Aniston

Sonay

" En far slår da sgu ikke sin egen datter ihjel!"

Den var sådan kriminalkommisær Kurt Kragh fra rigspolitiets rejsehold reagerede, da han modtog nyheden om modet på den unge teenager Sonay fra Næstved.
Sonay
Resten af Danmark reagere på præcis samme måde, da det stod fast at hendes egen far havde kvalt hende, og derefter dumpet liget i Præstø havn. For første gang, men desværre ikke sidste gang, stod Danmark med et æresdrab på hænderne. For første gang måtte man tage stilling, og for første gang blev vi konfronteret med en livstil og traditioner så fjernt fra vores egne.

Sonay blev kun 14 år. Hun var en ung pige, som kun begik en eneste forbrydelse, nemlig at komme i klemme imellem to kulturer. Alt hvad hun ville, var at passe ind, at tilhøre og være som alle andre unge piger omkring hende. Men familiens traditioner forhindrede hende i det.
Hun skulle bo i Danmark, men måtte ikke være dansk. En noget nær umulig balancegang, som var dødsdømt til at lykkes fra første øjeblik.
Sonay gjorde alt det man håber og beder til, at indvandrere og flygtninge vil gøre, hun indordnede sig, og forsøgte desperat at integrere sig i det samfund som omgav hende. Men selvsamme samfund svigtede hende.Og en dansk teen-age pige's opførsel og livsstil, var meget langt fra hvad familien forventede af hende.

Når man ser på Sonays opvækst, forstår man sagtens hendes oprør, og forundres samtidig over hendes fantastiske mod til selv at ville vælge.
Hun blev født i 1986 i et krigsramt Irak. Som traditionen var og er i de hede iranske sommernætter, sov familierne i boligblokken alle på taget. Og det var da også på dette tag en sådan nat i 1985, at hendes mor Suheyla ved et "uheld" blev gravid, og derfor måtte gifte sig med Sonays far Ashraf. Suheyla var ellers lovet væk til en anden, så det var med anger hendes familie bortgiftede deres nu gravide datter. Forholdet var turbulent, Ashraf gad ikke arbejde og de boede derfor ved svigerfamilien, indtil Ashraf en dag slog sin svigermor og familien smed dem ud. Herefter boede de hos en onkel, men da de stjal og snød overalt var de ikke velset nogensteder. Kort efter Sonay blev født flyttede hendes mor hjem til sine forældre igen, og den nittenårige Ashraf blev indkaldt til militæret.

Men heller ikke militærlivet passede den unge tyrkmenske iraker, så han deserterede og gemte sig i Tyrkiet. I 1993 da Sonay var omkring seks år gammel, vendte Ashraf tilbage til Irak for at hente sin kone og datter, men Suheyla var imellemtiden flyttet sammen med en anden mand, og ville ikke med. Ashraf fremviste nu en vielsesatest, og den nye mand måtte fortrække. Det fik dog ikke Suheyla til at ombestemme sig, så Ashraf endte med at tage alene tilbage til Tyrkiet, kun medbringende sin datter Sonay. Sonay fortalte om tiden i Tyrkiet, at de boede i en lejlighed de delte sammen med en masse "onkler", som forgreb sig på hende når hendes far var væk.
ANNONCE
Sonay
Efter en tid..ingen ved præcis hvor længe..blev Suheyla dog atter forenet med hendes familie i Tyrkiet.
Den 27 februar 1996 ankom Ashraf til Københavns lufthavn, hvor han straks søgte asyl. Den historie han angav til udlændingestyrelsen var opdigtet, og havde meget lidt med sandheden at gøre. Udlændingestyrelsen troede dog på ham, og flyttede ham til et asylcenter på Bornholm, indtil han året efter fik tilkendt familiesammenføring.
29 oktober 1997 ankom Suheyla og Sonay til Danmark, og familien fik en lejlighed og bosatte sig i Næstved. Suheyla var da gravid i syvende måned med Sonays lillebror.

Sonay begynder så småt sit oprør, da hun går i 6 klasse på Uglebroskolen i Næstved. Hun er en dygtig elev og vellidt af sine kammarater, men da hun som 12 årig får sin første menstruation, og af familien bliver betragtet som voksen, ændrer tingene sig. Forældrene pålægger den spinkle pige flere og flere voksenopgaver. Hun skal følge dem overalt og tolke, hun er den som skal passe hendes lillebror når moderen ikke orker, i bund og grund er hun nu ikke længere en sorgløs pige, men en lille voksen med voksenjobs. Skolen må hun derfor oftere og oftere forsømme, og samarbejdet lærer og hjemmet imellem er mildt sagt meget dårligt.

Alt eskalerer tilsidst da Sonay får en dansk kæreste. Vold er en daglig ting i hjemmet, og åbenbart måden forældrene tror de kan knægte pigen på. Den 8 marts 2000 opdager Sonays klasselærer, at hun er oversået med blå mærker og går hende på klingen. Det ender med at der bliver ringet til politiet, og myndighederne tvangsfjerner Sonay. De næste to år forværrer situationen sig mere og mere. Familien bebrejder Sonay at farennu er blevet anholdt og fængslet, og ligger samtidig pres på hende for atter at vende hjem. Hvad ingen ved, er at de har lagt en plan. Sonay må dø for at have bragt skam over familien, for hun har gjort noget utilgiveligt, hun har røbet dem.

Hverken de seksuelle overgreb eller den grove vold mod Sonay har åbenbart nogen betydning, det eneste som virkelig tæller er, at familien mener de har mistet ansigt overfor deres irakiske omgangskreds. Og prisen er fastlagt, Sonay må bøde med livet.

10 februar 2002, finder en fisker liget af Sonay i Præstø havn. Hun ligger død i det iskolde vand, kun 16 år gammel. Sonay bliver begravet i en trist og bar grav, uden en eneste blomst eller kærligt ord med på vejen. (Se bill. ovenover.)

19 juni 2002 bliver Ashraf anholdt og varetægtsfængslet for drabet på Sonay. 16 september 2003 bliver sagen endelig afgjort og Ashraf dømmes af et nævningeting for modet, og får 14 års fængsel samt bliver udvist af Danmark for bestandigt. Hans kommentar hertil er " jeg har fået hovedpine".

Efterskrift:
Det groteske i denne her sag er at Sonays morder, på grund af en regel i straffeloven, kan slippe med kun halvdelen af straffen, og allerede i juni måned atter være hjemme i Irak og en fri mand. ifølge et interview Suheyla havde med B.T, har hun sparet så meget op af  familiens dansk overførselsindkomster, at der står to gældfri huse klar i Kurdistan.

Arne Schmidt Møller som har skrevet bogen om Sonay, har ikke kun foreviget et stykke vigtig Danmarks historie, men har gjort det med en sådan indfølelsesevne, at man som læser kommer til at sidde tilbage med en klump i halsen. Ikke kun den tragiske historie, men også måden bogen er skrevet på, drager en i den grad ind i historien, så man slet ikke formår at ligge den fra sig igen før sidste side er læst. man føler at man personligt kender Sonay, og er med hende hvert et skridt fra fødsel til død.
Sonay fik ikke ret megen kærlighed mens hun var i live, og hendes begravelse var om muligt endnu mere kold. Men hun vil altid forblive hos os, og en af grundene er netop Arne Schmidt Møller's bog.

Bogen:
Kriminalreporteren Arne Schmidt Møller har skrevet bogen Sonay. Og dermed sørget for at hendes historie heldigvis aldrig bliver glemt. Der skal meget til at røre mig, men denne her bog fik mere end en gang, mine tårer til at flyde frit ned ad kinderne. Faktisk er det noget af det hårdeste jeg har læst, og en af grundene er helt sikkert at det ikke er en opdigtet historie, men den tragiske historie om en pige af kød og blod. En anden af grundene er uden tvivl, at i 1986 fødte jeg selv en datter, og bogen igennem kunne jeg ikke undgå at sammenligne de to pigers liv, og hvor meget Sonay havde mistet. Bogen om Sonay hører til de bøger jeg aldrig glemmer og som jeg altid vil anbefale videre.
ANNONCE
Del

Seneste nyt