Sylvester and the Yodling Cowboys
24. december
To huse var væk, men de havde formået at gøre sheriffens hus så vådt, at ilden ikke nåede at få fat. Hanne-Grethe var stadig i panik. Hun kunne have mistet sin mand aftenen forinden, aftenen inden juleaften. Det var ganske enkelt helt forfærdeligt, og hun kunne ikke bære at tænke på det.
Heldigvis var ingen kommet noget til. Der var blevet lidt mere trængt i de øvrige huse, der måtte tage sig af flygtningene fra de brændte boliger. Men alle havde det godt. Også Sylvester, der endelig var blevet befriet.
Sheriffen var kommet tilbage midt om natten, og da han så hvad der var sket, var det første han gjorde at låse op for Sylvester og slippe ham på fri fod. Efter hans udtryk at dømme, havde han været ret chokeret. Sylvester derimod havde været vred:
"Hvad bilder du dig ind? At lade mig sidde her alene, uden så meget som en ekstranøgle! Tænk hvis jeg havde været død, hvordan ville du så have haft det med dig selv?"
Men nattens hændelser havde tæret på kræfterne, og selvom Sylvester allerhelst var flygtet derfra med det samme, havde sheriffen overtalt ham til at blive: "I skal jo også have jeres bagage, ik?"
Nu var det midt på dagen den 24. december, og der var så småt begyndt at komme liv i byen, efter den hektiske nat. Katja og Benjamin var gået en tur, som de så tit havde gjort det i løbet af denne rædselsfulde måned, og på deres tur rundt i byen overhørte de et brudstykke af en samtale.
"Jeg tror han er på vej. Det sagde de inde på salonen."
"Mener du ham? Kommer han her? Jeg troede, han havde sagt, han ville holde sig i baggrunden, af hensyn til..."
"Ja, men han har vist skiftet mening. Måske..."
Mere hørte de ikke. Hvem var det, der var på vej? Ungerne grublede over det, mens de vendte næsen hjemad, men det varede ikke længe, før de fandt ud af det. Kort efter de havde lukket døren ind til familiens hus, hørtes hovslag og vrinsken.
Heldigvis var ingen kommet noget til. Der var blevet lidt mere trængt i de øvrige huse, der måtte tage sig af flygtningene fra de brændte boliger. Men alle havde det godt. Også Sylvester, der endelig var blevet befriet.
Sheriffen var kommet tilbage midt om natten, og da han så hvad der var sket, var det første han gjorde at låse op for Sylvester og slippe ham på fri fod. Efter hans udtryk at dømme, havde han været ret chokeret. Sylvester derimod havde været vred:
"Hvad bilder du dig ind? At lade mig sidde her alene, uden så meget som en ekstranøgle! Tænk hvis jeg havde været død, hvordan ville du så have haft det med dig selv?"
Men nattens hændelser havde tæret på kræfterne, og selvom Sylvester allerhelst var flygtet derfra med det samme, havde sheriffen overtalt ham til at blive: "I skal jo også have jeres bagage, ik?"
Nu var det midt på dagen den 24. december, og der var så småt begyndt at komme liv i byen, efter den hektiske nat. Katja og Benjamin var gået en tur, som de så tit havde gjort det i løbet af denne rædselsfulde måned, og på deres tur rundt i byen overhørte de et brudstykke af en samtale.
"Jeg tror han er på vej. Det sagde de inde på salonen."
"Mener du ham? Kommer han her? Jeg troede, han havde sagt, han ville holde sig i baggrunden, af hensyn til..."
"Ja, men han har vist skiftet mening. Måske..."
Mere hørte de ikke. Hvem var det, der var på vej? Ungerne grublede over det, mens de vendte næsen hjemad, men det varede ikke længe, før de fandt ud af det. Kort efter de havde lukket døren ind til familiens hus, hørtes hovslag og vrinsken.
Katja åbnede døren, og både Sylvester og Hanne-Grethe fulgte nysgerrige efter deres to børn. Ind gennem byen kom en hestevogn med to heste spændt for, og efter den var standset midt i byen, trådte en stor, skaldet mand med et rødt ansigt ud af vognen.
De andre beboere i byen var også kommet til, og de så på ham med næsten skrækslagne øjne. Sylvester fik den idé at dette måtte være manden bag hele feriekonceptet, og inden manden fik lov at åbne munden, var Sylvester gået helt hen til den store mand og proppet en finger op mod mandens næse: "Nu skal jeg sige dig én ting. Jeg vil ikke finde mig i det. Det er simpelthen for skrapt. Jeg vil... Jeg vil... Jeg vil have mine penge tilbage!"
Manden kiggede forskrækket ned mod Sylvester, der knap nåede ham til hagen. Mandens ansigt skiftede farve fra rød til en mere lillarød farve, og en blodåre begyndte at pulsere et sted på issen.
Det var dog ikke noget, der umiddelbart forskrækkede Sylvester. Han råbte den ene edder efter den anden op i hovedet på manden og sagde en masse usammenhængende ord. Der var dog ikke meget at tage fejl af.
Så tog Katja mod til sig og gik hen mod manden. Og først tøvende, derefter med lidt mere sikkerhed i stemmen, sagde hun:
"Prøv at hør her, fister. Vi ved godt, hvad det her går ud på. Du har filmet os hele tiden, vi har fundet dine kameraer, dine mikrofoner. Vi har fundet din PDA, og vi kan godt regne ud at det hele bare var sat op til at en eller anden familie skulle falde i med begge ben. Du har vist endda sendt det hele i USA, er det ikke rigtigt?" Han fik ikke lov til at svare, før hun fortsatte: "Det er så grotesk, og jeg kan godt sige dig..."
Manden var næsten forstenet. Statisterne i byen havde ellers hørt han skylle være aldeles vanskelig. Rygterne sagde at han var hidsig og frygtindgydende, men lige nu virkede han mere som en stakkels mand, der ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv.
Benjamin havde også blandet sig, og mens de tre skældte ud på den ellers aldrig forsvarsløse mand, begyndte det hele at gå op for Hanne-Grethe:
"Vil det sige, at sheriffens kone bare skulle skrives ud? Og også hende, indianerne tog?" Hun virkede helt forfærdet, lige indtil: "Åh gudskelov, og jeg som troede på det hele!" Men så gik det pludselig rigtigt op for hende, hvad hun havde været offer for: "Jamen hov... Nej hør nu lige her. Det kan I da nikke tillade jer." Hanne-Grethe kiggede først på manden, derefter på alle statisterne, der efterhånden så lettere brødebetynget ud.
De andre beboere i byen var også kommet til, og de så på ham med næsten skrækslagne øjne. Sylvester fik den idé at dette måtte være manden bag hele feriekonceptet, og inden manden fik lov at åbne munden, var Sylvester gået helt hen til den store mand og proppet en finger op mod mandens næse: "Nu skal jeg sige dig én ting. Jeg vil ikke finde mig i det. Det er simpelthen for skrapt. Jeg vil... Jeg vil... Jeg vil have mine penge tilbage!"
Manden kiggede forskrækket ned mod Sylvester, der knap nåede ham til hagen. Mandens ansigt skiftede farve fra rød til en mere lillarød farve, og en blodåre begyndte at pulsere et sted på issen.
Det var dog ikke noget, der umiddelbart forskrækkede Sylvester. Han råbte den ene edder efter den anden op i hovedet på manden og sagde en masse usammenhængende ord. Der var dog ikke meget at tage fejl af.
Så tog Katja mod til sig og gik hen mod manden. Og først tøvende, derefter med lidt mere sikkerhed i stemmen, sagde hun:
"Prøv at hør her, fister. Vi ved godt, hvad det her går ud på. Du har filmet os hele tiden, vi har fundet dine kameraer, dine mikrofoner. Vi har fundet din PDA, og vi kan godt regne ud at det hele bare var sat op til at en eller anden familie skulle falde i med begge ben. Du har vist endda sendt det hele i USA, er det ikke rigtigt?" Han fik ikke lov til at svare, før hun fortsatte: "Det er så grotesk, og jeg kan godt sige dig..."
Manden var næsten forstenet. Statisterne i byen havde ellers hørt han skylle være aldeles vanskelig. Rygterne sagde at han var hidsig og frygtindgydende, men lige nu virkede han mere som en stakkels mand, der ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv.
Benjamin havde også blandet sig, og mens de tre skældte ud på den ellers aldrig forsvarsløse mand, begyndte det hele at gå op for Hanne-Grethe:
"Vil det sige, at sheriffens kone bare skulle skrives ud? Og også hende, indianerne tog?" Hun virkede helt forfærdet, lige indtil: "Åh gudskelov, og jeg som troede på det hele!" Men så gik det pludselig rigtigt op for hende, hvad hun havde været offer for: "Jamen hov... Nej hør nu lige her. Det kan I da nikke tillade jer." Hanne-Grethe kiggede først på manden, derefter på alle statisterne, der efterhånden så lettere brødebetynget ud.
Hanne-Grethe trak vejret dybt, så kiggede hun stift på manden med det røde, skaldede fjæs: "Du kan godt vente dig et bekosteligt sagsanlæg, min fine ven!"
Pludselig kom manden i tanke om noget, og i stedet for bare at tage imod de verbale tæsk, fik han skubbet Sylvester og ungerne til side: "Ja, jeg må jo erkende... Jeg mener, jeg er frygtelig ked af det!"
"Du er frygtelig ked af det? Er du overhovedet klar over, hvad du har sat os igennem? Var den brand i går også din gerning?"
Manden vred hænderne, lettere utilpas: "Øhm ja, det var lidt en... Ja, en hævn. Det var jo ikke meningen, I skulle have det telegram før i dag! Men ham købmanden..." Han sendte et par vrede øjne mod en af statisterne, der hurtigt forsvandt: "Jeg ved godt det hele var forkert. Det skulle heller ikke være gået sådan. Men vi har ellers fået gode seertal på det sidste!" Han lyste op i et stort smil.
Hanne-Grethe rynkede brynene og skulle lige til at sige noget, men han afbrød hende: "Undskyld, det var måske lidt upassende. Jeg har ikke lyst til at få et sagsanlæg. Hvor meget vil I kræve i erstatning?"
Han kiggede ned i jorden.
Hanne-Grethe tabte et kort sekund overblikket. Det var ikke lige, hvad hun havde forventet. Hun kiggede på sin mand, der ikke var til megen hjælp. Så på sine børn, der begge stod og så målløse til. De havde troet han var ond, og så stod han sådan der...
"Så giv os fem millioner kroner!"
Hun kiggede på manden med et fast blik. Først så han lettere træt ud, så sukkede han, og så mødte han hendes blik: "Okay, det kan vi godt sige!" I sit stille sind jublede han. De havde tjent langt over 20 millioner kroner på hele konceptet bare til det danske budget, til trods for hvor dårligt det egentlig havde været; så selvom han var fyret fra sit job, og Danmark blev skrottet af producerholdet i USA, så havde han selv og folkene scoret ganske fint.
Fem millioner kroner var nok en okay erstatning at give familien.
Lige pludselig hørtes en masse larm og dytten bagfra. En bus kom susende ind i byen og bremsede hårdt bag menneskemængden, dørene gik op og ud kom en forpustet, lille mand med rødt, krøllet hår: "Hey, skynd jer. Det er mig, igen. Jeg har jeres bagage med, jeg huggede det, og bussen her. Der er ingen der ved det. I kan flygte nu! Jeg kører jer!"
Først nu opdagede Robert, at hans chef stod midt i menneskemængden. Man kunne se panikken i hans øjne, da chefen gik hen mod ham: "Det er i orden, Robert. Du må gerne køre dem hjem nu!"
Og sådan blev det.
I løbet af fem timers tid var familien kommet helt hjem til Hellerup. Robert havde fortalt dem det hele på turen hjem, også hvor forfærdeligt han havde det med, at han havde været med til at føre dem bag lyset, men han håbede de kunne tilgive ham. Og det kunne de.
Pludselig kom manden i tanke om noget, og i stedet for bare at tage imod de verbale tæsk, fik han skubbet Sylvester og ungerne til side: "Ja, jeg må jo erkende... Jeg mener, jeg er frygtelig ked af det!"
"Du er frygtelig ked af det? Er du overhovedet klar over, hvad du har sat os igennem? Var den brand i går også din gerning?"
Manden vred hænderne, lettere utilpas: "Øhm ja, det var lidt en... Ja, en hævn. Det var jo ikke meningen, I skulle have det telegram før i dag! Men ham købmanden..." Han sendte et par vrede øjne mod en af statisterne, der hurtigt forsvandt: "Jeg ved godt det hele var forkert. Det skulle heller ikke være gået sådan. Men vi har ellers fået gode seertal på det sidste!" Han lyste op i et stort smil.
Hanne-Grethe rynkede brynene og skulle lige til at sige noget, men han afbrød hende: "Undskyld, det var måske lidt upassende. Jeg har ikke lyst til at få et sagsanlæg. Hvor meget vil I kræve i erstatning?"
Han kiggede ned i jorden.
Hanne-Grethe tabte et kort sekund overblikket. Det var ikke lige, hvad hun havde forventet. Hun kiggede på sin mand, der ikke var til megen hjælp. Så på sine børn, der begge stod og så målløse til. De havde troet han var ond, og så stod han sådan der...
"Så giv os fem millioner kroner!"
Hun kiggede på manden med et fast blik. Først så han lettere træt ud, så sukkede han, og så mødte han hendes blik: "Okay, det kan vi godt sige!" I sit stille sind jublede han. De havde tjent langt over 20 millioner kroner på hele konceptet bare til det danske budget, til trods for hvor dårligt det egentlig havde været; så selvom han var fyret fra sit job, og Danmark blev skrottet af producerholdet i USA, så havde han selv og folkene scoret ganske fint.
Fem millioner kroner var nok en okay erstatning at give familien.
Lige pludselig hørtes en masse larm og dytten bagfra. En bus kom susende ind i byen og bremsede hårdt bag menneskemængden, dørene gik op og ud kom en forpustet, lille mand med rødt, krøllet hår: "Hey, skynd jer. Det er mig, igen. Jeg har jeres bagage med, jeg huggede det, og bussen her. Der er ingen der ved det. I kan flygte nu! Jeg kører jer!"
Først nu opdagede Robert, at hans chef stod midt i menneskemængden. Man kunne se panikken i hans øjne, da chefen gik hen mod ham: "Det er i orden, Robert. Du må gerne køre dem hjem nu!"
Og sådan blev det.
I løbet af fem timers tid var familien kommet helt hjem til Hellerup. Robert havde fortalt dem det hele på turen hjem, også hvor forfærdeligt han havde det med, at han havde været med til at føre dem bag lyset, men han håbede de kunne tilgive ham. Og det kunne de.
Rent faktisk fik han lov til at holde jul sammen med dem om aftenen. Robert havde ikke nogen familie, så han tog glad imod tilbuddet, men kun mod at han måtte hjælpe dem med at sætte køkkenet i stand.
Det lovede Sylvester ham, selvom han nu havde tænkt sig at sætte nogle professionelle håndværkere til det.
Til trods for at det havde været en noget utraditionel julemåned, fik familien rent faktisk en god juleaften. På vejen nåede de at købe et juletræ, dog et lidt sølle af slagsen, og børnene pyntede det sammen med Robert.
Hanne-Grethe fik bikset noget mad sammen, der dog ikke var helt traditionelt julemad, og Sylvester var væk en times tid, hvorefter han kom tilbage med en pakke til Robert, som han havde fundet på en tankstation. Ungerne blev heller ikke snydt.
Hanne-Grethe havde som sædvanlig været i god tid med julegaverne og købt dem allerede i november. Så efter Sylvester havde pakket dem ind, blev de lagt under juletræet sammen med Roberts gave.
Der var dog ingen gaver til Hanne-Grethe og Sylvester selv, men de lovede hinanden at de ville købe en sommerferie sydpå til hele familien.
Er det rigtigt, at Robert ikke har noget familie? Tager chefen alle de resterende 15 millioner selv? Kommer familien Von Höhlerupgaard mon nogensinde på sommerferie? Og hvad var meningen med alle de spørgsmål, man aldrig fik svar på?
Det lovede Sylvester ham, selvom han nu havde tænkt sig at sætte nogle professionelle håndværkere til det.
Til trods for at det havde været en noget utraditionel julemåned, fik familien rent faktisk en god juleaften. På vejen nåede de at købe et juletræ, dog et lidt sølle af slagsen, og børnene pyntede det sammen med Robert.
Hanne-Grethe fik bikset noget mad sammen, der dog ikke var helt traditionelt julemad, og Sylvester var væk en times tid, hvorefter han kom tilbage med en pakke til Robert, som han havde fundet på en tankstation. Ungerne blev heller ikke snydt.
Hanne-Grethe havde som sædvanlig været i god tid med julegaverne og købt dem allerede i november. Så efter Sylvester havde pakket dem ind, blev de lagt under juletræet sammen med Roberts gave.
Der var dog ingen gaver til Hanne-Grethe og Sylvester selv, men de lovede hinanden at de ville købe en sommerferie sydpå til hele familien.
Er det rigtigt, at Robert ikke har noget familie? Tager chefen alle de resterende 15 millioner selv? Kommer familien Von Höhlerupgaard mon nogensinde på sommerferie? Og hvad var meningen med alle de spørgsmål, man aldrig fik svar på?
