Aniston

Thor - Legenden fra Valhalla

Gudeskøn eventyrfilm med indbygget historietime.

4 ud af 6 stjerner
Thor har nok at se til som grovsmedelærling. Men han vil hellere være kriger sammen med sin far, som er selveste Odin - Gudernes konge.

Hans mor mener dog ikke, at det er nogen god idé, selvom Thor egentlig ikke er bange for noget.

Men en dag ender verdens farligste våben, hammeren Mjølner, i Thors hænder. Han aner dog ikke, hvad det er, han står med i hænderne.

Men hammeren kan både tale, være flabet og byder på magi - hvis bare man lige ved, hvordan den skal bruges. 

Til kamp mod ondskaben
Thor og Mjølner møder hinanden samtidig med, at underverdenens dronning, Hel, planlægger at overtage verdensherredømmet sammen med Jætterne. Så der er ingen tid at spilde for det nye makkerpar.

Samtidig vælger Odin langt om længe at aflægge sin søn Thor et besøg, fordi de nordiske guder er pressede og gerne vil have fingrene i Mjølner. Men Thor vil ikke være en del af deres plan og drager derfor på egen hånd til underverdenen - med masser af mod og knap så mange evner.

For der er langt fra hans helteambitioner til reel heltestatus, når man kæmper mod det onde.
ANNONCE
Foto: CAOZ - Nordisk Film A/S - Thor - Legenden fra Valhalla Foto: CAOZ - Nordisk Film A/S
En sjov historietime
"Thor - Legenden fra Valhalla" er lidt af en oldnordisk historietime, som både byder på underholdning for voksne og børn.

Vi møder både Freja, Odin, Hejmdal og de andre nordiske guder, hvoraf mange af dem i denne film er gjort ganske meget dummere end det, vi ellers forbinder dem med.

Herudover byder filmen naturligvis på hovedpersonen Thor, som vi også kender fra den nordiske mytologi.

Alle karaktererne er dog, trods deres oprindelse i det oldnordiske, gjort mere nutidige (og ganske ofte ret fladpandede). Og historien er fortalt helt "frit fra leveren" - men med inspiration fra de fortællinger, vi allerede kender.

Filmen er i øvrigt præget af en fin streg og ganske underholdende scener og replikker i et moderne sprog.


Stemmerne i "Thor - Legenden fra Valhalla" er blandt andet udført af Ellen Hillingsø, Andreas Jessen, Nicolaj Kopernikus, Henrik Koefoed og Søren Hauch-Fausbøll.


"Thor - Legenden fra Valhalla" er udkommet på dvd den 2. oktober.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce