Tomheden
Hvor er inspirationen, motivationen og kreativiteten?
Man tænder for computeren og sætter sig godt til rette på kontorstolen. Mens man venter på computeren, Windows og andet, der skal startes op, kommer man helt i godt humør over idéen om, at man nu skal til at skrive.
Man får den ene idé efter den anden - ja hjernen kører så meget på højtryk, at man næsten skulle tro, den er ved at brænde sammen.
Man er alene, så der er intet til at forstyrre én i tide og utide. Ja, det skulle da lige være, hvis telefonen ringer, eller Jehovas Vidner kommer forbi.
Man har et fornøjet smil på læben, Word åbner, og opvarmningen begynder. Fingrene bliver løsnet og strakt ud, nakken bliver løsnet og skuldrene bliver kørt et par gange rundt. Ja, det kunne godt minde om opvarmning til et eller andet sports-halløj, men man skulle nødig sidde og få ondt i
Man tager en dyb indånding og placerer fingrene på tastaturet, og bang. Alt er væk. Hver eneste gode idé, man havde 30 sekunder før, er væk. Motivationen er væk. Man føler sig lige så blank som det dokument, man sidder og kigger på.
Man tager endnu en dyb indånding, og endnu engang sætter man fingrene på tastaturet, men heller ikke det hjælper. Ligegyldigt, hvor hårdt man prøver, kan man ikke få en eneste af de mange hjerneceller til at samarbejde med de andre.
Man laver en kop te, for det kan jo være, at de små grå mangler brændstof. Endnu engang sætter man sig ind foran computeren. Men tankerne er stadig ikke blevet samlet til noget, man kan bruge konstruktivt.
Der skal drastiske metoder i brug for at få lavet noget. Man kommer i tanke om, at der vist nok var en e-mail, man skulle have svaret på. Jo, sørme så om der ikke lå en. Som en løvinde, der ikke har spist i en måned, kaster man sig frådende over den forsvarsløse e-mail, og i løbet af to minutter har man skrevet det, der minder om en halv roman og sendt den.
Smilende, selvtilfreds og med fornyet energi kaster man sig endnu engang over det tomme dokument. Man har jo lige bevist, at man sagtens kan skrive en flere kilometer lang e-mail, så det burde ikke være helt umuligt at kunne skrive en enkelt lille artikel.
Men det er som om, at tekstbehandlings-programmet er forhekset, for ligesom de to foregående gange, man har forsøgt at få skrevet noget, så bliver man på ny helt tom.
Hvor er musen, Kalliope, når man har brug for hende? Nu, hvor man er helt idéforladt og har brug for lidt inspiration til at komme i gang, har hun valgt at gemme sig. Hvorfor?
Man får den ene idé efter den anden - ja hjernen kører så meget på højtryk, at man næsten skulle tro, den er ved at brænde sammen.
Man er alene, så der er intet til at forstyrre én i tide og utide. Ja, det skulle da lige være, hvis telefonen ringer, eller Jehovas Vidner kommer forbi.
Man har et fornøjet smil på læben, Word åbner, og opvarmningen begynder. Fingrene bliver løsnet og strakt ud, nakken bliver løsnet og skuldrene bliver kørt et par gange rundt. Ja, det kunne godt minde om opvarmning til et eller andet sports-halløj, men man skulle nødig sidde og få ondt i
Man tager en dyb indånding og placerer fingrene på tastaturet, og bang. Alt er væk. Hver eneste gode idé, man havde 30 sekunder før, er væk. Motivationen er væk. Man føler sig lige så blank som det dokument, man sidder og kigger på.
Man tager endnu en dyb indånding, og endnu engang sætter man fingrene på tastaturet, men heller ikke det hjælper. Ligegyldigt, hvor hårdt man prøver, kan man ikke få en eneste af de mange hjerneceller til at samarbejde med de andre.
Man laver en kop te, for det kan jo være, at de små grå mangler brændstof. Endnu engang sætter man sig ind foran computeren. Men tankerne er stadig ikke blevet samlet til noget, man kan bruge konstruktivt.
Der skal drastiske metoder i brug for at få lavet noget. Man kommer i tanke om, at der vist nok var en e-mail, man skulle have svaret på. Jo, sørme så om der ikke lå en. Som en løvinde, der ikke har spist i en måned, kaster man sig frådende over den forsvarsløse e-mail, og i løbet af to minutter har man skrevet det, der minder om en halv roman og sendt den.
Smilende, selvtilfreds og med fornyet energi kaster man sig endnu engang over det tomme dokument. Man har jo lige bevist, at man sagtens kan skrive en flere kilometer lang e-mail, så det burde ikke være helt umuligt at kunne skrive en enkelt lille artikel.
Men det er som om, at tekstbehandlings-programmet er forhekset, for ligesom de to foregående gange, man har forsøgt at få skrevet noget, så bliver man på ny helt tom.
Hvor er musen, Kalliope, når man har brug for hende? Nu, hvor man er helt idéforladt og har brug for lidt inspiration til at komme i gang, har hun valgt at gemme sig. Hvorfor?
Sukker - det er med garanti på grund af lavt blodsukker, at kreativiteten er forsvundet. Jagten på noget mad går i gang.
Køleskabet er stort set tomt, men det lykkedes dog at finde et stykke brød og noget pålæg.
Efter endnu en kop te og lidt mad genoptager man kampen mod tomheden. Men ligesom de foregående gange lykkedes det heller ikke denne gang.
Man er nået dertil, hvor man lige så godt kan opgive kampen. Man kan ikke vinde denne gang.
Slukøret kaster man sig over noget andet, mens man prøver at finde ud af, hvorfor man ikke kunne få skrevet noget,
Det store spørgsmål er nu, om det kun er DotGEIL skribenter, der af og til rammes af denne tomhed, når ellers alt andet ser ud til at fungere?
Køleskabet er stort set tomt, men det lykkedes dog at finde et stykke brød og noget pålæg.
Efter endnu en kop te og lidt mad genoptager man kampen mod tomheden. Men ligesom de foregående gange lykkedes det heller ikke denne gang.
Man er nået dertil, hvor man lige så godt kan opgive kampen. Man kan ikke vinde denne gang.
Slukøret kaster man sig over noget andet, mens man prøver at finde ud af, hvorfor man ikke kunne få skrevet noget,
Det store spørgsmål er nu, om det kun er DotGEIL skribenter, der af og til rammes af denne tomhed, når ellers alt andet ser ud til at fungere?
