Socialangst
Syv procent af befolkningen lider af det
Socialangst (eller socialfobi) er den angstlidelse man oftest finder. Undersøgelser viser, at omkring syv procent af befolkningen lider af det i større eller mindre grad - og det er mange.
Hos nogle udvikles socialangsten allerede i barndommen, men de fleste tilfælde viser sig i teenagealderen. Fordelingen af folk der lider af socialangst er næsten ligeligt fordelt, dog med en nærmest ubetydelig overvægt mod pigernes side.
Årsager
Tilbøjeligheden til angstsymptomer er til dels arvelig, og derfor vil man ofte kunne se, at man har det fra en af sine forældre.
Det har god også en stor betydning, hvis man er vokset op i omgivelser hvor man ikke har følt sig tryg. Er forældrene (eller den ene af dem) eksempelvis meget perfektionistisk og opsat på at vise et "korrekt" billede udadtil, kan det påvirke barnet meget.
Symptomer
Symptomerne på socialangst er blandt andet, at man føler sig meget nervøs, når man skal være sammen med andre. Man mener selv, at man er utilfredsstillende, er flov fordi man føler at man er "forkert", og frygter at andre skal opdage, hvor usikker man er. Man tror, at andre vil se ned på én, hvis de opdager hvor magtesløs man føler sig.
Man kan få angst for, at man ikke engang kan kontrollere sin egen krop, og at den vil forråde én, ved eksempelvis at ryste på hænderne, få kvalme eller rødme. Socialangst kan være aktuel i timevis, endda dagevis, hvis man bliver udsat for noget man frygter. På Internetsiden for angst, sættes socialangst op mod edderkoppefobi på denne måde:
"Forestil dig, at det var en edderkoppe-fobi, vi talte om. Kommer man i nærkontakt med en edderkop, vil det udløse angst og eventuelt et regulært panikanfald. Men eftersom man sagtens kan få et lykkeligt liv, selvom man undgår edderkopper, er det en angstform, der er mindre slem. Mennesker med socialfobi derimod får jo udløst tilsvarende angst, når de skal være sammen med: Mennesker. Derfor er socialfobi en meget lidelsesfuld tilstand. Ingen er som udgangspunkt lykkelig ved at skulle undgå kontakt med andre mennesker, og derfor forsøger man i de første mange år at udholde angstfremkaldende sociale situationer."
Folk med socialangst forsøger som sagt ofte at skjule sig selv. Det kan gøres ved, at undgå at se andre i øjnene, undgå at henlede opmærksomhed på sig selv ved at tale, eller at sætte sig et ubemærket sted. Men nogle vælger også en helt anden retning, hvor de eksempelvis spiller "klassens pauseklovn" for at ingen skal synes de er kedelige. Nogle med socialangst prøver at skjule rødme under et dække af makeup, eller stirre andre i øjnene, så de ikke tror, at man er bange for at se på dem.
Hos nogle udvikles socialangsten allerede i barndommen, men de fleste tilfælde viser sig i teenagealderen. Fordelingen af folk der lider af socialangst er næsten ligeligt fordelt, dog med en nærmest ubetydelig overvægt mod pigernes side.
Årsager
Tilbøjeligheden til angstsymptomer er til dels arvelig, og derfor vil man ofte kunne se, at man har det fra en af sine forældre.
Det har god også en stor betydning, hvis man er vokset op i omgivelser hvor man ikke har følt sig tryg. Er forældrene (eller den ene af dem) eksempelvis meget perfektionistisk og opsat på at vise et "korrekt" billede udadtil, kan det påvirke barnet meget.
Symptomer
Symptomerne på socialangst er blandt andet, at man føler sig meget nervøs, når man skal være sammen med andre. Man mener selv, at man er utilfredsstillende, er flov fordi man føler at man er "forkert", og frygter at andre skal opdage, hvor usikker man er. Man tror, at andre vil se ned på én, hvis de opdager hvor magtesløs man føler sig.
Man kan få angst for, at man ikke engang kan kontrollere sin egen krop, og at den vil forråde én, ved eksempelvis at ryste på hænderne, få kvalme eller rødme. Socialangst kan være aktuel i timevis, endda dagevis, hvis man bliver udsat for noget man frygter. På Internetsiden for angst, sættes socialangst op mod edderkoppefobi på denne måde:
"Forestil dig, at det var en edderkoppe-fobi, vi talte om. Kommer man i nærkontakt med en edderkop, vil det udløse angst og eventuelt et regulært panikanfald. Men eftersom man sagtens kan få et lykkeligt liv, selvom man undgår edderkopper, er det en angstform, der er mindre slem. Mennesker med socialfobi derimod får jo udløst tilsvarende angst, når de skal være sammen med: Mennesker. Derfor er socialfobi en meget lidelsesfuld tilstand. Ingen er som udgangspunkt lykkelig ved at skulle undgå kontakt med andre mennesker, og derfor forsøger man i de første mange år at udholde angstfremkaldende sociale situationer."
Folk med socialangst forsøger som sagt ofte at skjule sig selv. Det kan gøres ved, at undgå at se andre i øjnene, undgå at henlede opmærksomhed på sig selv ved at tale, eller at sætte sig et ubemærket sted. Men nogle vælger også en helt anden retning, hvor de eksempelvis spiller "klassens pauseklovn" for at ingen skal synes de er kedelige. Nogle med socialangst prøver at skjule rødme under et dække af makeup, eller stirre andre i øjnene, så de ikke tror, at man er bange for at se på dem.
Forsøget på at kontrollere sig selv og sin krop kan endda komme så langt ud, at man får et misbrug af beroligende medicin, alkohol eller narkotiske stoffer. Dette skyldes, at de fleste bedre tør opsøge sociale situationer, hvis de er "bedøvede". Ledsagesygdomme kan være andre angstlidelser, spiseforstyrrelser og depression. Tanker om selvmord er bestemt heller ikke unormalt.
For at angst kan betegnes som socialangst, er der en række symptomer der skal gøre sig gældende. Her er listet en del af kriterierne:
1. Frygt for at folk bliver opmærksomme på én, fordi man opfører sig pinligt, og derfor undgår man at sætte sig i sådanne situationer.
2. Man har enten hjertebanken, sveder eller ryster på hænderne, hvis man bliver til genstand for andres opmærksomhed.
3. Man kan få problemer med at trække vejret, få kvalme, uro i maven, svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, angst for at dø, hedeture eller kuldegysninger. Én eller flere af disse symptomer gør sig gældende, når man står i den frygtede situation, eller tænker på den.
4. Man er bange for at rødme, kaste op eller at skulle gå på toilettet, hvis man befinder sig i en ubehagelig situation.
5. Man er betydeligt generet af sin angst, eller af de forsøg man gør for at undgå angsten.
6. Man mener selv, at angsten er overdrevet eller ufornuftig.
7. Man har ikke en anden psykisk lidelse, en depression eller en fysisk sygdom (eksempelvis en hjerneskade).
Behandling
Socialangst er en vedvarende lidelse, og derfor er det meget vigtigt at søge behandling. Man regner med, at kun én procent af de der lider af socialangst kommer i behandling. Det skyldes formentlig, at folk med socialangst netop forsøger at skjule overfor andre hvordan de har det. Også overfor deres læge og familien.
For at angst kan betegnes som socialangst, er der en række symptomer der skal gøre sig gældende. Her er listet en del af kriterierne:
1. Frygt for at folk bliver opmærksomme på én, fordi man opfører sig pinligt, og derfor undgår man at sætte sig i sådanne situationer.
2. Man har enten hjertebanken, sveder eller ryster på hænderne, hvis man bliver til genstand for andres opmærksomhed.
3. Man kan få problemer med at trække vejret, få kvalme, uro i maven, svimmelhed, uvirkelighedsfølelse, angst for at dø, hedeture eller kuldegysninger. Én eller flere af disse symptomer gør sig gældende, når man står i den frygtede situation, eller tænker på den.
4. Man er bange for at rødme, kaste op eller at skulle gå på toilettet, hvis man befinder sig i en ubehagelig situation.
5. Man er betydeligt generet af sin angst, eller af de forsøg man gør for at undgå angsten.
6. Man mener selv, at angsten er overdrevet eller ufornuftig.
7. Man har ikke en anden psykisk lidelse, en depression eller en fysisk sygdom (eksempelvis en hjerneskade).
Behandling
Socialangst er en vedvarende lidelse, og derfor er det meget vigtigt at søge behandling. Man regner med, at kun én procent af de der lider af socialangst kommer i behandling. Det skyldes formentlig, at folk med socialangst netop forsøger at skjule overfor andre hvordan de har det. Også overfor deres læge og familien.
Børn der lider af socialangst undgår at bede deres lærere om hjælp, fordi de frygter, at læreren vil synes de er "dumme". Denne angst for om andre mennesker tænker dårligt om én, kan let føre til at man får et meget lavt selvværd.
Mennesker der lider af socialangst mangler som oftest ikke sociale færdigheder - de "tilstoppes" alene på grund af angsten. Derfor kan man trænes i adfærdsterapi, hvor man øver sig i at være sammen med andre mennesker. Det foregår ofte i grupper med andre der har samme problemer. Eksempelvis øver gruppen sig i at spise sammen og holde foredrag for hinanden.
Derudover er hypnoterapi en mulighed, der desværre er en temmelig dyr affære.
Antidepressiv medicin (lykkepiller), samt nervemedicin har også vist sig at være virksomt på folk med alvorlig socialangst.
At skulle skjule sig selv konstant kan få konsekvenser. At optræde perfekt er meget hårdt for psyken. Er personen under uddannelse kan det ende med, at han/hun til slut helt udebliver fra forelæsninger, gruppearbejde og andre af de sociale situationer man bliver udsat for i et klasselokale. Efter en sådan udeblivelse, er det meget svært igen at skulle ind i de sociale grupper.
Netop fordi angsten skaber så store problemer, er det meget vigtigt, at man søger hjælp. Som pårørende til en person med socialangst, kan du hjælpe til, ved eksempelvis at tage personen med til sammenkomster. På den måde hjælper du med social færdighedstræning, og er samtidig en støtte.
Mennesker der lider af socialangst mangler som oftest ikke sociale færdigheder - de "tilstoppes" alene på grund af angsten. Derfor kan man trænes i adfærdsterapi, hvor man øver sig i at være sammen med andre mennesker. Det foregår ofte i grupper med andre der har samme problemer. Eksempelvis øver gruppen sig i at spise sammen og holde foredrag for hinanden.
Derudover er hypnoterapi en mulighed, der desværre er en temmelig dyr affære.
Antidepressiv medicin (lykkepiller), samt nervemedicin har også vist sig at være virksomt på folk med alvorlig socialangst.
At skulle skjule sig selv konstant kan få konsekvenser. At optræde perfekt er meget hårdt for psyken. Er personen under uddannelse kan det ende med, at han/hun til slut helt udebliver fra forelæsninger, gruppearbejde og andre af de sociale situationer man bliver udsat for i et klasselokale. Efter en sådan udeblivelse, er det meget svært igen at skulle ind i de sociale grupper.
Netop fordi angsten skaber så store problemer, er det meget vigtigt, at man søger hjælp. Som pårørende til en person med socialangst, kan du hjælpe til, ved eksempelvis at tage personen med til sammenkomster. På den måde hjælper du med social færdighedstræning, og er samtidig en støtte.
