Sylvester and the Yodling Cowboys
8. december
"Øh, jeg hedder Robert!"
"Ja ja, fint fint. Sæt dig ved den monitor der. Og så holder du øje med de to irriterende unger. De er lige en kende for nysgerrige! Og, hvis de begynder på noget, så siger du til."
Robert gjorde som hans chef beordrede. Han var ved at blive en anelse træt af det her. At blive kostet rundt hele tiden og behandlet som om man var ligegyldig. Han sukkede. Så længe de betalte ham godt, ville han blive ved. Han havde haft så svært ved at finde et job, og i ren desperation havde han svaret på alle mulige annoncer med stillinger langt under hans formåen. Og så var der pludselig en, der havde ringet ham op og beordret ham til at komme til en bestemt adresse i Sønderborg. Kort efter havde han været antaget.
"Yes sir, of course. Yeah, sure, if anything happens I will silence them..."
Robert kiggede forskræmt hen mod chefen, der stod med ryggen til. Det lød altså ikke rart. Han var ikke så sikker på, han gad det her mere. Ham amerikaneren, som chefen snakkede med hele tiden... Robert vidste ikke helt, hvad han skulle tro og mene. Men han lød til at være endnu værre end chefen selv, og Robert frygtede ærlig talt den dag, amerikanerbossen pludselig ville stå i Danmark. Men hvad, lønnen var jo langt bedre end han nogensinde havde drømt om, så, så længe det blev ved sådan, måtte han bare klappe i og gøre, hvad der blev sagt.
Chefen gik ud af rummet og lod Robert være Robert. Han stirrede ind i skærmen. Man kunne se Katja og Benjamin gå og snakke sammen. Robert tog høretelefonerne på og lyttede: "Jeg tror altså bare ikke vi kan finde ud af noget, Benjamin. Der er jo ikke nogen, der vil snakke med os om det. Nu har vi forsøgt hele dagen, og ærlig talt. Jeg er ret sulten nu. Måske skal vi bare glemme det hele."
"Men Katja, jeg tror bare ikke det var et uheld. Når nu man tænker på den måde han reagerer på, så skulle man tro at han selv ville have hende af vejen. Og måske er de andre i byen med i det hele. Jeg synes vi skal lede efter hende. Hvis hun er død, må de have smidt liget et sted i nærheden."
"Måske, men han var jo væk hele den dag det skete. Han kunne lige så godt have kørt liget langt væk, og så finder vi det aldrig. Jeg er desværre bange for at det er spild af tid."
"Lige meget om det er spild af tid eller ej, så synes jeg vi skal gøre det. Vi har jo ligesom ikke andet end tid lige nu."
"Okay, men først i morgen. Jeg er træt og sulten!"
Robert begyndte at svede. Chefen havde ret. Ungerne havde gang i noget, men så blev han jo nødt til at sige til. Han rystede ved tanken...
Hvem er chefen? Hvem ringede Robert op? Hvorfor er Benjamin så mistænksom? Sladrer Robert eller har han bare et godt øje til Katja?
"Yes sir, of course. Yeah, sure, if anything happens I will silence them..."
Robert kiggede forskræmt hen mod chefen, der stod med ryggen til. Det lød altså ikke rart. Han var ikke så sikker på, han gad det her mere. Ham amerikaneren, som chefen snakkede med hele tiden... Robert vidste ikke helt, hvad han skulle tro og mene. Men han lød til at være endnu værre end chefen selv, og Robert frygtede ærlig talt den dag, amerikanerbossen pludselig ville stå i Danmark. Men hvad, lønnen var jo langt bedre end han nogensinde havde drømt om, så, så længe det blev ved sådan, måtte han bare klappe i og gøre, hvad der blev sagt.
Chefen gik ud af rummet og lod Robert være Robert. Han stirrede ind i skærmen. Man kunne se Katja og Benjamin gå og snakke sammen. Robert tog høretelefonerne på og lyttede: "Jeg tror altså bare ikke vi kan finde ud af noget, Benjamin. Der er jo ikke nogen, der vil snakke med os om det. Nu har vi forsøgt hele dagen, og ærlig talt. Jeg er ret sulten nu. Måske skal vi bare glemme det hele."
"Men Katja, jeg tror bare ikke det var et uheld. Når nu man tænker på den måde han reagerer på, så skulle man tro at han selv ville have hende af vejen. Og måske er de andre i byen med i det hele. Jeg synes vi skal lede efter hende. Hvis hun er død, må de have smidt liget et sted i nærheden."
"Måske, men han var jo væk hele den dag det skete. Han kunne lige så godt have kørt liget langt væk, og så finder vi det aldrig. Jeg er desværre bange for at det er spild af tid."
"Lige meget om det er spild af tid eller ej, så synes jeg vi skal gøre det. Vi har jo ligesom ikke andet end tid lige nu."
"Okay, men først i morgen. Jeg er træt og sulten!"
Robert begyndte at svede. Chefen havde ret. Ungerne havde gang i noget, men så blev han jo nødt til at sige til. Han rystede ved tanken...
Hvem er chefen? Hvem ringede Robert op? Hvorfor er Benjamin så mistænksom? Sladrer Robert eller har han bare et godt øje til Katja?
