Sylvester and the Yodling Cowboys
7. december
Det plejede hun jo. Og hun havde besluttet sig for selv at lave kortene igen i år. Desuden havde hun hentet mos, gran og andre naturlige ting, som hun kunne bruge som pynt på kortene. Og det var, hvad hun fik dagen til at gå med. Sylvester var godt i gang med at øve med sit nye band, så ham så hun ikke meget til.
Børnene gik udenfor, og Hanne-Grethe smilede. Måske havde det ikke været så tosset en idé endda. At tænke sig, at en af hendes mands tossede idéer kunne vise sig at være så god.
Udenfor gik ungerne afsides, så ingen kunne høre, hvad de talte om. "Jeg synes bare, at det er mærkeligt. Jeg mener, hans kone er død, og nu går han rundt som om intet er hændt. Der er heller ingen i byen, der tager stor notits af hvad der er sket. Jeg ville have troet, der skulle være mindehøjtidelighed og den slags. Plejer man ikke det?"
Benjamin så meget tænksom ud ved søsterens ord. Hun sagde jo noget. Det var egentlig lidt mærkeligt, at der slet ikke blev gjort noget ud af det. Det mindste man kunne tænke sig var da at sladderen ville gå, men ingen snakkede om det. "Det kan jo være, han bare ikke vil gøre noget stads ud af det."
"Jo, men prøv at se på ham. Ser han ud til at være ked af det? Ser han ud til at der overhovedet er noget galt."
Sheriffen stod og snakkede muntert med nogle andre fra byen. Man kunne høre dem grine højlydt, og lidt efter gik de hver til sig. Sheriffen gik storsmilende hen mod sit eget hus. "Du har ret. Det er lidt underligt! Måske skal vi tage en snak med ham. Altså bare sludre lidt med ham og høre, om der han har brug for noget."
Katja var enig, så de to gik hen til sheriffens hus og et par minutter efter stod de inde i hans kontor. Det var et rigtigt sherifkontor, og der var endda en gang ind til et par celler bagved.
"Hold da op, det ser jo helt ægte ud og alting!" Benjamin var imponeret.
"Ja, her er såmænd rigtig fint. De har gjort et godt stykke arbejde. Hvad kan jeg gøre for jer to?" Sheriffen tog imod dem med et stort, bredt smil. "I må gerne gå ind og kigge, hvis I vil!" Han pegede hen mod gangen, der førte ind til cellerne. Benjamin gik hen og kiggede benovet derind. Men Katja var ligeglad. Hun kunne ikke helt se det interessante i hele det her trælse feriekoncept.
"Vi ville såmænd bare lige hilse på. Og øhm... Så tænkte vi... Altså, vi ville se, hvordan du har det efter alt det med... din kone. Jeg mener, hvis der er noget, vi kan hjælpe med?" Katja forsøgte at formulere sig så godt som muligt uden at komme til at gøre ham ked af det. Hun vidste bare ikke helt hvordan. Umiddelbart så det dog ikke ud til, at han reagerede synderligt på det.
"Nåh, jamen det går udmærket. Der er styr på det hele, så det skal I ikke bekymre jer om." Han smilede endnu bredere end før. "Kom, så skal jeg åbne en af cellerne. De kan rent faktisk bruges, og det er kun mig og vicesheriffen, der har nøglerne til dem. Hehe..."
I det samme kom en ung, flot mand, høj og mørklødet, ind ad døren, og han bar også en sherifstjerne. Katja spærrede øjnene op. "Nøj..." Og så blev hun helt rød i hovedet.
"Jeg ville bare lige sige, at jeg er ovre i salonen. Vi skal øve..." Sheriffen nikkede til svar. Den unge mand skulle til at vende sig for at gå, men fik så øjenkontakt med Katja og sendte hende et charmerende smil. Hun blev helt blød i knæene og kunne slet ikke sige noget.
Vicesheriffen forlod huset og Katja fulgte ham med øjnene gennem vinduet indtil han forsvandt ind i salonen skråt overfor. Sheriffen og Benjamin smuttede ind i en af cellerne, mens Katja kom tilbage til virkeligheden. Der gik ikke lang tid før ungerne var hjemme igen. Katja brugte resten af dagen på at være smask forelsket. Benjamin var begejstret over, hvor godt sheriffens hus og kontor var lavet, men han undrede sig også over, at Sheriffen tog så let på sin kones død, og da han snakkede med Katja om det igen, måtte hun give ham ret.
Hvorfor går Hanne-Grethe så meget op i jul? Hvorfor er sheriffen ikke ked af at hans kone er død? Bliver cellerne brugt til noget når der kun er 12 huse i byen og er Katja forelsket i vicesheriffen?
Børnene gik udenfor, og Hanne-Grethe smilede. Måske havde det ikke været så tosset en idé endda. At tænke sig, at en af hendes mands tossede idéer kunne vise sig at være så god.
Udenfor gik ungerne afsides, så ingen kunne høre, hvad de talte om. "Jeg synes bare, at det er mærkeligt. Jeg mener, hans kone er død, og nu går han rundt som om intet er hændt. Der er heller ingen i byen, der tager stor notits af hvad der er sket. Jeg ville have troet, der skulle være mindehøjtidelighed og den slags. Plejer man ikke det?"
Benjamin så meget tænksom ud ved søsterens ord. Hun sagde jo noget. Det var egentlig lidt mærkeligt, at der slet ikke blev gjort noget ud af det. Det mindste man kunne tænke sig var da at sladderen ville gå, men ingen snakkede om det. "Det kan jo være, han bare ikke vil gøre noget stads ud af det."
"Jo, men prøv at se på ham. Ser han ud til at være ked af det? Ser han ud til at der overhovedet er noget galt."
Sheriffen stod og snakkede muntert med nogle andre fra byen. Man kunne høre dem grine højlydt, og lidt efter gik de hver til sig. Sheriffen gik storsmilende hen mod sit eget hus. "Du har ret. Det er lidt underligt! Måske skal vi tage en snak med ham. Altså bare sludre lidt med ham og høre, om der han har brug for noget."
Katja var enig, så de to gik hen til sheriffens hus og et par minutter efter stod de inde i hans kontor. Det var et rigtigt sherifkontor, og der var endda en gang ind til et par celler bagved.
"Hold da op, det ser jo helt ægte ud og alting!" Benjamin var imponeret.
"Ja, her er såmænd rigtig fint. De har gjort et godt stykke arbejde. Hvad kan jeg gøre for jer to?" Sheriffen tog imod dem med et stort, bredt smil. "I må gerne gå ind og kigge, hvis I vil!" Han pegede hen mod gangen, der førte ind til cellerne. Benjamin gik hen og kiggede benovet derind. Men Katja var ligeglad. Hun kunne ikke helt se det interessante i hele det her trælse feriekoncept.
"Vi ville såmænd bare lige hilse på. Og øhm... Så tænkte vi... Altså, vi ville se, hvordan du har det efter alt det med... din kone. Jeg mener, hvis der er noget, vi kan hjælpe med?" Katja forsøgte at formulere sig så godt som muligt uden at komme til at gøre ham ked af det. Hun vidste bare ikke helt hvordan. Umiddelbart så det dog ikke ud til, at han reagerede synderligt på det.
"Nåh, jamen det går udmærket. Der er styr på det hele, så det skal I ikke bekymre jer om." Han smilede endnu bredere end før. "Kom, så skal jeg åbne en af cellerne. De kan rent faktisk bruges, og det er kun mig og vicesheriffen, der har nøglerne til dem. Hehe..."
I det samme kom en ung, flot mand, høj og mørklødet, ind ad døren, og han bar også en sherifstjerne. Katja spærrede øjnene op. "Nøj..." Og så blev hun helt rød i hovedet.
"Jeg ville bare lige sige, at jeg er ovre i salonen. Vi skal øve..." Sheriffen nikkede til svar. Den unge mand skulle til at vende sig for at gå, men fik så øjenkontakt med Katja og sendte hende et charmerende smil. Hun blev helt blød i knæene og kunne slet ikke sige noget.
Vicesheriffen forlod huset og Katja fulgte ham med øjnene gennem vinduet indtil han forsvandt ind i salonen skråt overfor. Sheriffen og Benjamin smuttede ind i en af cellerne, mens Katja kom tilbage til virkeligheden. Der gik ikke lang tid før ungerne var hjemme igen. Katja brugte resten af dagen på at være smask forelsket. Benjamin var begejstret over, hvor godt sheriffens hus og kontor var lavet, men han undrede sig også over, at Sheriffen tog så let på sin kones død, og da han snakkede med Katja om det igen, måtte hun give ham ret.
Hvorfor går Hanne-Grethe så meget op i jul? Hvorfor er sheriffen ikke ked af at hans kone er død? Bliver cellerne brugt til noget når der kun er 12 huse i byen og er Katja forelsket i vicesheriffen?
