Sylvester and the Yodling Cowboys
16. december
De var alle sammen i gang at øve, og Sylvester var helt i sit es. Han havde virkelig fået samlet et helt band, og hans børn var med. Katja så endda ud til at nyde det. Måske havde hans opdragelse båret frugt alligevel. Han var pavestolt.
Okay, der var visse steder i de fleste sange, der ikke var helt på plads endnu, men han var sikker på, de nok skulle nå det. Eller, han håbede i hvert fald. Så længe de bare øvede hårdt og intenst resten af dagen, så skulle de nok nå det. Han glædede sig. Koncerten skulle stå i morgen.
Katja blev ved med at stirre over mod banjospilleren. Det var Vicesheriffen. Men når han kiggede på hende, blev hun højrød i hovedet og skyndte sig at kigge væk. Han havde kontaktet hende tidligere på dagen, trukket hende til side og kigget hende dybt i øjnene.
Han havde lænet sig ind over hende, hvisket en masse søde ord i hendes øre, så hun var blevet helt rød i hovedet. Og han havde undskyldt at han havde været så fjern. Det var bare fordi han var så forelsket i hende, at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Der var jo en del år imellem dem, men han ville hende, og han vidste at hun ville ham, så de skulle nok finde ud af det. Og så havde de kysset...
I rigtig lang tid havde de bare kysset og snavet. Og han havde taget på hende, været helt inde under hendes bluse, havde masseret hendes bryster, og hun var blevet våd og havde fået hårde vorter. Det havde været så dejligt. Han havde også kærtegnet hendes baller, og hun havde kærtegnet hans og ryggen. Og han havde bidt hende blidt i øret, og kysset hende på halsen. Og så havde han båret hende om bag husene, i skovkanten, og der havde de ligget i en hel time, trods kulden. De havde holdt hinanden varme, nusset - ikke andet. Bare nusset.
Og nu øvede hun musik sammen med ham. Det var bare fantastisk.
De startede forfra med Sylvesters yndlingsnummer "Cows run fast when they are chased by lions". Men da vi var midtvejs og banjoen igen satte ind efter et par takters pause lød der pludselig et "klonggg"... De stoppede alle sammen.
"Nej, nej, nej, det skete bare ikke". Sylvester styrtede hen mod banjoen og vicesheriffen, der stod målløs og kiggede ned på sit instrument, der nu kun havde tre strenge tilbage.
"En eller anden. Find en ny streng. Vi har ikke tid til at holde pause nu."
Der lød en mumlen, så vågnede vicesheriffen op: "Øhm, jeg tror altså ikke, vi har nogle, og jeg mener, vi kan jo ikke bare gå ud og købe en, vel..."
Sylvester rev sig i håret. Det måtte bare ikke ske, det her. Ikke nu. Banjoen var et af de bærende instrumenter, og de kunne ikke undvære den: "Det kan ikke passe. Vi bliver nødt til at lede."
Katja forsøgte at trække vicesheriffen til side: "Skal vi ikke bare glemme det. Vi kan gå et eller andet sted hen og hygge os. Skal vi ikke det?" Men han var ikke til at få kontakt med. Han kiggede bare surt på hende: "Det går ikke Katja. Det ved du også godt!"
Hun stivnede. Hvad mente han med det? Hun forstod det ikke. Hvorfor? De havde jo lige, han havde jo lige sagt tidligere... Hun stirrede efter ham, mens Sylvester forvirret trak ham med sig. Så var der et eller andet, der sank i hende. Hun vendte sig om, tårerne pressede sig på. Hvorfor?
Benjamin kunne se gennem flokken, der var ved at forsvinde, at hans søster pludselig så helt fortabt ud. Han forstod ikke helt, hvorfor. De havde for pokker da fået fri fra det her lort. Og så, så hun så ked ud af det?! Nå, hende om det. Han ville i hvert fald ikke spilde et sekund mere på det her country-musik-halløj. Så mens Katja forsvandt ind i skoven, skyndte han sig over i huset, hvor hans elskede bøger lå ved hans seng.
Nyder Katja virkelig at spille musik? Er julekalenderen ved at udvikle sig til en erotisk fortælling i stedet? Siger det klonggg, når en banjostreng springer? Og bliver koncerten til noget?
Okay, der var visse steder i de fleste sange, der ikke var helt på plads endnu, men han var sikker på, de nok skulle nå det. Eller, han håbede i hvert fald. Så længe de bare øvede hårdt og intenst resten af dagen, så skulle de nok nå det. Han glædede sig. Koncerten skulle stå i morgen.
Katja blev ved med at stirre over mod banjospilleren. Det var Vicesheriffen. Men når han kiggede på hende, blev hun højrød i hovedet og skyndte sig at kigge væk. Han havde kontaktet hende tidligere på dagen, trukket hende til side og kigget hende dybt i øjnene.
Han havde lænet sig ind over hende, hvisket en masse søde ord i hendes øre, så hun var blevet helt rød i hovedet. Og han havde undskyldt at han havde været så fjern. Det var bare fordi han var så forelsket i hende, at han ikke vidste hvad han skulle gøre. Der var jo en del år imellem dem, men han ville hende, og han vidste at hun ville ham, så de skulle nok finde ud af det. Og så havde de kysset...
I rigtig lang tid havde de bare kysset og snavet. Og han havde taget på hende, været helt inde under hendes bluse, havde masseret hendes bryster, og hun var blevet våd og havde fået hårde vorter. Det havde været så dejligt. Han havde også kærtegnet hendes baller, og hun havde kærtegnet hans og ryggen. Og han havde bidt hende blidt i øret, og kysset hende på halsen. Og så havde han båret hende om bag husene, i skovkanten, og der havde de ligget i en hel time, trods kulden. De havde holdt hinanden varme, nusset - ikke andet. Bare nusset.
Og nu øvede hun musik sammen med ham. Det var bare fantastisk.
De startede forfra med Sylvesters yndlingsnummer "Cows run fast when they are chased by lions". Men da vi var midtvejs og banjoen igen satte ind efter et par takters pause lød der pludselig et "klonggg"... De stoppede alle sammen.
"Nej, nej, nej, det skete bare ikke". Sylvester styrtede hen mod banjoen og vicesheriffen, der stod målløs og kiggede ned på sit instrument, der nu kun havde tre strenge tilbage.
"En eller anden. Find en ny streng. Vi har ikke tid til at holde pause nu."
Der lød en mumlen, så vågnede vicesheriffen op: "Øhm, jeg tror altså ikke, vi har nogle, og jeg mener, vi kan jo ikke bare gå ud og købe en, vel..."
Sylvester rev sig i håret. Det måtte bare ikke ske, det her. Ikke nu. Banjoen var et af de bærende instrumenter, og de kunne ikke undvære den: "Det kan ikke passe. Vi bliver nødt til at lede."
Katja forsøgte at trække vicesheriffen til side: "Skal vi ikke bare glemme det. Vi kan gå et eller andet sted hen og hygge os. Skal vi ikke det?" Men han var ikke til at få kontakt med. Han kiggede bare surt på hende: "Det går ikke Katja. Det ved du også godt!"
Hun stivnede. Hvad mente han med det? Hun forstod det ikke. Hvorfor? De havde jo lige, han havde jo lige sagt tidligere... Hun stirrede efter ham, mens Sylvester forvirret trak ham med sig. Så var der et eller andet, der sank i hende. Hun vendte sig om, tårerne pressede sig på. Hvorfor?
Benjamin kunne se gennem flokken, der var ved at forsvinde, at hans søster pludselig så helt fortabt ud. Han forstod ikke helt, hvorfor. De havde for pokker da fået fri fra det her lort. Og så, så hun så ked ud af det?! Nå, hende om det. Han ville i hvert fald ikke spilde et sekund mere på det her country-musik-halløj. Så mens Katja forsvandt ind i skoven, skyndte han sig over i huset, hvor hans elskede bøger lå ved hans seng.
Nyder Katja virkelig at spille musik? Er julekalenderen ved at udvikle sig til en erotisk fortælling i stedet? Siger det klonggg, når en banjostreng springer? Og bliver koncerten til noget?
