Sylvester and the Yodling Cowboys
11. december
Chefen lagde røret på. Han var helt rød i hovedet. Så vendte han sig vredt om mod et par assistenter, der tilfældigvis stod bag ham og snakkede privat.
"Kan I så for hel*** komme i gang. Seertallene er helt nede på et nulpunkt, og det er jeres skyld. Anmelderne er rasende. New York Times rakker det ned. I har ikke planlagt det ordentligt. Og hende mokken skal ud. Vi kan ikke have hende rendende og lave den slags ravage" Han var aldeles rasende, men han forsøgte ikke at tabe hovedet. Han var godt klar over at han havde et mindre problem med sin hidsighed, men det havde han ikke tid til at spekulere over. Nu skulle han finde på noget: "Hvordan kan vi gøre det? Hmm, det skal virke som om, det er planlagt. Hmm."
Chefen holdt inde og kradsede sig på sin halvskaldede isse. Han måtte finde på noget genialt, så det ikke blev gjort ligeså hovedløst som sidste gang. Han måtte gøre det, så det blev ordentligt tilrettelagt. Og så slog det ham: "Indianere. Vi skal have nogle indianere! Det er jo det vilde vesten, ikke? Dig der, du finder nogle, der kan bruges som indianere, og så skal de hugge mokken foran alle beboerne. Hun skal ikke vide noget. Jeg vil ikke have hun ved det, så hun kan nå at gemme sig. Kom så, hvad venter I på?"
Der blev generel travlhed i kontoret, og Sønderborg blev atter brugt som rekrutteringsby. Endelig fandt man nogle folk, der indvilgede i at tjene et par håndører. De blev udstyret med kostymer og masser af forklaringer af, hvad de skulle gøre, og efter en times øvelse, var de klar.
Det var ved at være eftermiddag, og tusmørket var begyndt at falde. På monitoren fulgte produceren med i udviklingen, og i stedte for at skrige arrigt efter sine ansatte, blev han ligesom en glad, lille dreng, da det hele startede. Den lettere, fedladne, halvskallede fyr klappede i hænderne, hoppede på stolen og hujede. Især var det et hit, da mokken blev revet med ud af byens salon. Hun blev bundet på hænder og fødder og løftet op på skulderen af en meget stor indianer. Og det at hun sprællede, råbte og skreg var aldeles fantastisk.
Et kvarter efter roen havde sænket sig nogenlunde, ringede telefonen. Den amerikanske boss var glad. I løbet af den halve time, det hele havde stået på, var seertallene eksploderet, og forummet på Internettet havde været rødglødende af kommentarer og diskussioner.
Det havde været en rigtig god aften.
Hvem er det der taler engelsk? Hvad har New York Times med historien at gøre? Kan jyder virkelig spille indianere? Hvorfor skal kvinden bortføres? Og hvem er den fedladne, halvskallede fyr?
"Kan I så for hel*** komme i gang. Seertallene er helt nede på et nulpunkt, og det er jeres skyld. Anmelderne er rasende. New York Times rakker det ned. I har ikke planlagt det ordentligt. Og hende mokken skal ud. Vi kan ikke have hende rendende og lave den slags ravage" Han var aldeles rasende, men han forsøgte ikke at tabe hovedet. Han var godt klar over at han havde et mindre problem med sin hidsighed, men det havde han ikke tid til at spekulere over. Nu skulle han finde på noget: "Hvordan kan vi gøre det? Hmm, det skal virke som om, det er planlagt. Hmm."
Chefen holdt inde og kradsede sig på sin halvskaldede isse. Han måtte finde på noget genialt, så det ikke blev gjort ligeså hovedløst som sidste gang. Han måtte gøre det, så det blev ordentligt tilrettelagt. Og så slog det ham: "Indianere. Vi skal have nogle indianere! Det er jo det vilde vesten, ikke? Dig der, du finder nogle, der kan bruges som indianere, og så skal de hugge mokken foran alle beboerne. Hun skal ikke vide noget. Jeg vil ikke have hun ved det, så hun kan nå at gemme sig. Kom så, hvad venter I på?"
Der blev generel travlhed i kontoret, og Sønderborg blev atter brugt som rekrutteringsby. Endelig fandt man nogle folk, der indvilgede i at tjene et par håndører. De blev udstyret med kostymer og masser af forklaringer af, hvad de skulle gøre, og efter en times øvelse, var de klar.
Det var ved at være eftermiddag, og tusmørket var begyndt at falde. På monitoren fulgte produceren med i udviklingen, og i stedte for at skrige arrigt efter sine ansatte, blev han ligesom en glad, lille dreng, da det hele startede. Den lettere, fedladne, halvskallede fyr klappede i hænderne, hoppede på stolen og hujede. Især var det et hit, da mokken blev revet med ud af byens salon. Hun blev bundet på hænder og fødder og løftet op på skulderen af en meget stor indianer. Og det at hun sprællede, råbte og skreg var aldeles fantastisk.
Et kvarter efter roen havde sænket sig nogenlunde, ringede telefonen. Den amerikanske boss var glad. I løbet af den halve time, det hele havde stået på, var seertallene eksploderet, og forummet på Internettet havde været rødglødende af kommentarer og diskussioner.
Det havde været en rigtig god aften.
Hvem er det der taler engelsk? Hvad har New York Times med historien at gøre? Kan jyder virkelig spille indianere? Hvorfor skal kvinden bortføres? Og hvem er den fedladne, halvskallede fyr?
