Aniston

Sylvester and the Yodling Cowboys

1. december

Det var en hel normal dag hos familien Von Höhlerupgaard. Sylvester sad og lyttede til en gammel plade med "The Trainrobbers" - et gammelt country band fra nittenhundred grønhvidkål. Hans kone, Hanne-Grethe, læste I den nye bog, hun lige havde købt: "Teenagers - sådan skal de takles!"
ANNONCE
Sylvester and the Yodling Cowboys
Der var dog ikke meget teenager over deres fælles søn, Benjamin, til trods for han lige var fyldt 14 år. Han brugte det meste af sin tid på computer- og rollespil. Godt det samme. Der var jo datteren, som desværre snart ville fylde 18 år; guderne måtte vide, hvordan det ville gå. Katja havde lige haft et af sine utallige hysteriske anfald, og familien havde ikke set noget til hende den sidste times tid. Hun havde smækket sig inde på sit værelse i vrede.    

Men en hel normal dag ville måske være for meget sagt. Det var jo den 1. december, så julemåneden var gået i gang. Og så var det lørdag, hvilket betød at det var første feriedag. Hanne-Grethe og Sylvester havde taget fri i hele julemåneden, for endelig at være sammen med deres børn. De havde knoklet løs et helt år, og selvom ungerne havde været med deres bedsteforældre sydpå, havde hverken Hanne-Grethe eller Sylvester haft sommerferie. Sylvester var direktør i et stort firma, og Hanne-Grethe var succesfuld forfatter og havde skrevet et utal af hobby-sådan-gør-du-design-bøger.    

Desuden gjorde hun det som erhvervscoach og foredragsholder!    

Og nu var det altså ferietid, hvilket betød en hel måned i hyggeligt samvær med ungerne. Katja var dog ikke helt overbevist om, at det nu var en god idé, og Benjamin var vist ret ligeglad. Men det var nu engang vigtigt, at forældre brugte kvalitetstid sammen med deres børn, og Hanne-Grethe havde i sinde at stå med boller og kakao hver dag, når ungerne kom hjem fra skole.    

Hanne-Grethe rejste sig fra den hyggelige lænestol og gik ud i køkkenet for at lave sig en kop te. Hun fyldte lidt vand i elkedlen og stod og kiggede ud i haven mens hun ventede på, at vandet skulle koge. Ud af øjenkrogen så hun et eller andet løbe hen over køkkenbordet. Hanne-Grethe kiggede efter, men der var intet at se. Hun tænkte ikke videre over det og fandt et nyt tebrev frem, men da hun lagde det ned i koppen, var der igen noget, der bevægede sig. Hun så nu et, hvad der for hende virkede som et kæmpe monster, lille insekt løbe hen over bordet.  Hanne-Grethe begyndte at skrige. "Sylvester! SYLVESTER!!!"    

Sylvester kom luntende ud i køkkenet for at se, hvorfor Hanne-Grethe, der ellers altid var så fattet, lige pludselig råbte sådan op. "Hvorfor står du der og hyler sådan op kvinde?" "Der var et kæmpe kryb, der løb hen over køkkenbordet."

Samtidig med at Hanne-Grethe fortalte om det lille insekt, kiggede det endnu engang frem og tog en løbetur over bordet... Denne gang sammen med dens to fætre. Benjamin var også kommet til og udbrød begejstret "Jamen det er jo en Anobium punctatum!" "Hva' skal du være fræk knægt?" Svarede Sylvester kækt. "Nej, altså det er bare borebiller..."    

"Borebiller - nej, få dem væk, få dem væk. Jeg vil ikke ha' dem her! Få dem ud!" Hanne-Grethe slog hænderne op for øjnene. "Få dem væk, jeg vil ikke se dem! Få dem uuud!"    

Sylvester satte to hænder på køkkenbordet og lænede sig nedefter for at se nærmere på den lille forsvarsløse bille. Benjamin forsvandt op på sit værelse for at hente et eller andet, og mens Hanne-Grethe stadig stod og skreg, lagde Sylvester hele sin vægt ned over køkkenbordet. Det skulle han aldrig have gjort. Der lød et højt knæk, og køkkenbordet forsvandt under ham. Sylvester mistede balancen og faldt lige så tung han var ned på det faldne køkkenbord. Hanne-Grethe skreg endnu højere, mens hun skældte og smældte over Sylvesters tåbelighed. Som om han kunne have forudset det!

Katja viste sig i døråbningen. Hun var åbenbart lettere nysgerrig over al den larm, hendes forældre forvoldte, selvom hendes nysgerrighed kom til udtryk ved et lettere irriteret udbrud: "Kan I da for helvede ikke bare slappe lidt af? Man kan sgu da ikke få lov at sove i fred, man!" Først da så hun, hvordan hendes far kæmpede for at komme op. Benjamin kom løbende rundt om hjørnet med et lille plasticboks og var lige ved at brase ind i den forbløffede Katja: "I må ikke smide dem alle sammen ud. Jeg skal bare lige have en enk..."    

Mere nåede han ikke at sige. For der hvor Katja lige havde stået og lænet sig op ad dørkarmen, var der nu kommet murbrokker til syne. Karmen og Katja lå på gulvet og rodede rundt, hans far og køkkenbordet lå i den anden ende af rummet, og hans mor blev bare endnu mere ophidset: "Hjææælp, det er sabotage, Politi... Sylvester, så gør da noget!"    

Er "The Trainrobbers" et virkeligt country band?
Hvilket firma er Sylvester direktør for? Er Hanne-Grethe virkelig succesfuld eller bare et levn fra 70'erne? Er Anobium punctatum den korrekte betegnelse for borebiller. Hvad kan politiet gøre, og hvad har titlen overhovedet med historien at gøre?
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce