Aniston

Stress happens

Stress fordrer mere stress

Når først stressen har fået sit tag i mig, er det som om mit "perfektionist-gen" først føler sig berettiget til at vise sig i fuldt flor. I stedet for at trække sig, vil genet bare have mig til at løbe hurtigere og hurtigere...

Stress happens
Hvorfor er det lige, at jeg bliver så ekstremt perfektionistisk i de perioder, hvor jeg er mest stresset? Der er jo ingen grund til at fremprovokere en risiko for panikanfald, når jeg indtil videre har været ganske sund og rask!

Men det er alligevel det sidste jeg tænker på, når jeg bliver stresset. Så skal alting pludselig gøres perfekt, selv på områder, hvor jeg ellers plejer at lade min indre Sjuske-Marie klare arbejdet.

Sjuske-Marie har måske været ligeglad med det til dels mølædte, uldne tæppe, der har været blikfang for sofaen, men pludselig panikker jeg ved synet af den store fejl-befængte uldtot...

Det skal ud, tænker jeg, og den raske beslutning får vinger, når jeg kyler det ned i skraldespanden til kødsaucen og udstøder et lettet suk.

Men freden varer ikke længe, for midt i den stressede hverdag med alverdens opgaver, og festlige anledninger, og alt for meget i kalenderen, er min tanke hele tiden på det nye sofatæppe, som jeg bare  købe. Tæppet skal jo erstattes. Så hvornår kan jeg få tid? Hvor længe vil det tage at bestemme mig? Skal jeg vælge det nærmeste indkøbssted - for det er hurtigt, eller skal jeg søge længere væk efter det perfekte sofatæppe.

Hver eneste dag uden et tæppe til sofaen føles som endnu en nedtælling til deadline. Deadlinen som jeg selv har valgt, fordi jeg åbenbart ikke kan få stress nok... I perioder hvor jeg slet ikke er stresset, kan jeg godt sige "pyt" til det hele. Jeg kan være så sej, at jeg faktisk kan finde lidt rod hyggeligt, og inviterer jeg samtidig gæster hjem, så de kan se det, føler jeg bare, at jeg er  meget i balance, når jeg kan sige "pyt" til noget rod, og er der ikke noget med, at kreative mennesker roder mere end andre? Skønt.

Men har jeg stress, er selv de mindste ting pludselig af stor betydning. Gøremål som for eksempel at sortere tøj til genbrug, sætte fotos i album eller at vaske gardiner føles som tikkende bomber i mit hoved - det skal helst gøres nu! Mine prioriteringer forrykker sig, så jeg pludselig skal være perfekt til alting, huske alting og rette skævheder op i mit liv.

For eksempel dét at skrive en e-mail til en bestemt person får pludselig en høj prioritering. Det kan måske være en tidligere rejsekammerat, som jeg pludselig bliver meget bange for at miste kontakt til, selvom den nedadgående kontakt aldrig førhen har kunnet forhøje mit blodtryk.

I stressens farvand lurer bekymringerne om alle de ting, der kan gå galt, hvis ikke jeg strammer mig ekstra an. Hjernekapaciteten kommer virkelig på overarbejde med alle de ekstrajusteringer, der dukker op i den stressede hverdag. Justeringerne hører til kategorien af: "Gode gerninger", "fornuftige ting" og "sunde leveregler". I den forbindelse lyder de indre dialoger noget i stil med:

"Husk at bruge tandtråd, husk at lave sund madpakke, husk at skrive et par breve på det nye, fine brevpapir, husk at udskifte den grimme fotoramme på hylden med en meget pænere ramme - husk at købe rammen!, husk at tage vitaminpiller, husk i den forbindelse at undersøge farerne ved for meget kalk, og undersøg samtidig om det er farligt at bruge selvbruner, og husk under alle omstændigheder at spise masser af gulerødder, så jeg kan få en flot teint på en sund måde"!
 
Når al den stress hober sig op, overvejer jeg, om jeg kan være et stresset menneske og samtidig rar og hyggelig at være sammen med? Et godt menneske og stresset? Lykkelig og stresset? Humoristisk og stresset? Kreativ og stresset? Og jeg erkender, at stress ikke går hånd i hånd med mange andre ting end... stress.

Tænk, at jeg kun opnår én forbandet ting af alle de anstrengelser. Så må jeg nu hellere lade være med at anstrenge mig så meget.
ANNONCE
Del

Seneste nyt