Tid er blevet en luksusvare
Hvor er det dog svært at leve i nuet
Jeg husker tydeligt mit første traume, som jeg heldigvis med tiden har fået bearbejdet. Det var simpelthen, da jeg i en alder af fire-fem år blev orienteret om, at vi altså ikke lever for evigt. Jeg levede bare i nuet og regnede med, at dét at leve til evig tid var tildelt alle mennesker... Naivitetens boble bristede, og fra dén dag af, blev nutiden noget som i højere grad blev erstattet af tanker om fortiden og fremtiden.
Lynhurtigt kan selv små børn fornemme, at tiden er noget, som optager de voksne meget. Vores sprog er infiltreret med alle mulige sætninger, som røber, at tiden er genstand for mange spekulationer for moderne mennesker. "Hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen", "Det må vi gøre i fremtiden", "Vi har ikke uanede mængder af tid" og så videre.
Tiden er noget, som vi beskæftiger os med, som en hel videnskab. Alt bliver gjort op i tid - fortid, nutid og fremtid. Nu skal vi tage stilling til, hvordan fortiden har formet os; tage stilling til, hvordan vi gerne vil forme fremtiden, og når det så er sagt - skal vi huske at leve i nutiden!
Det er blevet et helt mantra at leve i nuet. Nogle siger: "Carpe Diem", andre prædiker: "Lev dagen, som var det den sidste". Men i hvert fald er det ordsprog med samme krævende budskab...
Men jeg har taget udfordringen op. Så når jeg går tur, det vil sige mine ture til og fra Netto, husker jeg at leve i nuet. Jeg mærker vinden mod mine kinder, snuser ind og registrerer alle tænkelige dufte. Derefter lægger jeg mærke til den måde jeg går på - går jeg hurtigt? Går jeg langsomt? Hvordan er omgivelserne? Kan jeg høre nogle fugle pippe, eller er
der masser af larm fra biler?
Det går lige så godt, indtil jeg når Netto. Så forsvinder nærværet med ét slag, når den automatiske dør lukker sig bag mig. Så erstattes nærværet med en masse tankespind oppe i hovedet... Fejlkøb fra fortiden bliver evalueret, varer der skal tilfredsstille mig om en time, en uge eller måned bliver indkøbt.
Og når jeg køber tre flasker vin på tilbud, er det udelukkende for at være beredt på den fest, jeg skal til om tre uger...
Da jeg igen er ude, trækker jeg vejret dybt og prøver febrilsk at finde den indre ro frem igen. Men de fleste gange bliver det planlægning for resten af dagen og resten af ugen, der trænger sig på, som var det forkælede børn, der rusker i én for at blive hørt...
"Nuet" er blevet en efterspurgt vare, noget som strider meget imod vores tidsalder, hvor der er en tendens til leveregelen: "Tid er penge". Og det efterlader os med en masse drømme og mål for fremtiden. Noget som ikke harmonerer helt med tanken om at leve i nuet. Så "nuet" er blevet en slags luksusvare, som de fleste efterspørger, men som de færreste besidder i længere tid af gangen...
Lynhurtigt kan selv små børn fornemme, at tiden er noget, som optager de voksne meget. Vores sprog er infiltreret med alle mulige sætninger, som røber, at tiden er genstand for mange spekulationer for moderne mennesker. "Hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen", "Det må vi gøre i fremtiden", "Vi har ikke uanede mængder af tid" og så videre.
Tiden er noget, som vi beskæftiger os med, som en hel videnskab. Alt bliver gjort op i tid - fortid, nutid og fremtid. Nu skal vi tage stilling til, hvordan fortiden har formet os; tage stilling til, hvordan vi gerne vil forme fremtiden, og når det så er sagt - skal vi huske at leve i nutiden!
Det er blevet et helt mantra at leve i nuet. Nogle siger: "Carpe Diem", andre prædiker: "Lev dagen, som var det den sidste". Men i hvert fald er det ordsprog med samme krævende budskab...
Men jeg har taget udfordringen op. Så når jeg går tur, det vil sige mine ture til og fra Netto, husker jeg at leve i nuet. Jeg mærker vinden mod mine kinder, snuser ind og registrerer alle tænkelige dufte. Derefter lægger jeg mærke til den måde jeg går på - går jeg hurtigt? Går jeg langsomt? Hvordan er omgivelserne? Kan jeg høre nogle fugle pippe, eller er
der masser af larm fra biler?
Det går lige så godt, indtil jeg når Netto. Så forsvinder nærværet med ét slag, når den automatiske dør lukker sig bag mig. Så erstattes nærværet med en masse tankespind oppe i hovedet... Fejlkøb fra fortiden bliver evalueret, varer der skal tilfredsstille mig om en time, en uge eller måned bliver indkøbt.
Og når jeg køber tre flasker vin på tilbud, er det udelukkende for at være beredt på den fest, jeg skal til om tre uger...
Da jeg igen er ude, trækker jeg vejret dybt og prøver febrilsk at finde den indre ro frem igen. Men de fleste gange bliver det planlægning for resten af dagen og resten af ugen, der trænger sig på, som var det forkælede børn, der rusker i én for at blive hørt...
"Nuet" er blevet en efterspurgt vare, noget som strider meget imod vores tidsalder, hvor der er en tendens til leveregelen: "Tid er penge". Og det efterlader os med en masse drømme og mål for fremtiden. Noget som ikke harmonerer helt med tanken om at leve i nuet. Så "nuet" er blevet en slags luksusvare, som de fleste efterspørger, men som de færreste besidder i længere tid af gangen...
