Aniston

Ta' selv

En moderne dannelsesroman med en smule mangel på dannelse.

4 ud af 6 stjerner
Ta' selv
"Ta’ selv" er en moderne dannelsesroman. Den handler om den unge kvinde Line, som søger efter sin plads i voksenlivet.

Derfor følger vi også Line fra hun er i midten af 20'erne og cirka ti år frem. Det er i denne del af livet, de store valg træffes, og dem har Line det svært med. 

For hvordan får man egentlig et helt normalt liv?

Line surfer lidt rundt i kærester. Hun surfer lidt rundt i jobs. Og veninder og deres interesser synes heller ikke helt at interessere hende. 

Hun har det svært med bindinger, men alligevel forventes det jo af een, at man falder til ro. 

Voksenlivet begrænsninger og muligheder
Voksenlivet er dog ikke kun muligheder, og det finder Line med tiden ud af. Der er også begrænsninger, og mange af dem sætter hun egentlig for sig selv.

Da Line er voksen og sidder med alt det, som voksenlivet handler om; Børn, mand, karriere og villa, sidder hun hos en psykolog, hvor hun ender med at stille spørgsmålstegn ved det hele.

For hun er bange for, om hun er gået glip af noget, og hun er konstant usikker på sine valg. For det er svært at tage valg, når livet er en stor ta' selv buffet.

Handlingslammet dannelse
"Ta' selv" handler om det, mange unge kvinder tumler med: At finde sig selv og meningen med livet. 

Vi følger derfor Line i forskellige dele af hendes voksenliv. I alle de dele af hendes liv, som hun ikke er helt tilfreds med. Men bliver man nogensinde det?

På den måde er Kristiane Hauer en rigtig god menneskekender, og man kan, som læser, sagtens sætte sig ind i alle Lines bekymringer og følelser. Herudover kan man se hende for sig i mange af episoderne i hendes liv.

Ja, man kan til tider ligefrem genkende sig selv.

Dog er Line undervejs så handlingslammet, at det kommer til at irritere. For hvorfor kan hun ikke bare komme videre? Træffe nogle valg? Og stå ved dem!

Hendes søgen bliver, omend genkendelig, også til tider langtrukken, og man kan næsten fornemme Lines træthed mellem siderne.

Alligevel er man ganske godt underholdt undervejs, og "Ta' selv" er både ganske vedkommende og godt skrevet, omend det er en dannelsesroman, der ikke byder på meget dannelse og udvikling for hovedpersonens vedkommende.


"Ta' selv" er skrevet af Kristiane Hauer og udgivet af Lindhardt og Ringhof.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce