Teaterliv
There's no business like show business
Jeg er afhængig af teater og har været det i mange år. Det startede i 1988, da min søster skulle være med i "Folk og Røvere i Kardemommeby". Hun øvede sig hjemme på sangene, og der gik ikke længe, før lille jeg også sang med. Hun tog mig med til prøverne, og her fik instruktøren øjnene op for den lille rødhårede pige med fregnerne, der kunne alle sangene. Mine forældre blev kontaktet og spurgt, om deres lille datter måtte være med. De sagde ja, og vupti! Som 4-årig havde jeg min debut.
Derefter begyndte jeg på en teaterskole, hvor jeg var med i både musicals, gadeteater, teater og andet. Jeg gik på teaterskole 11 år og elskede det. Jeg stoppede kun på skolen, fordi jeg blev for gammel. Da jeg ikke længere havde den årlige musical på teaterskolen, jeg kunne være med i, så måtte jeg jo finde andre græsgange.
På det tidspunkt fandtes der ikke noget teater for unge i Odense, så jeg måtte til Nyborg for at være med i deres ungdomsmusical, der viste sig at være en af de fedeste forestillinger, jeg nogensinde har medvirket i.
Alt i alt har jeg medvirket i 14 musicals, 2 sæsoner af gadeteater, 4 små kabaretter, 1 operette, 1 film samt instrueret en musical.
Jeg var så heldig, at jeg i starten af 3.g blev spurgt, om jeg ville stå for årets musical. Uden ret meget betænkningstid sagde jeg ja.
Det var en utrolig udfordring. For første gang var det mig, der sad og skulle bestemme, hvem der var god nok til en rolle, og hvem der "bare" skulle være statist. Det var en underlig fornemmelse at sidde på dén side af bordet.
Det var også første gang, jeg arbejdede med amatører. Jeg har altid været vant til at arbejde med "professionelle amatører", der ved hvordan man begår sig på en scene. Men her skulle jeg lære skuespillerne og statisterne, hvordan man: talte, gik, stod, lavede pas-spil og hvad man nu ellers gør på en scene. Det var et mareridt! Men det viste sig at blive en af de største succeser, skolen havde haft.
Det var utroligt at være med til, og det viste sig også, at det var mit bedste år på gymnasiet - hvis man da lige ser bort fra, at mine karakterer styrtdykkede, da det var meget sjovere at lave musical end at lave lektier!
Derefter begyndte jeg på en teaterskole, hvor jeg var med i både musicals, gadeteater, teater og andet. Jeg gik på teaterskole 11 år og elskede det. Jeg stoppede kun på skolen, fordi jeg blev for gammel. Da jeg ikke længere havde den årlige musical på teaterskolen, jeg kunne være med i, så måtte jeg jo finde andre græsgange.
På det tidspunkt fandtes der ikke noget teater for unge i Odense, så jeg måtte til Nyborg for at være med i deres ungdomsmusical, der viste sig at være en af de fedeste forestillinger, jeg nogensinde har medvirket i.
Alt i alt har jeg medvirket i 14 musicals, 2 sæsoner af gadeteater, 4 små kabaretter, 1 operette, 1 film samt instrueret en musical.
Jeg var så heldig, at jeg i starten af 3.g blev spurgt, om jeg ville stå for årets musical. Uden ret meget betænkningstid sagde jeg ja.
Det var en utrolig udfordring. For første gang var det mig, der sad og skulle bestemme, hvem der var god nok til en rolle, og hvem der "bare" skulle være statist. Det var en underlig fornemmelse at sidde på dén side af bordet.
Det var også første gang, jeg arbejdede med amatører. Jeg har altid været vant til at arbejde med "professionelle amatører", der ved hvordan man begår sig på en scene. Men her skulle jeg lære skuespillerne og statisterne, hvordan man: talte, gik, stod, lavede pas-spil og hvad man nu ellers gør på en scene. Det var et mareridt! Men det viste sig at blive en af de største succeser, skolen havde haft.
Det var utroligt at være med til, og det viste sig også, at det var mit bedste år på gymnasiet - hvis man da lige ser bort fra, at mine karakterer styrtdykkede, da det var meget sjovere at lave musical end at lave lektier!
Hvad er det, der får én til at stille sig op foran 300 mennesker?
For mig er det er kicket, man får, når man første gang i en forestilling træder ind på scenen. Det sug man får i maven, når man står i kulissen under ouverturen. Varmen fra spottene. Lyden af publikum. Tanken om, at der sidder 300 mennesker, der hver har betalt 100 kroner, for at se på dig i to timer. Reaktioner fra publikum. Stemningen bag scenen. Følelsen man har efter at have spillet en fed forestilling.
Det er fedt at spille teater når: Man i den ene scene spiller husholderske, og 30 sekunder og en lyn-omklædning senere står som balgæst i en kæmpe balkjole. Eller når man spiller hovedrollen og skal spille forestillingen både formiddag og middag, hvorefter man har en halv time til at nå hen til et andet teater og gøre sig klar til en hel anden forestilling, som både spilles eftermiddag og aften - tre dage i træk.
Eller når man er syg og har mistet stemmen helt, men alligevel gennemfører 10 forestillinger, hvor man både taler og synger og bagefter får ros for den flotte sangstemme(?!)
Men er det at spille teater en måde at flygte fra hverdagen på?
Et eller andet sted er det vel. Man får lov til at leve en anden persons liv. Det er spændende at være den ene del af et gnavent ægtepar, der lever som hund og kat. Eller en lærerinde på en pigeskole fra 50'erne, der forelsker sig i en kollega. Det fascinerer mig at komme så tæt på en person, at lige så snart man har tøjet på, lagt makeup og sat håret, så er man blevet til den forsigtige lærerinde. Og ligegyldigt hvad der sker, så reagerer man som denne person.
Man kan vel godt sige, at jeg på den måde flygter fra hverdagen, men det er lige så meget en måde at lære sig selv at kende på. Man lærer at aflæse folk ud fra deres væremåde, handlinger og kropssprog. Man lærer, hvordan man skal agere i forskellige situationer for at virke troværdig og overbevisende. Det kræver jo alligevel sin mand... øhh kvinde at underholde 300 på en gang! Derudover lærer man også at være stædig. Selvom man har 40 i feber og har mistet stemmen, er det ingen undskyldning for at melde sig syg. Der er 30 mennesker, der er afhængig af én, og man er den eneste, der kan spille den rolle. Det hjælper ikke at tude - The show must go on, no matter what!
Det er nu første gang siden 1988, at jeg ikke har lavet teater. Abstinenser? Ja i den grad! Jeg savner det intense øveforløb. Jeg savner at stå i spotlight. Jeg mangler mit kick. Jeg er dybt afhængig.
There"s no business like show business
Like no business I know
Everything about it is appealing
Everything the traffic will allow
Nowhere could you have that happy feeling
When you are stealing that extra bow
For mig er det er kicket, man får, når man første gang i en forestilling træder ind på scenen. Det sug man får i maven, når man står i kulissen under ouverturen. Varmen fra spottene. Lyden af publikum. Tanken om, at der sidder 300 mennesker, der hver har betalt 100 kroner, for at se på dig i to timer. Reaktioner fra publikum. Stemningen bag scenen. Følelsen man har efter at have spillet en fed forestilling.
Det er fedt at spille teater når: Man i den ene scene spiller husholderske, og 30 sekunder og en lyn-omklædning senere står som balgæst i en kæmpe balkjole. Eller når man spiller hovedrollen og skal spille forestillingen både formiddag og middag, hvorefter man har en halv time til at nå hen til et andet teater og gøre sig klar til en hel anden forestilling, som både spilles eftermiddag og aften - tre dage i træk.
Eller når man er syg og har mistet stemmen helt, men alligevel gennemfører 10 forestillinger, hvor man både taler og synger og bagefter får ros for den flotte sangstemme(?!)
Men er det at spille teater en måde at flygte fra hverdagen på?
Et eller andet sted er det vel. Man får lov til at leve en anden persons liv. Det er spændende at være den ene del af et gnavent ægtepar, der lever som hund og kat. Eller en lærerinde på en pigeskole fra 50'erne, der forelsker sig i en kollega. Det fascinerer mig at komme så tæt på en person, at lige så snart man har tøjet på, lagt makeup og sat håret, så er man blevet til den forsigtige lærerinde. Og ligegyldigt hvad der sker, så reagerer man som denne person.
Man kan vel godt sige, at jeg på den måde flygter fra hverdagen, men det er lige så meget en måde at lære sig selv at kende på. Man lærer at aflæse folk ud fra deres væremåde, handlinger og kropssprog. Man lærer, hvordan man skal agere i forskellige situationer for at virke troværdig og overbevisende. Det kræver jo alligevel sin mand... øhh kvinde at underholde 300 på en gang! Derudover lærer man også at være stædig. Selvom man har 40 i feber og har mistet stemmen, er det ingen undskyldning for at melde sig syg. Der er 30 mennesker, der er afhængig af én, og man er den eneste, der kan spille den rolle. Det hjælper ikke at tude - The show must go on, no matter what!
Det er nu første gang siden 1988, at jeg ikke har lavet teater. Abstinenser? Ja i den grad! Jeg savner det intense øveforløb. Jeg savner at stå i spotlight. Jeg mangler mit kick. Jeg er dybt afhængig.
Like no business I know
Everything about it is appealing
Everything the traffic will allow
Nowhere could you have that happy feeling
When you are stealing that extra bow
