Sylvester and the Yodling Cowboys
13. december
Så blev det den 13. december, og dermed var det dagen for Lucia-optog gennem byen. Katja var absolut ikke begejstret. Hendes mor havde bestemt, at hun skulle være Luciabrud, og udsigten til gran og stearin i håret var ikke lige noget, hun brød sig om.
"Men, hvad nu hvis de vælter, og der går ild i mit hår. Mor, jeg gør det ikke. Jeg vil ikke. Der kan være nogen, der kommer til at skubbe til mig. Og hvis nu jeg falder i kjolen..."
"Skat, du skal ikke være nervøs. Far sætter lysene godt fast, jeg skal nok lægge kjolen lidt op, og der er ingen, der har til hensigt at skubbe til dig."
"Nej, men hvad nu hvis det sker, alligevel? Mor kan vi ikke nok bare droppe det hele?"
"Tag dig nu sammen Katja. Der er intet at være bange for. Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt nervøs, men du ved jo, at du synger ganske fint, og jeg er sikker på, det nok skal gå det hele."
"Kan du da ikke bare forstå, at det er totalt dybt latterligt. Jeg vil ikke..."
"Jo du vil. Du skal se, det bliver såmænd rigtig hyggeligt. Jeg glæder mig allerede."
Hanne-Grethe sendte Katja et stort smil og gav hende et knus, inden hun vendte sin opmærksomhed mod Benjamin, der netop var hoppet i sine Lucia-gevandter: "Ej skat, det går vist virkelig ikke. Jeg må også hellere lægge din kjole op."
Benjamin så absolut ikke mere begejstret ud end Katja. Tværtimod: "Mor, jeg ved ikke rigtig; kunne du ikke bare have lavet et par bukser i stedet. Det her kommer til at slå mig ihjel."
"Årh, du overlever såmænd nok. Se nu at hoppe ud af den, så jeg kan lave en læg." Det skulle hun ikke sige to gange. Benjamin skyndte sig at hive kjolen over hovedet, om end med noget besvær, og Katja måtte lige give en hjælpende hånd.
De to ville meget gerne have smuttet væk, men lige meget hvor mange gange, og hvor snedigt de forsøgte at stikke af, så var Hanne-Grethe der. Det var som om, hun havde et fast øje på dem, så hun kunne være sikker på, at de ikke var flygtet, når de skulle i gang. En gang hver halve time bad hun dem om at synge sangen igen, bare lige for at være sikker på, at de stadig kunne teksten, og når de ikke lavede noget og forsøgte at lave en afstikker, så var der pludselig titusinde af ting, som Hanne-Grethe altså slet ikke kunne nå at ordne selv.
Katja blev sat ned for at lime noget sølvglimmer på hver kjole - der var også en til Sylvester, og Hanne-Grethe var i fuld gang med at lave nogle lagener om til de kjoler, der skulle bruges til Sylvesters band. Det var i øvrigt ikke hendes idé. Hun havde været noget skeptisk, da hendes mand fortalte, at han havde samlet fire gutter fra bandet til at gå med i optoget: "Så får vi også musik til, skat. Er det ikke fantastisk?", havde han spurgt.
Og det var det måske. Der var bare det ved det, at det jo ikke var Sylvester, der pludselig skulle sy fire ekstra kjoler, og det betød også at hun, hvad udsmykning angik, havde skruet lidt ned for forventningerne.
Men det blev faktisk ganske godt, hvis Hanne-Grethe selv skulle sige det. Hun var så stolt over, at det var hendes familie, der gik forrest, med Katja i spidsen, og at det havde været hende, der havde været primus motor.
Præcis klokken 19:00, lang tid efter det var blevet mørkt, havde byen samlet sig for at se optoget, der nu bestod af hele syv personer, hvoraf fire af dem spillede til. Sylvester overdøvede dem alle sammen med sin sang, men det tog han sig ikke af. Katja forsøgte at smile, som hun lige forinden havde lovet sin mor at gøre, og Benjamin lod som om, han sang med. I virkeligheden var han mere fokuseret på ikke at falde i kjolen, som stadig var en anelse for lang.
"At jeg fatter, I piger kan gå i den slags", sagde han til Katja, lige inden de gik i seng.
Kan Sylvester synge? Kan Benjamin dø af at gå i kjole? Men vigtigst af alt; springer han ud som drag?
"Men, hvad nu hvis de vælter, og der går ild i mit hår. Mor, jeg gør det ikke. Jeg vil ikke. Der kan være nogen, der kommer til at skubbe til mig. Og hvis nu jeg falder i kjolen..."
"Skat, du skal ikke være nervøs. Far sætter lysene godt fast, jeg skal nok lægge kjolen lidt op, og der er ingen, der har til hensigt at skubbe til dig."
"Nej, men hvad nu hvis det sker, alligevel? Mor kan vi ikke nok bare droppe det hele?"
"Tag dig nu sammen Katja. Der er intet at være bange for. Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt nervøs, men du ved jo, at du synger ganske fint, og jeg er sikker på, det nok skal gå det hele."
"Kan du da ikke bare forstå, at det er totalt dybt latterligt. Jeg vil ikke..."
"Jo du vil. Du skal se, det bliver såmænd rigtig hyggeligt. Jeg glæder mig allerede."
Hanne-Grethe sendte Katja et stort smil og gav hende et knus, inden hun vendte sin opmærksomhed mod Benjamin, der netop var hoppet i sine Lucia-gevandter: "Ej skat, det går vist virkelig ikke. Jeg må også hellere lægge din kjole op."
Benjamin så absolut ikke mere begejstret ud end Katja. Tværtimod: "Mor, jeg ved ikke rigtig; kunne du ikke bare have lavet et par bukser i stedet. Det her kommer til at slå mig ihjel."
"Årh, du overlever såmænd nok. Se nu at hoppe ud af den, så jeg kan lave en læg." Det skulle hun ikke sige to gange. Benjamin skyndte sig at hive kjolen over hovedet, om end med noget besvær, og Katja måtte lige give en hjælpende hånd.
De to ville meget gerne have smuttet væk, men lige meget hvor mange gange, og hvor snedigt de forsøgte at stikke af, så var Hanne-Grethe der. Det var som om, hun havde et fast øje på dem, så hun kunne være sikker på, at de ikke var flygtet, når de skulle i gang. En gang hver halve time bad hun dem om at synge sangen igen, bare lige for at være sikker på, at de stadig kunne teksten, og når de ikke lavede noget og forsøgte at lave en afstikker, så var der pludselig titusinde af ting, som Hanne-Grethe altså slet ikke kunne nå at ordne selv.
Katja blev sat ned for at lime noget sølvglimmer på hver kjole - der var også en til Sylvester, og Hanne-Grethe var i fuld gang med at lave nogle lagener om til de kjoler, der skulle bruges til Sylvesters band. Det var i øvrigt ikke hendes idé. Hun havde været noget skeptisk, da hendes mand fortalte, at han havde samlet fire gutter fra bandet til at gå med i optoget: "Så får vi også musik til, skat. Er det ikke fantastisk?", havde han spurgt.
Og det var det måske. Der var bare det ved det, at det jo ikke var Sylvester, der pludselig skulle sy fire ekstra kjoler, og det betød også at hun, hvad udsmykning angik, havde skruet lidt ned for forventningerne.
Men det blev faktisk ganske godt, hvis Hanne-Grethe selv skulle sige det. Hun var så stolt over, at det var hendes familie, der gik forrest, med Katja i spidsen, og at det havde været hende, der havde været primus motor.
Præcis klokken 19:00, lang tid efter det var blevet mørkt, havde byen samlet sig for at se optoget, der nu bestod af hele syv personer, hvoraf fire af dem spillede til. Sylvester overdøvede dem alle sammen med sin sang, men det tog han sig ikke af. Katja forsøgte at smile, som hun lige forinden havde lovet sin mor at gøre, og Benjamin lod som om, han sang med. I virkeligheden var han mere fokuseret på ikke at falde i kjolen, som stadig var en anelse for lang.
"At jeg fatter, I piger kan gå i den slags", sagde han til Katja, lige inden de gik i seng.
Kan Sylvester synge? Kan Benjamin dø af at gå i kjole? Men vigtigst af alt; springer han ud som drag?
