Tips til at leve længere
Seniorsex – er det tabu?
De fleste kan ikke lide at tale om det. Nogle mener sågar, det er ækelt at tænke på, og andre vil slet ikke anderkende, at det eksisterer. Ældre og sex. Men faktum er, at ældre kan have et ligeså stort behov for sex som unge.
Ifølge formand for Sex & Samfund, Bjarne Oxlund, bør vi ændre det tabu, der er i samfundet omkring gamle og sex. Han mener, at der mangler et decideret sprogbrug, hvad angår ældre og sex, og at plejepersonalet i sundhedssektoren ikke bør have berøringsangst omkring emnet, hvilket mange har i dag.
Ældre møder dog ikke kun denne berøringsangst hos plejepersonale, men også hos familiemedlemmer og sågar hos lægen, og det kan undertiden være hårdt, når man ikke møder forståelse nogle steder.
Sexlyst forsvinder ikke med alderen
Af en eller anden grund er det mere accepteret, når unge taler om eller har sex, mens ældre mænd ofte bliver omtalt som gamle grise. Det ændrer dog ikke på, at ældre kan have lige så stor lyst til og behov for sex som unge.
Det er Irma Henriksen (78), som har stillet op til flere interview i medierne, et levende eksempel på. Ifølge Irma er det et behov ligesom at spise og betyder, at hun holder sig ung. Som hun siger, er vi alle blevet født med en seksualitet og for hende er den bare blevet bedre og bedre med årene. I et interview til dr.dk giver hun fem råd til andre ældre, der ønsker et aktivt seniorsexliv:
Acceptér dig selv, som du er
Giv kærlighed til dig selv
Hold dine skavanker for dig selv
Dyrk din alder
Få dig en hyggeven
Bekymringer som ældre
Nogle af myterne omkring ældre kan hænge sammen med, at der ofte sker en række fysiologiske begrænsninger, som har indflydelse på seksualfunktionen.
For mænd kan det for eksempel være i form af rejsningsproblemer, hvilket for nogle kan føles som et stort nederlag. Konsekvensen kan blive, at de undgår at tale med lægen om det og dermed løse problemet med en eventuel behandling. Hvis ældre mænd samtidig møder forlegenhed hos lægen, hvis de rent faktisk våger sig derned, kan det gøre situationen endnu sværere.
Rejsningsproblemer var dog langt mere tabubelagt for få år siden, end det er i dag. Således viser en undersøgelse fra 2006 fra New England Research Institute, at langt de fleste mænd mellem 55 og 85 år på daværende tidspunkt ikke gik til lægen, hvis de havde problemer med potensen. Ifølge denne undersøgelse var kun 13 procent af mændene med potensproblemer i behandling.
Det lader dog til, at udviklingen er vendt, og at det ikke længere er ligeså tabubelagt at få lægelig hjælp, hvis man har problemer med potensen. De seneste par år er salget af potensmidler nemlig steget eksplosivt, viser tal fra Statens Serum Institut ifølge en artikel fra Jyllands Posten fra 2013. Antallet af potensmidler steg således med 35 procent for 65-79-årige mænd fra 2007-2012.
Faktum er, at selvom hylsteret måske har ændret sig, har de fleste ældre mennesker ikke ændret sig ret mentalt og personlighedsmæssigt, og det kan skabe forvirring – både hos den ældre og i omgivelserne omkring. Det kan dog undre, at der findes så lidt viden om ældre og sex, når man tænker på, hvor meget sex fylder i mediebilledet generelt.
Sex blandt ældre vil formentlig blive mere accepteret og mindre tabubelagt i befolkningen i fremtiden i takt med, at 68-generationen bliver ældre. Denne generation er nemlig mere frisindet end den tidligere og har levet et udadvendt seksuelt liv og vil ikke acceptere, at denne del af deres liv ikke længere skal eksistere.
Online seniordating – en ny trend
Samtidig ses en stigning i antallet af ældre, der benytter sig af datingsites, idet seniorerne bliver bedre og bedre til at benytte de teknologiske muligheder, vi har i dag. Således viser tal fra Danmarks Statistik ifølge 121doc.dk, at kun 53 procent af de ældre mellem 65 og 89 år i 2010 brugte deres IT-udstyr til at gå på internettet. I 2014 var dette tal allerede faldet til 23 procent, og udviklingen vil uden tvivl fortsætte sådan.
Der findes adskillige datingsider, som henvender sig særligt til seniorer, ligesom der findes datingsider inden for stort set alle interesseområder. Mange – uanset alder – synes det er lettere at åbne op, når man skriver sammen i forhold til, når man møder hinanden i den virkelige verden. Det kan ofte føles grænseoverskridende at skulle åbne sig op over for et totalt fremmed menneske, og her kan det være en fordel, hvis man først har chattet lidt sammen i forvejen.
Aeldreforum.dk har udgivet en lille folder om ældres seksualitet og kærlighedsliv, som beskriver de mange aspekter og giver gode løsninger til de forskellige problemstillinger. Man kan enten downloade den gratis eller bede om at få den tilsendt.