Snealge luksusbehandling hos Atelier Rebul
Endelig en naturlig botoxlignende behandling i Danmark
Jeg var så heldig at få en luksusbehandling hos det nye, franske skønhedsatelie i indre København ved navn "Atelier Rebul". Allerede når du træder ind af døren, fornemmer du den luksuriøse stemning af afslapning, nydelse, ro og forfriskende dufte. (Første butik i København åbnende i maj 2017)
Jeg blev mødt i døren af de sødeste ansatte med en varm velkomst, og allerede der var jeg ikke i tvivl om, at servicen simpelthen er i top hos Atelier Rebul. Skønhedsateliet er lille, men ikke mindst utrolig smukt dekoreret i den fredede bygning på Købmagergade på strøget. Butikken bar præg af den gamle bygning med det smukkeste udsmykkede loft. Butikkens koncept er gennemført, og alt hvad man forventer ved en luksus skønhedsbehandling, hvor der bliver kræset om ens velvære i skønne omgivelser.
Selve behandlingen tager udgangspunkt i din hud ved først en hudanalyse, hvor problemområderne i din hud konstateres for den rette behandling og efterfølgende produkter. Min hud var tør til sart hud, og derfor satte kosmetologen fokus på at give mine hud en masse fugt under behandlingen. Jeg har ikke været den bedste til at pleje min hud i forhold til at fjerne makeup og rense hud hver aften eller jævnligt at få skønhedsbehandlinger, og det kunne tydeligt ses på min hud. Kosmetologen forklarede grundigt om min hudtype, behandlingen og rådgav mig i forhold til, hvad jeg skal tænke over ved min hud fremadrettet.
Kosmetologen havde en meget professionel viden om hudpleje, og du er ikke i tvivl om, at du er i de bedste hænder hos Atelier Rebul. Du får kun de produkter, du har brug for, uden de er fyldt med en masse usunde og mindre gode kemikalier som mineralske olier og parabener. Og så har produkterne simpelthen den skønneste og reneste lækre duft, hvis du spørger mig!
Det unikke ved Atelier Rebul er, at konceptet startede i Tyrkiet som et fransk apotek for 122 år siden, da ejeren og franskmanden var inspireret af Tyrkiet. Der tages udgangspunkt i farmaceutiske metoder mikset med naturlige ingredienser fra naturen. I behandlingen anvendes der sneaglepulver fra gletsjerne i Alperne, som er en aktiv ingrediens, der genopbygger huden og forlænger cellernes levetid, hvilket betyder, at dine hud ser yngre ud, bliver mere ensartet og glattet ud. What's not to like?
Jeg fik også en dybderens, da jeg havde lidt urenheder og hudorme og til sidst en lækker ansigtsmassage. Efter behandlingen var min hud allerede meget mere fugtet end inden og forandringen kunne ses med det samme.
Kosmetologen anbefalede mig en skønhedsbehandling hver sjette uge eller hver tredje måned, hvis budgettet ikke rækker så langt. Det vil jeg helt sikkert blive bedre til og forkæle mig selv med en gang i mellem. Jeg gik ud fra skønhedsateliet med den fineste glow i ansigtet, og hvor føler man sig bare lidt pænere med en smuk, ny og helt ren hud!
I butikken kan du udover hudpleje også købe hårpleje, parfume og cologne. Umiddelbart er cologne noget mænd bruger efter en barbering, tænker du nok, men hos Atelier Rebul kan du købe cologne til kvinder også, som en lidt lettere mild og frisk duft, samt mindre koncentreret end parfume. Jeg var især vild med duften Jasmin, der også kan fungere som duft på dit badeværelse. På colognen bliver der printet et personligt label, der sættes på glasflasken, hvor du bestemmer teksten, på hvad der skal stå - perfekt som gaveidé!
Jeg fik den store behandling "Perfect Face-behandling" på 60 minutter, der koster 450 kr. og hvis du køber fire produkter efterfølgende, får du refunderet prisen på behandlingen. Vildt god service! Jeg fik fire produkter med hjem til at pleje min hud med efterfølgende. En Face Wash Foam, en serum, en Sneagle dagcreme og en Face Mist Spray.
Snow Algae Rejuvinating Cream + Serum (600,- for cremen og 500 ,- for serum)
Face wash skummen er en utrolig effektiv makeupfjerner til at bruge i badet. Ved andre rense-produkter til badet skal jeg ofte bruge flere pump og rense igen efterfølgende efter badet. Men denne foam fjerner effektivt alt makeup med ca. halvandet pump! Vildt ikke? Prøv den selv for at opleve, hvor effektiv den er.
Kosmetologen forklarede mig, at vand ikke er godt for tør hud, og derfor dupper jeg let mit ansigt med et håndklæde efter badet og påfører lidt face mist spray, så min hud hurtigt bliver fugtet igen, inden jeg tager creme på.
Serum smører jeg så på efterfølgende, et par dråber på mine sarte kinder og i panden, som jeg fordeler let og dupper på med fingrene.
Jeg lader serum dråberne virke kort, og efterfølgende smører jeg sneagle dagcremen på.
Jeg mærker straks, at cremen arbejder sig ned i min hud og holder den fugtet hele dagen. Helt fantastisk, hvis du spørger mig! Ved at bruge de to produkter sammen giver det en botoxlignende effekt i ansigtet, hvor du straks vil mærke, at huden bliver mere udglattet. Sørg for at massere cremen godt ned i hudens folder for det bedste resultat.
Atelier Rebul er helt sikkert et besøg værd, uanset om du har brug for en behandling eller ej - en varm anbefaling fra mig.