Sylvester and the Yodling Cowboys
4. december
"Jeg vil have en ud at tjekke op på alting. Dig der, ja dig. Det er noget du finder ud af, og jeg river hovedet af dig, hvis ikke det bliver ordentligt! Nu, af sted. Stå nu ikke bare der og glo. Vi går i luften om fire timer."
"Aaargh, det er heller ikke til at have folk nu til dags. Hvem henter dem for resten i Sønderborg? Gah, så svar dog menneske. Og kostumerne. Er de klar?"
"Det her må bare ikke gå galt. Jeg har ledt en hel måned efter en familie, og nu har jeg dem. Det er fantastisk. Jeg må hellere ringe til Mr. Big!"
"Hello! Yeah, oh you've heard the great news. Yup, I've found a family. Nope, they don't know anything! Yes sir, sure, yes, no problem. I will, of course sir. Don't know, well, don't worry. I know sir, of course you have to worry, but I'll fix it, I will. Good, Buy sir.'
"Robert, tag dig dog sammen. Prøv at hør her. Jeg vil have dig til at sørge for at familien ikke har noget som helst teknologisk udstyr. De skal ikke have mulighed for at finde ud af, hvad der foregår. Bare sig til dem, at den slags havde man altså ikke den gang. Ja, også mobiler. Alt er banlyst! Ipods, gameboy, whatever. Bare få styr på det."
"Hvornår er det de ankommer? Klokken 12:00? Jamen så kør dog knægt. Der er ingen tid at spilde. Og husk, de må ikke vide noget."
Robert tog af sted, og et kvarter efter stod han og ventede på familien ved Sønderborg station, den mest gudsforladte DSB-station i hele Danmark. En lang perron uden så meget som en lille kiosk eller offentligt toilet. Og kommer du for sent til toget, er det bare ærgerligt. Vær så god og vent, to timer! Gah! Robert havde prøvet det alt for tit, men nu havde han fået firmabil. Helt fantastisk oplevelse.
Familien kom dog ikke med tog, og han kørte ikke i sin firmabil i dag. Han havde stort kørekort og havde fået overdraget firmaets bus til formålet, helt hvid og med tonede ruder - også indvendigt, man kunne ikke kigge ud; det var selvfølgelig nødvendigt, hvis ikke man ville have at ens passagerer skulle vide, hvor de blev kørt hen.
Kort tid efter ankom familien i egen bil, og Robert tog imod dem med åbne arme. Det så umiddelbart ud til at være en ganske almindelig familie, måske en hel del mere pæn end han var vant til at tage sig ud. Manden havde et par mørke jakkesætsbukser på og en pæn sweater. Kvinden var iført en såkaldt spadseredragt, og begge børn så umiddelbart meget pæne ud i tøjet. Datteren så dog en anelse tvær ud, men sådan var piger i den alder jo.
Manden åbnede bagagerummet og skulle lige til at hive al bagagen ud, men Robert fik stoppet ham i tide. "Inden du tager det hele med, så vil jeg lige sige, at alt elektronik er banlyst, og I får ikke behov for jeres tøj. Vi har tøj til formålet."
Sylvester så begejstret ud: "Fantastisk, kostymer og det hele. Det er jo lige, som jeg har forestillet mig. Hanne-Grethe, unger, nu tager vi kun lige de nødvendige ting, og så pakker vi det hele i en enkelt kuffert. Ja, kom så børn!"
"Jeg er altså simpelthen nødt til at have min mobil med. Tænk nu hvis Tanja pludselig er sammen med Michael. Hvad skal jeg så gøre?"
"Ja, så er du jo lykkeligt uvidende om det. Sådan er reglerne skat. Vi har sagt A, og så må vi også sige B." "Far. Bare fordi du har sagt A, så behøver det jo ikke at betyde at jeg skal sige B, vel! Giv mig min make-up. Den vil jeg altså have med."
"Nej Katja, nu stopper du. Hør så efter."
Katja vendte sig vredt og protesterende. Benjamin syntes det var meget underholdende, lige indtil hans far skilte ham og hans computer fra hinanden. Men sådan blev det. Robert kiggede opgivende på dem. Det her ville blive en udfordring, og så gennede han familien ind i bussen, kørte dem til opsamlingsstedet, fik dem udstyret med deres respektive kostymer og anvist dem en bolig i byen.
Det var meget ydmygt og ret godt lavet. Byen bestod af 12 huse, der var opført i to rækker med en bred, støvet vej imellem. Hele byen var omgivet af træer, sådan at man i byen følte sig helt afskåret fra resten af omverdenen. Det var godt nok ikke så westernagtigt, men det tænkte de ikke synderligt over, kun Benjamin der på et tidspunkt kom med en tør bemærkning, som dog hurtigt blev affejet af Sylvester: "Men Benjamin, man kan ikke få det hele. Jeg synes det er rigtig fint".
Det hus de havde fået anvist var nummer tre i rækken. Lige efter deres nabo på højre hånd, lå salonen, hvilket fik Sylvester til at klappe i hænderne: "En rigtig salon. Det er jo fantastisk. Der skal vi spille poker." Og lige overfor deres og salonens fælles nabo lå sheriffens bolig. Resten af husene var helt almindelige civilistboliger, lige bortset fra en lille købmandsbutik, der var fyldt til renden med konservesdåser. Hanne-Grethe var ikke helt begejstret ved tanken om en måned på konservesdåsemad, men hun forsøgte at holde sig optimistisk.
Det var efterhånden blevet så sent, at de ikke havde tid og overskud til at gå på opdagelse, så familien fik sig lidt at spise, inden de alle gik til køjs.
Hvem er det der taler i starten og hvorfor står det på engelsk? Hvem er Robert? Hvad sker der i Sønderborg? Hvorfor må de ikke have noget med ind i byen? Og hvad er der i konservesdåserne?
"Det her må bare ikke gå galt. Jeg har ledt en hel måned efter en familie, og nu har jeg dem. Det er fantastisk. Jeg må hellere ringe til Mr. Big!"
"Hello! Yeah, oh you've heard the great news. Yup, I've found a family. Nope, they don't know anything! Yes sir, sure, yes, no problem. I will, of course sir. Don't know, well, don't worry. I know sir, of course you have to worry, but I'll fix it, I will. Good, Buy sir.'
"Robert, tag dig dog sammen. Prøv at hør her. Jeg vil have dig til at sørge for at familien ikke har noget som helst teknologisk udstyr. De skal ikke have mulighed for at finde ud af, hvad der foregår. Bare sig til dem, at den slags havde man altså ikke den gang. Ja, også mobiler. Alt er banlyst! Ipods, gameboy, whatever. Bare få styr på det."
"Hvornår er det de ankommer? Klokken 12:00? Jamen så kør dog knægt. Der er ingen tid at spilde. Og husk, de må ikke vide noget."
Robert tog af sted, og et kvarter efter stod han og ventede på familien ved Sønderborg station, den mest gudsforladte DSB-station i hele Danmark. En lang perron uden så meget som en lille kiosk eller offentligt toilet. Og kommer du for sent til toget, er det bare ærgerligt. Vær så god og vent, to timer! Gah! Robert havde prøvet det alt for tit, men nu havde han fået firmabil. Helt fantastisk oplevelse.
Familien kom dog ikke med tog, og han kørte ikke i sin firmabil i dag. Han havde stort kørekort og havde fået overdraget firmaets bus til formålet, helt hvid og med tonede ruder - også indvendigt, man kunne ikke kigge ud; det var selvfølgelig nødvendigt, hvis ikke man ville have at ens passagerer skulle vide, hvor de blev kørt hen.
Kort tid efter ankom familien i egen bil, og Robert tog imod dem med åbne arme. Det så umiddelbart ud til at være en ganske almindelig familie, måske en hel del mere pæn end han var vant til at tage sig ud. Manden havde et par mørke jakkesætsbukser på og en pæn sweater. Kvinden var iført en såkaldt spadseredragt, og begge børn så umiddelbart meget pæne ud i tøjet. Datteren så dog en anelse tvær ud, men sådan var piger i den alder jo.
Manden åbnede bagagerummet og skulle lige til at hive al bagagen ud, men Robert fik stoppet ham i tide. "Inden du tager det hele med, så vil jeg lige sige, at alt elektronik er banlyst, og I får ikke behov for jeres tøj. Vi har tøj til formålet."
Sylvester så begejstret ud: "Fantastisk, kostymer og det hele. Det er jo lige, som jeg har forestillet mig. Hanne-Grethe, unger, nu tager vi kun lige de nødvendige ting, og så pakker vi det hele i en enkelt kuffert. Ja, kom så børn!"
"Jeg er altså simpelthen nødt til at have min mobil med. Tænk nu hvis Tanja pludselig er sammen med Michael. Hvad skal jeg så gøre?"
"Ja, så er du jo lykkeligt uvidende om det. Sådan er reglerne skat. Vi har sagt A, og så må vi også sige B." "Far. Bare fordi du har sagt A, så behøver det jo ikke at betyde at jeg skal sige B, vel! Giv mig min make-up. Den vil jeg altså have med."
"Nej Katja, nu stopper du. Hør så efter."
Katja vendte sig vredt og protesterende. Benjamin syntes det var meget underholdende, lige indtil hans far skilte ham og hans computer fra hinanden. Men sådan blev det. Robert kiggede opgivende på dem. Det her ville blive en udfordring, og så gennede han familien ind i bussen, kørte dem til opsamlingsstedet, fik dem udstyret med deres respektive kostymer og anvist dem en bolig i byen.
Det var meget ydmygt og ret godt lavet. Byen bestod af 12 huse, der var opført i to rækker med en bred, støvet vej imellem. Hele byen var omgivet af træer, sådan at man i byen følte sig helt afskåret fra resten af omverdenen. Det var godt nok ikke så westernagtigt, men det tænkte de ikke synderligt over, kun Benjamin der på et tidspunkt kom med en tør bemærkning, som dog hurtigt blev affejet af Sylvester: "Men Benjamin, man kan ikke få det hele. Jeg synes det er rigtig fint".
Det hus de havde fået anvist var nummer tre i rækken. Lige efter deres nabo på højre hånd, lå salonen, hvilket fik Sylvester til at klappe i hænderne: "En rigtig salon. Det er jo fantastisk. Der skal vi spille poker." Og lige overfor deres og salonens fælles nabo lå sheriffens bolig. Resten af husene var helt almindelige civilistboliger, lige bortset fra en lille købmandsbutik, der var fyldt til renden med konservesdåser. Hanne-Grethe var ikke helt begejstret ved tanken om en måned på konservesdåsemad, men hun forsøgte at holde sig optimistisk.
Det var efterhånden blevet så sent, at de ikke havde tid og overskud til at gå på opdagelse, så familien fik sig lidt at spise, inden de alle gik til køjs.
Hvem er det der taler i starten og hvorfor står det på engelsk? Hvem er Robert? Hvad sker der i Sønderborg? Hvorfor må de ikke have noget med ind i byen? Og hvad er der i konservesdåserne?
