Tanker om tiden
Giver tiden dig muligheder eller begrænser den din frihed?
Øjeblikket under den varme dyne var ligesom allerede overstået, før det overhovedet var begyndt.
Havde ikke ligget i mere end få sekunder, før de ti første tanker om dagens gøremål allerede havde passeret mine tanker. Krøb ind til min kæreste men lige meget hjalp det, ti nye tanker havde allerede passeret.
Tænkte det var utroligt, at jeg ikke kunne slappe af, som jeg jo så gerne ville, og nyde at jeg havde en halv time i sengen inden jeg skulle op.
Tiden er en forunderlig størrelse. Så muligheds skabende, hvis man ser på den som at "tiden kommer", men alligevel så begrænsende, hvis man ser på den som at "tiden går".
Mange mennesker ser nok på tiden som at "tiden går", og når den konstant er i vores tanker, så retter vi hele tiden vores hverdag og gøremål efter den. Hvor bliver friheden og impulsiviteten af, når vores dagligdag er som sat i kasser?
Tænk hvis man kunne gribe tiden og fastholde et bestemt øjeblik. Tiden er en konstant størrelse, der kommer og går uanset hvad vi ellers beslutter, for vi ved at der var et før, og vi ved der kommer et efter, og vi ved desværre, at fremtiden i sidste ende bliver uden os.
Tiden er et mærkeligt fænomen. Den er en af de få ting vi, som mennesker, ikke kan kontrollere i vores dagligdag, den fortsætter bare i samme tempo, om vi føler den er gået stærkt eller ej.
Kunne godt tænke at høre, hvordan I læsere opfatter tiden til daglig, om den giver jer muligheder eller begrænser jer i de ting i gerne vil nå? Hvornår skal tiden gå, hvornår skal den stå stille? Også om I har haft nogen oplevelser, hvor tiden har spillet meget ind på den ene eller anden måde?
Havde ikke ligget i mere end få sekunder, før de ti første tanker om dagens gøremål allerede havde passeret mine tanker. Krøb ind til min kæreste men lige meget hjalp det, ti nye tanker havde allerede passeret.
Tænkte det var utroligt, at jeg ikke kunne slappe af, som jeg jo så gerne ville, og nyde at jeg havde en halv time i sengen inden jeg skulle op.
Tiden er en forunderlig størrelse. Så muligheds skabende, hvis man ser på den som at "tiden kommer", men alligevel så begrænsende, hvis man ser på den som at "tiden går".
Mange mennesker ser nok på tiden som at "tiden går", og når den konstant er i vores tanker, så retter vi hele tiden vores hverdag og gøremål efter den. Hvor bliver friheden og impulsiviteten af, når vores dagligdag er som sat i kasser?
Tænk hvis man kunne gribe tiden og fastholde et bestemt øjeblik. Tiden er en konstant størrelse, der kommer og går uanset hvad vi ellers beslutter, for vi ved at der var et før, og vi ved der kommer et efter, og vi ved desværre, at fremtiden i sidste ende bliver uden os.
Tiden er et mærkeligt fænomen. Den er en af de få ting vi, som mennesker, ikke kan kontrollere i vores dagligdag, den fortsætter bare i samme tempo, om vi føler den er gået stærkt eller ej.
Kunne godt tænke at høre, hvordan I læsere opfatter tiden til daglig, om den giver jer muligheder eller begrænser jer i de ting i gerne vil nå? Hvornår skal tiden gå, hvornår skal den stå stille? Også om I har haft nogen oplevelser, hvor tiden har spillet meget ind på den ene eller anden måde?
