Snakken
Hvor er snakken blevet af?
Ideen til denne artikel fik undertegnede, da jeg en dag gik ned for at tømme postkassen. I den lå en lille pose med kaffe fra Merrild. På pakken, posen kom i, stod der følgende ord: "Hvor godt kender du og naboen hinanden?"
"Overhovedet ikke, og jeg har heller ikke lyst til det", var min første tanke. Det lyder umiddelbart lidt hårdt, men man får hurtigt dannet et indtryk af sine naboer ud fra den musik, man kan hører gennem væggene og de dagsrytmer, man hurtigt lærer, de har.
Mennesker omkring os
Det er en skræmmende tendens, der er ved at opstå i vores samfund - at man eksempelvis kan bo i den samme opgang i ti år, og aldrig nogensinde komme til at tale med nogle af opgangens beboere - eller for den sags skyld sine naboer. Dermed ikke sagt, at man skal tale med dem alle og lære dem alle at kende, men bare det, at man faktisk ikke ved, hvad de hedder, medmindre, man ser deres navn på postkassen eller brevsprækken, når man drøner forbi til og fra arbejde eller skole.
Selv er jeg ikke en dyt bedre. Har nu boet et godt stykke tid på en gang i en bygning med boliger for unge uden overhovedet at møde mine naboer. Det eneste jeg ved om dem er, at de står op omkring kl. 7.00 og hører høj musik. De kommer så hjem igen et sted mellem klokken 14:00 og 15:00, det ved jeg, for så kører musikken for fulde gardiner igen.
Eller, hvad med turen til og fra arbejde eller skole? Det er oftest de samme mennesker, man kører med dag ud og dag ind. Hvor mange af jer taler med personen, der sidder ved siden af jer? Personen, der nok har siddet ved siden af jer flere gange. Der er ikke nogen der siger, at det skal være en dyb personlig samtale, bare en ligegyldig snak om dagen, vejret eller hvad der nu lige falder en ind!
Der er ganske enkelt ikke tid til, at få en sludder for en sladder længere. Vi render alle forvirret rundt blandt hinanden og har egentlig nok i os selv.
"Overhovedet ikke, og jeg har heller ikke lyst til det", var min første tanke. Det lyder umiddelbart lidt hårdt, men man får hurtigt dannet et indtryk af sine naboer ud fra den musik, man kan hører gennem væggene og de dagsrytmer, man hurtigt lærer, de har.
Mennesker omkring os
Det er en skræmmende tendens, der er ved at opstå i vores samfund - at man eksempelvis kan bo i den samme opgang i ti år, og aldrig nogensinde komme til at tale med nogle af opgangens beboere - eller for den sags skyld sine naboer. Dermed ikke sagt, at man skal tale med dem alle og lære dem alle at kende, men bare det, at man faktisk ikke ved, hvad de hedder, medmindre, man ser deres navn på postkassen eller brevsprækken, når man drøner forbi til og fra arbejde eller skole.
Selv er jeg ikke en dyt bedre. Har nu boet et godt stykke tid på en gang i en bygning med boliger for unge uden overhovedet at møde mine naboer. Det eneste jeg ved om dem er, at de står op omkring kl. 7.00 og hører høj musik. De kommer så hjem igen et sted mellem klokken 14:00 og 15:00, det ved jeg, for så kører musikken for fulde gardiner igen.
Eller, hvad med turen til og fra arbejde eller skole? Det er oftest de samme mennesker, man kører med dag ud og dag ind. Hvor mange af jer taler med personen, der sidder ved siden af jer? Personen, der nok har siddet ved siden af jer flere gange. Der er ikke nogen der siger, at det skal være en dyb personlig samtale, bare en ligegyldig snak om dagen, vejret eller hvad der nu lige falder en ind!
Der er ganske enkelt ikke tid til, at få en sludder for en sladder længere. Vi render alle forvirret rundt blandt hinanden og har egentlig nok i os selv.
Tiden til det
Vi er blevet et folkefærd, der stort set er ligeglade med, hvad der rører sig rundt omkring os - bare vores egen hverdag hænger sammen. Når man ser gamle danske film eller hører bedsteforældrene tale om de sammenkomster, der fandt sted før, er det så bare noget de siger for at give os dårlig samvittighed over, at vi ikke lige har fået talt med veninden eller vennen et stykke tid? Eller havde de bare mere tid dengang?
Personligt tror jeg, at de havde mere tid til at snakke sammen. Tid til at tage et smut over til naboen og drikke en kop kaffe og få verdenssituationen sat på plads - eller i al fald lige få styr på, hvem der havde sagt hvad om hvem. Det er vel det, det i sidste ende handler om: At tage sig tiden til det. Lige rive en halv time ud af skemaet og smutte en tur ind til naboen for at se, hvordan det hele står til.
Snak med personen du kommer til at sidde ved siden af i bussen, eller tag dig tid til at snakke med din nabo næste gang du møder ham/hende.
Jeg tror, jeg vil åbne min pose Merrild lave en kop kaffe og gå ind til hende til venstre for - hende, der altid hører højt musik og faktisk er ret irriterende. Det kunne jo være, at hun slet ikke er så tosset, når jeg har snakket med hende.
Vi er blevet et folkefærd, der stort set er ligeglade med, hvad der rører sig rundt omkring os - bare vores egen hverdag hænger sammen. Når man ser gamle danske film eller hører bedsteforældrene tale om de sammenkomster, der fandt sted før, er det så bare noget de siger for at give os dårlig samvittighed over, at vi ikke lige har fået talt med veninden eller vennen et stykke tid? Eller havde de bare mere tid dengang?
Personligt tror jeg, at de havde mere tid til at snakke sammen. Tid til at tage et smut over til naboen og drikke en kop kaffe og få verdenssituationen sat på plads - eller i al fald lige få styr på, hvem der havde sagt hvad om hvem. Det er vel det, det i sidste ende handler om: At tage sig tiden til det. Lige rive en halv time ud af skemaet og smutte en tur ind til naboen for at se, hvordan det hele står til.
Snak med personen du kommer til at sidde ved siden af i bussen, eller tag dig tid til at snakke med din nabo næste gang du møder ham/hende.
Jeg tror, jeg vil åbne min pose Merrild lave en kop kaffe og gå ind til hende til venstre for - hende, der altid hører højt musik og faktisk er ret irriterende. Det kunne jo være, at hun slet ikke er så tosset, når jeg har snakket med hende.
