Aniston

The first cut is the deepest

Ord med dyb mening - del 1

Alle har prøvet at blive såret - fysisk som psykisk. Som overskriften siger, er det gerne det første store sår, som bliver det dybeste - i overført betydning.  Jeg vil gerne fortælle jer om mit første og dybeste, psykiske sår.
The first cut is the deepest
Jeg var en lille, skrøbelig og påvirkelig pige. Lige begyndt i 1. klasse. Jeg havde fået den skønneste klasselærer, som strålede af varme og energi. Noget der altid smittede af på folk, der kom hendes vej. Hun levede livet fuldt ud, hun levede efter Carpe Diem.

Jeg blev hurtigt tæt knyttet til min klasselærer, hun blev min bedste ven, nærmest min mentor, og mor nummer to. Hun var mit forbillede. Den perfekte kvinde! 

Derfor gjorde det så forbandet ondt, da hun en nytårsaften fik en hjerneblødning og røg i koma. En koma hun aldrig vågnede op af.

Mit første dybe sår var skåret...

Hvordan fortæller man et barn i bedste påvirkelige alder, at hendes bedste ven og forbillede er død?

Hvordan behandler man den sorg, et barn gennemgår, når de møder døden første gang?

Fortæller man barnet, at 'Alting skal nok gå, tiden heler alle sår'?

Jeg fik smidt de ligegyldige ord i hovedet af mine lærere og folk omkring mig. Hvad kunne jeg bruge det til? Var der ikke nogen eller noget, der kunne dulme mine mavekramper og uendeligt mange tårer?

Min mor valgte at fortælle mig, hvad der rent faktisk var sket, hvad døden betød. Hun tog mig derfor med til begravelsen for at sige farvel, og ligesom "sætte facitstreg" under dét, som døden betyder.

Den dag i dag kan jeg ikke gå ind i selv samme kirke, som begravelsen foregik i, uden at få disse mavekramper igen, og tårer der presser sig frem.

At opleve en elsket dø fra én er en grim oplevelse. En oplevelse jeg ikke ønsker nogen små børn skal opleve. Og i så fald, hvis det sker, sørg for de får den rette hjælp. Jeg manglede at få hjælp, da jeg var lille, og er derfor "arret" dybt i sjælen. Mit første psykiske sår vil for altid være det dybeste.
ANNONCE
The first cut is the deepest
De kloge ord går igen og igen: Tiden heler alle sår. Okay, jeg tror nu på de ord, men hvor lang tid går der, før man rent faktisk er helet?

Kommer det ikke lidt an på størrelsen af såret? - Som i mit tilfælde er temmelig dybt.

At miste er aldrig sjovt. Nu er det efterhånden 15 år siden, jeg mistede min klasselærer, og jeg kan stadig høre hendes latter, kan stadig se hende for mig i detaljer, og kan stadig græde over tabet af hende, når jeg besøger hendes gravsted.

Bliver dette sår aldrig helet?
ANNONCE
Del

Seneste nyt