Aniston

Surrealistiske breve

Et dejligt gensyn med Storm P.

6 ud af 6 stjerner
Surrealistiske breve
I 1938 offentliggjorde Storm P. i Berlingske Aftenavis en række såkaldte 'surrealistiske breve'.

Og det er disse breve, der nu er blevet udgivet hermed for første gang i bogform.

Brevene er ledsaget af et forord af leder af Storm P.-Museet gennem mange år, Jens Bing, som, man tydeligt kan mærke, har en stor kærlighed til Storm P. - og ved en hulens masse om ham og de surrealistiske breve.    

I Monty Pythons fodspor - eller omvendt
Udgangspunktet for de i alt 23 breve er udklip fra forskellige udenlandske aviser og tidsskrifter, som Storm P. bandt sammen med en morsom fortælling, således at billede og tekst på humoristisk vis spillede sammen.

Storm P viser i bogen sider af sig selv, der minder lidt om Monty Pythons bizarre tegnefilm, hvor der er klippeklistret.

Det må siges at være forud for tiden. Også selvom det ikke er helt lige så sjovt som Terry Gilliams klisterier.

Men det er trods alt underholdende - og overrasker i forhold til det, man ellers forbinder Storm P. med.
 
Husk at læse forordet
En række af brevene har karakter af rejsebreve fra Storm P.'s Englandsrejse i 1938. Disse refererer til forskellige steder i London, hvilket er ret skæg læsning. 

Men det er en fordel, at tidligere leder af Storm P.- Museet, Jens Bing, der har skrevet forordet til bogen, heri også forklarer baggrunden for brevene og placerer Storm P. i forhold til tidens surrealistiske strømninger inden for kunst og litteratur. Uden forordet ville man nemlig umiddelbart være lidt lost i forhold til det, der venter en i Storm P.'s breve. 

Robert Storm Petersen (1882-1949) er en af Danmarks største humoristiske tegnere og forfattere - kendt for bl.a. sine opfindelser, fluer og vagabonder samt serien om Peter og Ping.   

"Surrealistiske Breve" af Robert Storm Petersen/Storm P med forord af Jens Bing er udgivet af Lindhardt & Ringhof den 7. oktober 2010 til vejl. udsalgspris på 149,95 kr.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce