Sylvester and the Yodling Cowboys
3. december
Men han kunne ikke finde en smidig måde at fremføre idéen ordentligt på, så han var blevet enig med sig selv om, at han hellere bare måtte tage tyren ved hornene, og efter morgenmaden havde han slået i bordet og beslutsomt bedyret: "Vi tager på country-ferie!"
Han forsøgte at se så begejstret ud som muligt i et spinkelt håb om, at det var nok til at overtale Hanne-Grethe. Hun så dog en anelse skeptisk ud. "Altså, jeg har set den her reklame for et par uger siden, og jeg mener... Det bliver så sjovt. Kan du ikke se det for dig, Hanne-Grethe?"
Og ærlig talt, det kunne hun godt, men det var ikke noget kønt syn!
"Sylvester, lad nu være. Du må lige tænke på, at..."
"Jo, men hør nu her. Der er det her country-western-ferie-koncept et eller andet sted over i Jylland, og jeg tror nok der var åbent i december også. Så lever man ligesom man gjorde dengang. Ingen mobiler, ingen computer, det vil være fantastisk for ungerne."
Hanne-Grethe skævede over mod sin datter. Hun var ikke overbevist.
"De kunne lære så meget af det. Vi kunne være sammen alle sammen, 24 timer i døgnet, der er plads, og vi får en hel måned til at gå med det, frem for at sidde her og kukkelure. Det er jo en oplevelse for livet. Hanne-Grethe, skat, hvad siger du?"
"Nu må vi lige være realistiske, Sylvester. Børnene skal jo i skole..."
"Ja, men der sidder de jo alligevel hele december og klipper juleting. Det ved du jo, det plejer de. Og jeg mener, vores unger er jo dygtige nok. De kan sagtens klare sig."
"Jo, men..."
"Hanne-Grethe. Vi gør det. Jeg ringer til skolen og forklarer dem det hele. Du skal ikke spekulere så meget, skat. Det bliver rigtig sjovt!"
Og sådan blev det. Sylvester fik vristet Benjamin fra sin computer, så han kunne logge sig på hotellets trådløse net, og det tog ham ikke mange søgninger på Google, før han fandt hvad han søgte. Han fik ringet først til skolen, ikke så meget for at forklare som bare for at informere dem om hans beslutning (og det var i øvrigt en glimrende måde at lære børnene noget om historie på, det måtte skoleinspektøren jo være enig med ham i), og derefter til det mobilnummer, man kunne henvende sig på. Til hans store glæde var der bid.
"Sådan skat. Nu er det hele klar. De siger, vi kan komme i morgen ved middagstid."
Er der et sted i Jylland, hvor man kan komme på country-western-ferie? Kan man virkelig tage børn ud af henholdsvis folkeskole og gymnasium i en hel måned? Og hvorfor har Hanne-Grethe ikke noget at skulle have sagt?
Han forsøgte at se så begejstret ud som muligt i et spinkelt håb om, at det var nok til at overtale Hanne-Grethe. Hun så dog en anelse skeptisk ud. "Altså, jeg har set den her reklame for et par uger siden, og jeg mener... Det bliver så sjovt. Kan du ikke se det for dig, Hanne-Grethe?"
Og ærlig talt, det kunne hun godt, men det var ikke noget kønt syn!
"Sylvester, lad nu være. Du må lige tænke på, at..."
"Jo, men hør nu her. Der er det her country-western-ferie-koncept et eller andet sted over i Jylland, og jeg tror nok der var åbent i december også. Så lever man ligesom man gjorde dengang. Ingen mobiler, ingen computer, det vil være fantastisk for ungerne."
Hanne-Grethe skævede over mod sin datter. Hun var ikke overbevist.
"De kunne lære så meget af det. Vi kunne være sammen alle sammen, 24 timer i døgnet, der er plads, og vi får en hel måned til at gå med det, frem for at sidde her og kukkelure. Det er jo en oplevelse for livet. Hanne-Grethe, skat, hvad siger du?"
"Nu må vi lige være realistiske, Sylvester. Børnene skal jo i skole..."
"Ja, men der sidder de jo alligevel hele december og klipper juleting. Det ved du jo, det plejer de. Og jeg mener, vores unger er jo dygtige nok. De kan sagtens klare sig."
"Jo, men..."
"Hanne-Grethe. Vi gør det. Jeg ringer til skolen og forklarer dem det hele. Du skal ikke spekulere så meget, skat. Det bliver rigtig sjovt!"
Og sådan blev det. Sylvester fik vristet Benjamin fra sin computer, så han kunne logge sig på hotellets trådløse net, og det tog ham ikke mange søgninger på Google, før han fandt hvad han søgte. Han fik ringet først til skolen, ikke så meget for at forklare som bare for at informere dem om hans beslutning (og det var i øvrigt en glimrende måde at lære børnene noget om historie på, det måtte skoleinspektøren jo være enig med ham i), og derefter til det mobilnummer, man kunne henvende sig på. Til hans store glæde var der bid.
"Sådan skat. Nu er det hele klar. De siger, vi kan komme i morgen ved middagstid."
Er der et sted i Jylland, hvor man kan komme på country-western-ferie? Kan man virkelig tage børn ud af henholdsvis folkeskole og gymnasium i en hel måned? Og hvorfor har Hanne-Grethe ikke noget at skulle have sagt?
