The first cut is the deepest
Ord med dyb mening - del 2
Jeg var ustyrlig som lille. Jeg var en såkaldt drenge-pige, der skulle lege soldat, klatre i træer og kaste mig ud fra højder.
Jeg var frygtløs. Lukkede mine øjne for hvad der kunne ske og tog skridt fremad. Lægen kunne jo altid lappe mig sammen igen. Det havde han jo vist mig første gang, da jeg slyngede en fastelavnskølle ind i knolden på mig selv, og anden gang, da jeg fik et havelåge-dørgreb tværs over øjenbrynet.
Min læge var meget dygtig med lim og sytråd.
Min mor måtte være tapper mange gange, holde mig i hånden og ae mig på kinden, når jeg græd.
Jeg undskylder den dag i dag, fordi jeg har været sådan en vildbasse. Jeg ville jo bare ud og opdage verden. (Undskyld mutti!)
Jeg nåede at blive 10 år, før mine smerter indtraf. Uendelige mavekramper og smerter, der var værre, end dem vi kvinder oplever hver måned.
Jeg lå på langs og skreg, og ingen måtte røre mig. Ikke engang min mor... (Så er den gal!)
Lægen bad mig kigge forbi, han ville gerne undersøge mig. Han tog sine iskolde hænder (lærer de det aldrig?) og lagde dem på min mave. Trykkede her og dér, og spurgte om det gjorde ondt. Jeg ved ikke om mine utallige "Aaaaav" ikke havde givet ham et indblik i, hvad han gjorde ved mig. Han banker lidt på min mave og kommer med det sædvanlige udbrud: "Hmmmm.... "
Han tog sig til hagen, tænkte lidt og kom med sin dom: "Det dér er en slem omgang luft i maven, du skal bare hjem og prutte lidt under dynen!"
Hvad skete der lige dér, står man og tænker lidt for sig selv. Men okay han er jo lægen - den klogeste af os, så ham skal jeg bare stole på, og se at komme hjem under dynen og gasse lidt.
Tiden gik, og hverken store eller små prutter hjalp... Jeg havde det mildt sagt elendigt.
Min mor valgte at lade mig indlægge. Lægens ord var ikke godt nok længere.
Jeg var frygtløs. Lukkede mine øjne for hvad der kunne ske og tog skridt fremad. Lægen kunne jo altid lappe mig sammen igen. Det havde han jo vist mig første gang, da jeg slyngede en fastelavnskølle ind i knolden på mig selv, og anden gang, da jeg fik et havelåge-dørgreb tværs over øjenbrynet.
Min læge var meget dygtig med lim og sytråd.
Min mor måtte være tapper mange gange, holde mig i hånden og ae mig på kinden, når jeg græd.
Jeg undskylder den dag i dag, fordi jeg har været sådan en vildbasse. Jeg ville jo bare ud og opdage verden. (Undskyld mutti!)
Jeg nåede at blive 10 år, før mine smerter indtraf. Uendelige mavekramper og smerter, der var værre, end dem vi kvinder oplever hver måned.
Jeg lå på langs og skreg, og ingen måtte røre mig. Ikke engang min mor... (Så er den gal!)
Lægen bad mig kigge forbi, han ville gerne undersøge mig. Han tog sine iskolde hænder (lærer de det aldrig?) og lagde dem på min mave. Trykkede her og dér, og spurgte om det gjorde ondt. Jeg ved ikke om mine utallige "Aaaaav" ikke havde givet ham et indblik i, hvad han gjorde ved mig. Han banker lidt på min mave og kommer med det sædvanlige udbrud: "Hmmmm.... "
Han tog sig til hagen, tænkte lidt og kom med sin dom: "Det dér er en slem omgang luft i maven, du skal bare hjem og prutte lidt under dynen!"
Hvad skete der lige dér, står man og tænker lidt for sig selv. Men okay han er jo lægen - den klogeste af os, så ham skal jeg bare stole på, og se at komme hjem under dynen og gasse lidt.
Tiden gik, og hverken store eller små prutter hjalp... Jeg havde det mildt sagt elendigt.
Min mor valgte at lade mig indlægge. Lægens ord var ikke godt nok længere.
De modtog mig på sygehuset med et smil. Min faste sygeplejerske modtog mig endda personligt med hilsenen: "Arj Cindy, er det nu dig igen... Hvad har du nu lavet?"
De stak, nev og plagede mig med nåle, blodtapninger og piller. Der kom bare ikke rigtig noget resultat.
Jeg blev svagere og svagere. Jeg kunne ikke længere gå oprejst. Måtte have hjælp, når jeg skulle på toilettet.
Den ene gang jeg var på toilettet, havde jeg så ufattelig mange smerter, at jeg skreg af fulde lunger, så hele afsnittets ansatte kom løbende ud til mig. De vidste, der var noget galt, men ingen vidste, hvad de skulle gøre.
Morgenen efter havde jeg det forbløffende godt. Det viste sig så også at have en forklaring.
Da der var stuegang, var det ikke min sædvanlige læge, der kom ind til mig, men derimod en flink inder, der håndterede mig helt anderledes.
Da han trykker mig lidt her og dér, og spørger til mig, får han pludselig det frygtelige ansigtsudtryk, der siger: Det her er helt forkert.
Og rigtigt nok. Manden kaldte på en sygeplejerske og bad hende tage min dropstang. Han løftede mig op i sine arme og bad sygeplejersken følge med, for i det samme begyndte han at løbe... Med mig i armene!
Mine forældre nåede at få beskeden: "Jeres datter skal på operationsbordet, og det er lige nu!"
Alt jeg fik at se var en maske over mit ansigt, og væk var jeg.
Jeg vågnede op på min sædvanlige stue, med en grædende mor ved min side. Og der er intet værre i verden end ens familie, der græder.
Straks begyndte jeg at spørge ind til hvorfor, indtil det gik op for mig, at det rent faktisk var fordi, jeg var så tæt på at dø, at det var skræmmende.
Mit første dybe, fysiske ar var skåret...
Lægen kom med sin diagnose. Min blindtarm var sprunget, og de fik al betændelse ud i tide. Intet var skadet.
De stak, nev og plagede mig med nåle, blodtapninger og piller. Der kom bare ikke rigtig noget resultat.
Jeg blev svagere og svagere. Jeg kunne ikke længere gå oprejst. Måtte have hjælp, når jeg skulle på toilettet.
Den ene gang jeg var på toilettet, havde jeg så ufattelig mange smerter, at jeg skreg af fulde lunger, så hele afsnittets ansatte kom løbende ud til mig. De vidste, der var noget galt, men ingen vidste, hvad de skulle gøre.
Morgenen efter havde jeg det forbløffende godt. Det viste sig så også at have en forklaring.
Da der var stuegang, var det ikke min sædvanlige læge, der kom ind til mig, men derimod en flink inder, der håndterede mig helt anderledes.
Da han trykker mig lidt her og dér, og spørger til mig, får han pludselig det frygtelige ansigtsudtryk, der siger: Det her er helt forkert.
Og rigtigt nok. Manden kaldte på en sygeplejerske og bad hende tage min dropstang. Han løftede mig op i sine arme og bad sygeplejersken følge med, for i det samme begyndte han at løbe... Med mig i armene!
Mine forældre nåede at få beskeden: "Jeres datter skal på operationsbordet, og det er lige nu!"
Alt jeg fik at se var en maske over mit ansigt, og væk var jeg.
Jeg vågnede op på min sædvanlige stue, med en grædende mor ved min side. Og der er intet værre i verden end ens familie, der græder.
Straks begyndte jeg at spørge ind til hvorfor, indtil det gik op for mig, at det rent faktisk var fordi, jeg var så tæt på at dø, at det var skræmmende.
Mit første dybe, fysiske ar var skåret...
Lægen kom med sin diagnose. Min blindtarm var sprunget, og de fik al betændelse ud i tide. Intet var skadet.
Jeg lå indlagt i sammenlagt to måneder. Havde tabt mig så meget, at jeg bare vejede 22 kilo. Jeg kunne ikke engang bære et kilo matadormix. Så svag var jeg.
Prøvede at gå oprejst, men endte med at gå som en orangutang med hænderne hængende nede ved gulvet.
Fik besøg af familien, og jeg viste stolt min fætter, såret. 12 centimeter med blå tråd, blod og masser af jod. Føj, det var klamt.
Svært at være ung pige og blive skåret op på den måde, og skal lære at leve med det. Godt nok fik jeg det såkaldte bikinisnit, men 12 centimeter er dælme langt.
I dag får man ikke længere et bikini-snit. I dag blir den laserbrændt væk. Ja teknologien er kommet en del længere på de 15 år, der er gået.
Når jeg ser tilbage på hele denne episode, kan jeg både græde, grine og smile. Når jeg nogle gange opdager mit ar, tænker jeg tilbage og undres. Hvad var der sket, hvis ikke ham inder-lægen var kommet? Ville jeg være død nu?
Når jeg ser mit ar, ser jeg ikke bare fortidens rædsler. Jeg ser fremtiden...
Jeg lever jo endnu!
Prøvede at gå oprejst, men endte med at gå som en orangutang med hænderne hængende nede ved gulvet.
Fik besøg af familien, og jeg viste stolt min fætter, såret. 12 centimeter med blå tråd, blod og masser af jod. Føj, det var klamt.
Svært at være ung pige og blive skåret op på den måde, og skal lære at leve med det. Godt nok fik jeg det såkaldte bikinisnit, men 12 centimeter er dælme langt.
I dag får man ikke længere et bikini-snit. I dag blir den laserbrændt væk. Ja teknologien er kommet en del længere på de 15 år, der er gået.
Når jeg ser tilbage på hele denne episode, kan jeg både græde, grine og smile. Når jeg nogle gange opdager mit ar, tænker jeg tilbage og undres. Hvad var der sket, hvis ikke ham inder-lægen var kommet? Ville jeg være død nu?
Når jeg ser mit ar, ser jeg ikke bare fortidens rædsler. Jeg ser fremtiden...
Jeg lever jo endnu!
