The Pink Panther
Et stort flop
Steve Martin går i Peter Sellers' fodspor i rollen som inspektør Jacques Clouseau - i en ny ombæring af "The Pink Panther".
Da det franske fodboldlandsholds træner bliver myrdet, og hans uvurderlige diamantring, "Den Lyserøde Panter", samtidig forsvinder på mystisk vis, får den ærgerrige chefinspektør, Dreyfus, det arrangeret, at Clouseau sættes på sagen.
Clouseau og hans assistent, den solide, stoiske gendarm, Gilbert Ponton, følger et virvar af spor, som fører dem ud over hele Paris og til slut endog til New York.
Undervejs bliver de overvåget og udmanøvreret af listige diamanthandlere, håbefulde bøller, berygtede banditter, sleske kasinoejere, hemmelige agenter, hemmelighedsfulde trænere og en eksotisk drik ved navn "Den Flammende Mojito".
Clouseaus fremgangsmåde er fascinerende, om end rystende omstændelig. Men med hjælp fra Ponton og sin hengivne sekretær Nicole kan han til slut afsløre morderen - lige for næsen af Dreyfus.
Spild af tid
Ja, umiddelbart lyder filmen jo meget lovende, men hold da op en skuffelse, man får sig. Det er en komedie, men sjov er måske lige en overdrivelse. Der er nogle få steder, hvor den er underholdende, men den kommer ret hurtigt til at virke kedelig og triviel, når "Clouseau" kommer galt af sted eller dummer sig.
Steve Martin gør det egentlig godt i rollen som "Clouseau", men efter få minutter har man fået nok af hans amerikanske/franske accent. Det er så forfærdeligt, at det skærer i ørerne, når han taler.
Handlingen er heller ikke det store at råbe hurra for. Den er stort set handlingsforladt. Når man kommer et par minutter ind i filmen, så har man allerede gættet sig til resten. Den kan på ingen måde sammenlignes med Blake Edwards' serie om "Den Lyserøde Panter", hvor Peter Sellers gjorde det
fortrinligt i rollen som "Clouseau".
De få underholdende momenter, der gør, at man trækker en smule på smilebåndet, er ikke nok til at redde filmen. Den kan kun klassificeres som et flop.
Kort sagt, så spilder man 93 minutter, hvis man bevæger sig i biografen.
"The Pink Panther" har premiere den 3. marts 2006.
Da det franske fodboldlandsholds træner bliver myrdet, og hans uvurderlige diamantring, "Den Lyserøde Panter", samtidig forsvinder på mystisk vis, får den ærgerrige chefinspektør, Dreyfus, det arrangeret, at Clouseau sættes på sagen.
Clouseau og hans assistent, den solide, stoiske gendarm, Gilbert Ponton, følger et virvar af spor, som fører dem ud over hele Paris og til slut endog til New York.
Undervejs bliver de overvåget og udmanøvreret af listige diamanthandlere, håbefulde bøller, berygtede banditter, sleske kasinoejere, hemmelige agenter, hemmelighedsfulde trænere og en eksotisk drik ved navn "Den Flammende Mojito".
Clouseaus fremgangsmåde er fascinerende, om end rystende omstændelig. Men med hjælp fra Ponton og sin hengivne sekretær Nicole kan han til slut afsløre morderen - lige for næsen af Dreyfus.
Spild af tid
Ja, umiddelbart lyder filmen jo meget lovende, men hold da op en skuffelse, man får sig. Det er en komedie, men sjov er måske lige en overdrivelse. Der er nogle få steder, hvor den er underholdende, men den kommer ret hurtigt til at virke kedelig og triviel, når "Clouseau" kommer galt af sted eller dummer sig.
Steve Martin gør det egentlig godt i rollen som "Clouseau", men efter få minutter har man fået nok af hans amerikanske/franske accent. Det er så forfærdeligt, at det skærer i ørerne, når han taler.
Handlingen er heller ikke det store at råbe hurra for. Den er stort set handlingsforladt. Når man kommer et par minutter ind i filmen, så har man allerede gættet sig til resten. Den kan på ingen måde sammenlignes med Blake Edwards' serie om "Den Lyserøde Panter", hvor Peter Sellers gjorde det
fortrinligt i rollen som "Clouseau".
De få underholdende momenter, der gør, at man trækker en smule på smilebåndet, er ikke nok til at redde filmen. Den kan kun klassificeres som et flop.
Kort sagt, så spilder man 93 minutter, hvis man bevæger sig i biografen.
"The Pink Panther" har premiere den 3. marts 2006.
