Sylvester and the Yodling Cowboys
12. december
Hanne-Grethe var stået tidligt op, for hele natten havde hun tænkt, og drømt, om at det kunne være sjovt at lave et luciaoptog gennem byen. Hun skulle bare have overtalt Katja til at være luciabrud og Benjamin og Sylvester til at gå bag ved og synge med.
Hanne-Grethe var optimistisk da hun kaldte familien sammen om morgenbordet. "Nu skal I bare høre. Jeg har fået alle tiders idé, som jeg tror hele byen ville synes er meget hyggelig. Vi skal lave et luciaoptog i morgen. Og Katja, du skal være brud, og I to skal gå bag Katja og synge med."
Familien kiggede lettere skeptisk på Hanne-Grethe. Det lyste ud af Benjamin og Katja, at de hadede idéen og ikke kunne finde det hyggelige i at vade rundt med et lagen og lys foran hele byen - de ville jo blive til grin, men inden de nåede at protestere, sagde Sylvester, der havde tygget lidt på det: "Det lyder da som en meget sjov ting... Det vil også rive lidt op i folk."
Hanne-Grethe, der var lettet over familiens positive indstilling, proklamerede, at hun nok skulle nå at lave både kjoler og en halmkrans med lys.
Benjamin sad imidlertid ret uroligt på stolen. "Der er bare lige et problem... Man havde ikke Luciahalløj i cowboytiden. Det er noget, vi fra Skandinavien har indført i 1944. Og jeg mener, vi skal jo gøre ligesom man gjorde i Vesten, ikke?"
Katja lyste pludselig op i et smil. Endelig kunne man bruge Benjamin til noget fornuftigt!
"Pjat min dreng, det er der ingen, der vil tænke over... Det er jo stadig en hyggelig tradition."
Sylvester var helt overtalt og havde allerede store planer om, at "Sylvester and the Yodling Cowboys" skulle spille til. Katja opgav kampen. Hun vidste, at når hendes forældre havde sat sig noget for, så kunne man lige så godt opgive kampen. "Kom Benjamin, vi skrider."
Børnene smuttede udenfor og var enige om, at det var den værste idé, deres mor nogensinde havde fået. Men der var nok ikke så meget at gøre, og de kunne bare være glade for at ingen af deres venner ville finde ud af det. Generelt var de ret enige i alting den dag, også da samtalen faldt på episoden med indianerne dagen i forvejen
De vidste godt, det bare var noget feriefolkene havde sat i værk, men de var ikke helt sikre på, om det var meningen, de skulle have fulgt efter dem, så de kunne have reddet bartenderens kone. Katja undrede sig også meget over, at det var sket lige efter det kvinden havde sagt. Hun kunne bare ikke rigtig huske, hvad det var, hun havde sagt. Hun fortalte alligevel Benjamin om det, og så var sagen afgjort.
"Vi bliver nødt til at fortælle sheriffen om det. Kom..."
De gik ind til sheriffen, der sad og studerede dagens avis. Benjamin rømmede sig: "Ehm... Sherif har du tid?" Sheriffen kiggede op og nikkede. Katja og Benjamin satte sig hen til hans bord. "Hvad kan jeg gøre for jer unger?" "Jo, altså vi synes, at det er lidt mystisk med de der indianere, der kom i går. De tog jo hende der jødeharpespilleren fra fars band... Jeg mener, skal du ikke ud og lede efter hende? Er det ikke dit job som lovens håndhæver her i byen?"
Det var rent faktisk et retorisk spørgsmål, hvor det var meningen, Sheriffen skulle give ham ret, og det var Benjamin ret sikker på, at Sheriffen forstod, men det virkede nu ikke helt som om, de to havde samme opfattelse af problemets adfærd.
"Tja, hun overlever nok. Det er jo ikke fordi, hun er sådan virkelig i fare. Pas I nu hellere på, I ikke lader jer rive for meget med."
Benjamin var slet ikke tilfreds, men kunne ikke helt finde ud af, hvad han skulle sige som modargument. Han kiggede over på Katja i håb om, at hun for en gang skyld kunne bidrage med et eller andet klogt. Katja var ikke til meget hjælp, for hun havde travlt med at kigge efter vicesheriffen, men han var som sunket i jorden.
Benjamin indså, at de ikke ville få mere ud af sheriffen og rejste sig. Af ren og skær høflighed sagde han: "Tak for hjælpen." Han gik hen til døren og opdagede, at Katja stadig sad henne ved bordet og sagde bestemt: "Katja, så gik vi!"
Kan Katja synge? Hvor ved Benjamin fra at Lucia-traditionen først kom til skadinavien i 1944? Bliver luciaoptoget til noget? "Sylvester and the Yodling Cowboys" klare sig uden en jødeharpespiller?
Hanne-Grethe var optimistisk da hun kaldte familien sammen om morgenbordet. "Nu skal I bare høre. Jeg har fået alle tiders idé, som jeg tror hele byen ville synes er meget hyggelig. Vi skal lave et luciaoptog i morgen. Og Katja, du skal være brud, og I to skal gå bag Katja og synge med."
Familien kiggede lettere skeptisk på Hanne-Grethe. Det lyste ud af Benjamin og Katja, at de hadede idéen og ikke kunne finde det hyggelige i at vade rundt med et lagen og lys foran hele byen - de ville jo blive til grin, men inden de nåede at protestere, sagde Sylvester, der havde tygget lidt på det: "Det lyder da som en meget sjov ting... Det vil også rive lidt op i folk."
Hanne-Grethe, der var lettet over familiens positive indstilling, proklamerede, at hun nok skulle nå at lave både kjoler og en halmkrans med lys.
Benjamin sad imidlertid ret uroligt på stolen. "Der er bare lige et problem... Man havde ikke Luciahalløj i cowboytiden. Det er noget, vi fra Skandinavien har indført i 1944. Og jeg mener, vi skal jo gøre ligesom man gjorde i Vesten, ikke?"
Katja lyste pludselig op i et smil. Endelig kunne man bruge Benjamin til noget fornuftigt!
"Pjat min dreng, det er der ingen, der vil tænke over... Det er jo stadig en hyggelig tradition."
Sylvester var helt overtalt og havde allerede store planer om, at "Sylvester and the Yodling Cowboys" skulle spille til. Katja opgav kampen. Hun vidste, at når hendes forældre havde sat sig noget for, så kunne man lige så godt opgive kampen. "Kom Benjamin, vi skrider."
Børnene smuttede udenfor og var enige om, at det var den værste idé, deres mor nogensinde havde fået. Men der var nok ikke så meget at gøre, og de kunne bare være glade for at ingen af deres venner ville finde ud af det. Generelt var de ret enige i alting den dag, også da samtalen faldt på episoden med indianerne dagen i forvejen
De vidste godt, det bare var noget feriefolkene havde sat i værk, men de var ikke helt sikre på, om det var meningen, de skulle have fulgt efter dem, så de kunne have reddet bartenderens kone. Katja undrede sig også meget over, at det var sket lige efter det kvinden havde sagt. Hun kunne bare ikke rigtig huske, hvad det var, hun havde sagt. Hun fortalte alligevel Benjamin om det, og så var sagen afgjort.
"Vi bliver nødt til at fortælle sheriffen om det. Kom..."
De gik ind til sheriffen, der sad og studerede dagens avis. Benjamin rømmede sig: "Ehm... Sherif har du tid?" Sheriffen kiggede op og nikkede. Katja og Benjamin satte sig hen til hans bord. "Hvad kan jeg gøre for jer unger?" "Jo, altså vi synes, at det er lidt mystisk med de der indianere, der kom i går. De tog jo hende der jødeharpespilleren fra fars band... Jeg mener, skal du ikke ud og lede efter hende? Er det ikke dit job som lovens håndhæver her i byen?"
Det var rent faktisk et retorisk spørgsmål, hvor det var meningen, Sheriffen skulle give ham ret, og det var Benjamin ret sikker på, at Sheriffen forstod, men det virkede nu ikke helt som om, de to havde samme opfattelse af problemets adfærd.
"Tja, hun overlever nok. Det er jo ikke fordi, hun er sådan virkelig i fare. Pas I nu hellere på, I ikke lader jer rive for meget med."
Benjamin var slet ikke tilfreds, men kunne ikke helt finde ud af, hvad han skulle sige som modargument. Han kiggede over på Katja i håb om, at hun for en gang skyld kunne bidrage med et eller andet klogt. Katja var ikke til meget hjælp, for hun havde travlt med at kigge efter vicesheriffen, men han var som sunket i jorden.
Benjamin indså, at de ikke ville få mere ud af sheriffen og rejste sig. Af ren og skær høflighed sagde han: "Tak for hjælpen." Han gik hen til døren og opdagede, at Katja stadig sad henne ved bordet og sagde bestemt: "Katja, så gik vi!"
Kan Katja synge? Hvor ved Benjamin fra at Lucia-traditionen først kom til skadinavien i 1944? Bliver luciaoptoget til noget? "Sylvester and the Yodling Cowboys" klare sig uden en jødeharpespiller?
