, hvis de slynges ud gennem vinduet, og desuden er det aldeles sjældent, at biler bryder i brand.
ANNONCE
Trafik
Faktum er også, at man kunne spare 115 liv og 650 tilskadekomne hvert år, hvis alle brugte sikkerhedsselen.

Lad os nedbringe tallene

Ville danskerne overholde disse få regler, ville 307 af de 369 ikke dø, men 3733 af de 7915 ikke ville komme til skade, og derved ville der kun være 62 trafikdræbte og 4182 tilskadekomne i trafikken hvert år.

Derudover kunne man slukke for mobiltelefonen, sørge for at række armen ud på cyklen, bruge cykelhjelm og måske se sig lidt bedre for.

Der er dog et lille lyspunkt i den danske trafik: Danmark har nedbragt antallet for trafikdræbte drastisk siden starten af 1970'erne, hvor mere end tre gange så mange danskere blev dræbt i trafikken i forhold til nu.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce