Aniston

Skyggen - The Ghost Writer

Spændende og interessant drama af mesterinstruktøren Roman Polanski.

6 ud af 6 stjerner
Roman Polanskis stjernefyldte drama "Skyggen" er netop udkommet på DVD.

Og da noget af den er optaget i lille Danmark (nærmere bestemt Rømø på den jyske vestkyst) måtte vi naturligvis kaste os over den.

Det gode jobtilbud
Skyggen - The Ghost Writer
"Skyggen", der har originaltitlen "The Ghost Writer", handler om en succesfuld britisk forfatter, spillet af Ewan McGregor, som får tilbudt at være skyggeskribent på den tidligere britiske premierminister Adam Langs (Pierce Brosnan) memoirer.

Forfatteren skal overtage arbejdet fra Langs tidligere politiske assistent, Mike McAra, der på mystisk vis er omkommet i en ulykke. Men forfatteren agent forsikrer ham om, at dette jobtilbud er intet mindre end hans livs chance.

Han accepterer derfor modvilligt og tager ud til den lille amerikanske ø, hvor Adam Lang opholder sig i et stort, luksuriøst hus ved stranden sammen med sin kone Ruth (Olivia Williams) og sin personlige assistent Amelia (Kim Cattrall).  

Dødbringende tjans
Dagen efter beskylder en tidligere britisk minister Adam Lang for krigsforbrydelser, og pressen begynder at skrive om den tidligere premierministers mulige hemmelige aftaler med USA, hvor terrormistænkte er blevet udleveret til tortur.

Øen bliver pludseligt overrendt af journalister, alt imens skyggeskribenten prøver at grave i fortiden og snart begynder at ane, at hans forgængers død måske ikke var helt tilfældig, og at svarene måske kan findes i det ufærdige manuskript.

Skyggeskribenten må dog samtidig sande, at fortiden og det at være ghost writer for en mand med fortid kan være dødbringende.

Hvem er bad guy?!
Roman Polanskis drama er absolut seværdigt og byder på god spænding undervejs.

Man hælder skiftevis til det ene eller andet eller tredje bud på, hvem der er bad guy, og hvad det egentlig er, der foregår, og på den måde er "Skyggen" intelligent opbygget og overrasker ikke mindst undervejs.

Der er visse dele af filmen, som måske går lidt for langt ned i tempo, men alt i alt er man fint underholdt, og man er da også nødt til at holde vejret nogle gange undervejs.

Og nej... Der er ingen tyske turister eller andet at spotte i "Skyggen", som kunne indikere, at noget af den er optaget på Rømø!

"Skyggen" er udkommet på DVD den 27. august 2010.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce