Skyklapper
En meget irriterende sygdom
Lad det være sagt straks. Jeg har ufatteligt let ved at glemme ovenstående. Jeg får "skyklapper", og udfra samtaler med veninder og klummer i
Inden jeg vikler mig helt ind i sidespringet (til emnet altså), vil jeg forklare hvad skyklapper er i min verden: Øje for en mand, og kun ham. Han er perfekt. Det er ham jeg skal giftes med og hans børn jeg skal føde. Det er hans arme jeg altid skal ligge i og hans sure sokker jeg altid skal vaske. Og så selvom han ikke selv ved det.
Når jeg er bimmelims efter en fyr er det ligegyldigt om han vil have mig eller ej. De andre gutter kan stikke næsen ned i min kavalergang, og jeg ville stadig ikke fatte et kvæk. For der findes jo kun en mand i verden.
Jeg vil endda påstå, at hvis Johnny Depp en sen aften ringede på min dør iført piratkostume, et frækt smil og en anmodning om at dele en flaske rødvin, så ville jeg losse ham over til naboen - så jeg kunne få fred til at svæve videre på min lyserøde sky som en anden frøken himmelblå.
Jeg husker tydeligt min første rigtige besættelse. Den fyr kickstartede mit sårbare teenagehjerte, men han nåede heldigvis aldrig at transmogriffe sig om til en pilrokke og stikke i det.
Han fattede vist aldrig mistanke, selvom jeg stod savlende med åben mund og stirrede drømmende på ham når jeg fik muligheden. En sådan fascination havde jeg aldrig oplevet før, og det var en smule skræmmende. Faktisk var det så skræmmende, at jeg aldrig turde tale til ham, selvom vi nogle gange endte op ved de samme fester.
Sørgeligt nok var det yderst pinligt de få gange han endelig talte til mig. Jeg rødmede som en reje over hele kroppen, og blev som en tre-årig: fuldstændig ude af stand til at kommunikere fornuftigt. Yep, jeg var en tiger der på et splitsekund blev forvandlet til en grisling-look-alike. Hr. Wonderboy må have troet, at mine stemmebånd var spastisk lammede, men jeg havde simpelthen ikke nosser nok til at tale med ham.
Min største frygt var nok, at han ville vise sig ikke at være legemliggørelsen af en græsk heavy-metal-gud: at han ikke var perfekt. Den pille ville være for bitter at sluge, det var måske derfor jeg aldrig tog mig sammen og forsøgte at fange hans opmærksomhed?
Men hvad ville der være sket af slemme ting, hvis jeg endelig havde talt til ham? - udover at jeg måske var besvimet i chok, eller havde fået et nedladende afvisende blik? Ville det være slemt hvis man overvejede hvad der ellers kunne være sket? At mr. Lækkerbuks aka Mums Filihankat havde indset at jeg netop var skabt for ham?
Inden jeg vikler mig helt ind i sidespringet (til emnet altså), vil jeg forklare hvad skyklapper er i min verden: Øje for en mand, og kun ham. Han er perfekt. Det er ham jeg skal giftes med og hans børn jeg skal føde. Det er hans arme jeg altid skal ligge i og hans sure sokker jeg altid skal vaske. Og så selvom han ikke selv ved det.
Når jeg er bimmelims efter en fyr er det ligegyldigt om han vil have mig eller ej. De andre gutter kan stikke næsen ned i min kavalergang, og jeg ville stadig ikke fatte et kvæk. For der findes jo kun en mand i verden.
Jeg vil endda påstå, at hvis Johnny Depp en sen aften ringede på min dør iført piratkostume, et frækt smil og en anmodning om at dele en flaske rødvin, så ville jeg losse ham over til naboen - så jeg kunne få fred til at svæve videre på min lyserøde sky som en anden frøken himmelblå.
Jeg husker tydeligt min første rigtige besættelse. Den fyr kickstartede mit sårbare teenagehjerte, men han nåede heldigvis aldrig at transmogriffe sig om til en pilrokke og stikke i det.
Han fattede vist aldrig mistanke, selvom jeg stod savlende med åben mund og stirrede drømmende på ham når jeg fik muligheden. En sådan fascination havde jeg aldrig oplevet før, og det var en smule skræmmende. Faktisk var det så skræmmende, at jeg aldrig turde tale til ham, selvom vi nogle gange endte op ved de samme fester.
Sørgeligt nok var det yderst pinligt de få gange han endelig talte til mig. Jeg rødmede som en reje over hele kroppen, og blev som en tre-årig: fuldstændig ude af stand til at kommunikere fornuftigt. Yep, jeg var en tiger der på et splitsekund blev forvandlet til en grisling-look-alike. Hr. Wonderboy må have troet, at mine stemmebånd var spastisk lammede, men jeg havde simpelthen ikke nosser nok til at tale med ham.
Min største frygt var nok, at han ville vise sig ikke at være legemliggørelsen af en græsk heavy-metal-gud: at han ikke var perfekt. Den pille ville være for bitter at sluge, det var måske derfor jeg aldrig tog mig sammen og forsøgte at fange hans opmærksomhed?
Men hvad ville der være sket af slemme ting, hvis jeg endelig havde talt til ham? - udover at jeg måske var besvimet i chok, eller havde fået et nedladende afvisende blik? Ville det være slemt hvis man overvejede hvad der ellers kunne være sket? At mr. Lækkerbuks aka Mums Filihankat havde indset at jeg netop var skabt for ham?
At jeg aldrig talte med Prettyface betød ikke, at jeg ikke fortalte mine venner om ham, og jeg fik svaret fra en af dem: "Tal med ham! Hvis jeg fik at vide, at en pige syntes jeg var herrelækker, ville jeg blive superglad og smigret." Men fætter frisk forstod ikke det koncept jeg efterhånden havde lavet i mit hoved: Nok se, ikke røre.
Men den grumme virkelighed indhentede mig. For selvfølgelig var Skøn-herlige-fyr ikke perfekt. Og det var måske godt nok, for hvem gider falde for en perfekt fyr? Det er da for kedeligt. Men det krævede altså mange resurser dengang, at få mig til at fatte, at han ikke var perfekt.
Siden da har jeg oplevet endnu et par besættelser, men aldrig ligeså voldsomme. Måske fordi den ene viste sig at være personificeringen af en idiot? I det andet tilfælde fik jeg scoret fyren og fik ændret besættelsen til en normal forelskelse - og de kan jo som bekendt være ret flygtige.
Mine skyklapper har været besværlige at leve med, men jeg er trods alt ikke den eneste sygdommen rammer. Og hver eneste gang de forsøger at angribe mig, håber jeg altid at de snart opgiver deres forehavende. Så kan jeg nemlig krybe ud af mit rosenrøde hul, og blive den rigtige mig igen...
Men den grumme virkelighed indhentede mig. For selvfølgelig var Skøn-herlige-fyr ikke perfekt. Og det var måske godt nok, for hvem gider falde for en perfekt fyr? Det er da for kedeligt. Men det krævede altså mange resurser dengang, at få mig til at fatte, at han ikke var perfekt.
Siden da har jeg oplevet endnu et par besættelser, men aldrig ligeså voldsomme. Måske fordi den ene viste sig at være personificeringen af en idiot? I det andet tilfælde fik jeg scoret fyren og fik ændret besættelsen til en normal forelskelse - og de kan jo som bekendt være ret flygtige.
Mine skyklapper har været besværlige at leve med, men jeg er trods alt ikke den eneste sygdommen rammer. Og hver eneste gang de forsøger at angribe mig, håber jeg altid at de snart opgiver deres forehavende. Så kan jeg nemlig krybe ud af mit rosenrøde hul, og blive den rigtige mig igen...
