Sylvester and the Yodling Cowboys
21. december
"Hvad?" brølede chefen.
Robert skar en grimasse, turde næsten ikke kigge chefen i øjnene, og så fortsatte han: "Ja, altså, jeg tror de har gang i noget. Jeg mener, altså, det er sådan at... De har bare hele tiden været så..."
"Så spyt dog ud, menneske". Robert mistede tråden. Ikke fordi den havde været der i første omgang, men stadig! "Sig mig, skal jeg virkelig hive det ud af dig? Hvad er problemet?"
"De har pakket deres ting, chef!"
Robert dukkede sig, som om han var bange for, at chefen ville lange ud efter ham.
Helt ubegrundet var det nu heller ikke. Chefen havde virkelig lyst til at lange ud efter ham. Den slags var virkelig ikke en nyhed, han havde lyst til at få overbragt. Han kunne mærke blodtrykket stige hastigt, og han knyttede næverne. Så tog han en dyb vejrtrækning; herregud, det var jo for pokker ikke Roberts skyld... Han mærkede den lille blodåre øverst på issen, som altid truede med at springe, når han blev hidsig; og så tog han endnu en dyb indånding. Pustede langsomt ud, og en gang til, sådan som en eller anden engang havde rådet ham til at gøre.
Han tog et par fattede skridt hen mod monitoren og kiggede ned på skærmen, netop i det øjeblik at familien trådte ud af huset med alt, hvad de havde i huset - hvilket jo egentlig ikke var ret meget, eftersom det meste var blevet konfiskeret.
"Sig mig, hvad har de egentlig tænkt sig? At de bare kan vade ud af byen og forsvinde?"
Robert skævede hen mod chefen. Han kunne se den ildevarslende blodåre på issen pumpe faretruende.
"Øhm, hvad skal vi gøre?" Robert skævede endnu engang...
"Få fat i sheriffen og vicesheriffen. Hurtigt! Og få dem til at arrestere faderen. Han er mistænkt for... Øh, for..." Chefen gik i stå: "Ja, bare få ham buret inde i sheriffens celle."
Robert lavede et lynhurtigt opkald til sheriffen, og to minutter efter stod vicesheriffen og sheriffen ud af sherifboligen med hver deres gevær. Chefen observerede det hele på monitoren.
Familien var kun nået et par meter udenfor byen, da de blev råbt an. De vendte sig om, og man kunne se forvirringen i deres ansigter, da de opdagede geværerne. De havde intet valgt. De blev truet på livet. Og da sheriffen og vicesheriffen kom tæt nok på, blev Sylvester beordret med. Sheriffen fulgte ham hen til sin bolig, mens vicesheriffen gelejdede resten af familien tilbage til deres hus, stadig med geværet peget mod dem.
Hanne-Grethe var vred, men gjorde sig umage med at undertrykke det; Katja var lettede hysterisk og kunne for en gang skyld tøjle det. Benjamin gjorde, som der blev sagt, men man kunne se, at han undrede sig gevaldigt. Brikkerne passede bare ikke sammen.
Og på sheriffens kontor, eller rettere i cellen inde bagved, udspillede der sig en scene. Sylvester var vred, sådan virkelig vred: "Hvad ligner det? Hvad gør du? Hvad sker der? Må jeg så få en forklaring? Du kan da ikke bare?" Han himlede op og råbte i vilden sky, men sheriffen - og for den sags skyld også vicesheriffen - var ligeglade. De havde låst og slukket, og så var de gået ovenpå, så de ikke skulle høre på ham.
Hvorfor er Robert så bange for chefen? Har chefen problemer med blodtrykket? Er geværerne ladt? Og hvorfor skal Sylvester fængsles?
Robert skar en grimasse, turde næsten ikke kigge chefen i øjnene, og så fortsatte han: "Ja, altså, jeg tror de har gang i noget. Jeg mener, altså, det er sådan at... De har bare hele tiden været så..."
"Så spyt dog ud, menneske". Robert mistede tråden. Ikke fordi den havde været der i første omgang, men stadig! "Sig mig, skal jeg virkelig hive det ud af dig? Hvad er problemet?"
"De har pakket deres ting, chef!"
Robert dukkede sig, som om han var bange for, at chefen ville lange ud efter ham.
Helt ubegrundet var det nu heller ikke. Chefen havde virkelig lyst til at lange ud efter ham. Den slags var virkelig ikke en nyhed, han havde lyst til at få overbragt. Han kunne mærke blodtrykket stige hastigt, og han knyttede næverne. Så tog han en dyb vejrtrækning; herregud, det var jo for pokker ikke Roberts skyld... Han mærkede den lille blodåre øverst på issen, som altid truede med at springe, når han blev hidsig; og så tog han endnu en dyb indånding. Pustede langsomt ud, og en gang til, sådan som en eller anden engang havde rådet ham til at gøre.
Han tog et par fattede skridt hen mod monitoren og kiggede ned på skærmen, netop i det øjeblik at familien trådte ud af huset med alt, hvad de havde i huset - hvilket jo egentlig ikke var ret meget, eftersom det meste var blevet konfiskeret.
"Sig mig, hvad har de egentlig tænkt sig? At de bare kan vade ud af byen og forsvinde?"
Robert skævede hen mod chefen. Han kunne se den ildevarslende blodåre på issen pumpe faretruende.
"Øhm, hvad skal vi gøre?" Robert skævede endnu engang...
"Få fat i sheriffen og vicesheriffen. Hurtigt! Og få dem til at arrestere faderen. Han er mistænkt for... Øh, for..." Chefen gik i stå: "Ja, bare få ham buret inde i sheriffens celle."
Robert lavede et lynhurtigt opkald til sheriffen, og to minutter efter stod vicesheriffen og sheriffen ud af sherifboligen med hver deres gevær. Chefen observerede det hele på monitoren.
Familien var kun nået et par meter udenfor byen, da de blev råbt an. De vendte sig om, og man kunne se forvirringen i deres ansigter, da de opdagede geværerne. De havde intet valgt. De blev truet på livet. Og da sheriffen og vicesheriffen kom tæt nok på, blev Sylvester beordret med. Sheriffen fulgte ham hen til sin bolig, mens vicesheriffen gelejdede resten af familien tilbage til deres hus, stadig med geværet peget mod dem.
Hanne-Grethe var vred, men gjorde sig umage med at undertrykke det; Katja var lettede hysterisk og kunne for en gang skyld tøjle det. Benjamin gjorde, som der blev sagt, men man kunne se, at han undrede sig gevaldigt. Brikkerne passede bare ikke sammen.
Og på sheriffens kontor, eller rettere i cellen inde bagved, udspillede der sig en scene. Sylvester var vred, sådan virkelig vred: "Hvad ligner det? Hvad gør du? Hvad sker der? Må jeg så få en forklaring? Du kan da ikke bare?" Han himlede op og råbte i vilden sky, men sheriffen - og for den sags skyld også vicesheriffen - var ligeglade. De havde låst og slukket, og så var de gået ovenpå, så de ikke skulle høre på ham.
Hvorfor er Robert så bange for chefen? Har chefen problemer med blodtrykket? Er geværerne ladt? Og hvorfor skal Sylvester fængsles?
